Et lykkeligt møde mellem film og scenekunst

I forestillingens løb bliver scenen dybere og dybere, efterhånden som det ene forhæng efter det andet bliver trukket fra; maskerne falder, personaen – den sociale maske, vi viser omverdenen – skrælles af. Og mod slutningen står den ene af stykkets to personer, den lys- og korthårede sygeplejerske Alma, i scenens fjerneste dyb – belyst med rødt. Herfra fortæller hun det, der kan opfattes som sandheden om den anden, skuespillerinden Elisabeth Vogler med det lange røde hår.

Det er Ingmar Bergmans film "Persona", der bliver spillet på teatret for første gang. Med denne film var han dengang i 1966 med til at gøre filmmediet personligt, modernistisk og intellektuelt. Der er ikke meget smæk for skillingen, romantik, action eller andre af den populære genrefilms klassikere i "Persona", der til gengæld er en nådesløs gennemlysning af kunstnerens forhold til det almindelige menneske, sådan som de to typer fremstilles af den tavst uudgrundelige Elisabeth Vogler og den naive tryghedsnarkoman Alma.

På en af Københavns mindste scener, Teater Får 302, spiller indtil den 6. marts denne iscenesættelse af den gamle modernistiske film for de 48 tilskuere, der er plads til i det meget intime dagligstueteater. Med Pernille Lyneborg i rollen som Elisabeth og Stine Holm Joensen som Alma udspiller de to kvinders rejse mod hinandens og egne hemmeligheder sig i en indledningsvis noget mere munter tone, end tilfældet var hos Bergman.

Alma, som vi kun er på fornavn med, er bogstavelig talt et lille Guds ord fra landet, der ser sit liv i enkle, forudbestemte termer og er tryg ved det. Det er hende, der taler hele tiden, da hun noget modstræbende bliver ansat som sygeplejerske for den noget ældre skuespiller, der pludselig er blevet tavs.