Tyrkiets bløde magt kan hjælpe Nato i Afghanistan

Det gode forhold mellem tyrkere og afghanere bygger på tre faktorer:

For det første grænser vi ikke op til hinanden og har derfor ingen grænsestridigheder. For det andet udviste Tyrkiet som ung republik og efterfølger til et storslået imperium aldrig nogen imperialistiske overtoner, da det tog den unge afghanske nation til sig efter landets uafhængighed. Afghanerne havde lidt under de britiske og det russiske imperier. Tyrkiet gennemgik sin egen moderniseringsproces på det tidspunkt og behandlede Afghanistan som fuldt ud ligeværdig. Vi havde aldrig nogen bestemt dagsorden, og vi stod i kontakt med alle dele af den afghanske nation. For det tredje har vi religionen islam til fælles. Til forskel fra mange andre medlemmer af det internationale samfund glemte Tyrkiet ikke Afghanistan i årene forud for den 11. september 2001, men var lige så stille aktiv. I min kontakt med Taleban i de år, da jeg var Tyrkiets særlige koordinator for Afghanistan, sagde vi dem vores ærlige mening. Jeg fortalte eksplicit Taleban-lederne, at vi ikke ville anerkende deres styre. Tyrkiet anerkendte i stedet præsident Barhanuddin Rabbanis resterende regering, som kun vedblev at styre en lille del af Afghanistan – ikke stort mere end Badakshan-provinsen og Panshir-dalen, indtil han blev afløst af Hamid Karzai, efter at talebanerne blev tvunget fra magten af USA efter den 11. september. Vi kritiserede åbenlyst Talebans manglende regeringskapacitet, at de profiterede på opiumshandlen, at de støttede terrorbevægelser som al-Qaeda samt deres behandling af deres eget folk.

Til trods for al denne kritik gav Taleban alligevel mine kolleger og mig fri adgang til at rejse rundt i landet. Jeg blev altid respekteret, og vi var i stand til at gennemføre humanitært arbejde overalt i de Taleban-kontrollerede dele af Afghanistan. Jeg fik mange gange at vide af Taleban-lederne, at skønt de ringeagtede mine bemærkninger, bød de mig velkommen som tyrker.

Tyrkiets engagement i landet siden den 11. september har været formet af vores historiske forhold til alle dele af det afghanske samfund og er helt bevidst foregået i form af "blød magt". Tro mod sine forpligtelser som Nato-allieret sendte Tyrkiet tropper til Afghanistan efter den 11. september på betingelse af, at de ikke skulle deltage i nogen kampoperationer. Til trods for det pres, vores allierede lagde på Tyrkiet, holder vi os strengt til den politik. Vores tilstedeværelse i Afghanistan – og det gælder både den militære og den civile – har været baseret på at behandle folk med respekt og som ligemænd, ikke med overformynderi eller en besættelsesmagts imperialistiske arrogance. De tyrkiske soldater i Kabul har haft strenge ordrer om at behandle afghanerne med værdighed. De er aldrig brudt ind i folks hjem. De fleste patruljer gennemføres til fods og ikke i pansrede vogne. Soldaterne undlader at bære solbriller for at kunne bevare øjenkontakten. Berøring af kvinder er totalt forbudt. Sundhedspersonalet tjener det afghanske folk såvel som vore egne styrker. Tyrkiske soldater har dermed ikke blot bidraget til sikkerheden i Kabul, men er blevet en stilfærdig del af den afghanske hverdag.

Det er åbenbart, hvad man kan lære af Tyrkiet i Afghanistan: at vinde folk over på sin side kræver en bedre forståelse og en respekt for de lokale værdier. At uddele sodavandsdåser i kolonialistisk stil vil ikke give nogen mærkbare resultater.

Af mange af de samme grunde – vores historiske forhold til regionen og vores dybe forståelse af de lokale værdier og kulturer – kan Tyrkiet meget vel være et af de få lande, måske ligefrem det eneste land, som kan føre Afghanistan og Pakistan sammen for at overvinde deres uoverensstemmelser. Præsident Karzai gjorde på London-konferencen et nummer ud af at understrege Tyrkiets mæglerrolle som opfølgning på det trilaterale møde mellem Tyrkiet, Afghanistan og Pakistan, som han i januar havde deltaget i i Istanbul sammen med Pakistans præsident, Asif Zardari. Desværre har Indiens fravær indtil videre i processen svækket det tyrkiske initiativ. Det er af afgørende betydning at få dem med om bord, idet det afghanske problem ikke kan løses, uden at Indien og Pakistan kommer overens med hensyn til deres interesser i Afghanistan. Det internationale samfund generelt og de Nato-allierede især bør yde støtte til Tyrkiet frem for at fordoble deres indsatser andre steder. Tyrkiets medlemskab af Nato og landets historiske evne til at udøve blød magt i Afghanistan kan blive udslagsgivende. De, der kender det afghanske folk, og som op igennem historien har haft dets tillid, kan vise vejen for dem, der vitterligt ønsker at hjælpe afghanerne med at stå på egne ben. Hvis Nato holder sig til et klart mandat inden for en fastsat tidsramme for tilbagetrækning, og det internationale samfund afsætter tilstrækkelige ressourcer, kan Afghanistan bringes tilbage i folden hos det internationale samfund. Tyrkiet hjalp Afghanistan med at slutte sig til verden, da Afghanistan var en ny nation. Det kan Tyrkiet gøre igen i dag.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Aydemir Erman var Tyrkiets særlige koordinator for Afghanistan 1991-2003 og var fortsat involveret som rådgiver i Afghanistan indtil sin pensionering fra det tyrkiske udenrigsministerium i 2009.

© GLOBAL VIEWPOINT NETWORK/TRIBUNE MEDIA SERVICES 2010
Oversat af Sara Høyrup