Hvem tager ansvaret, når fædrelandet svigter?

– Og når man kigger på totalbilledet i forhold til, hvem der har ansvaret for de internt fordrevne – når deres egne regeringer svigter – så ser man et hul. Der er ingen international aftale, ej heller en international organisation, der har ansvaret for at hjælpe dem, siger Søren Jessen-Petersen.

Inden erklæringen fra 2005 blev underskrevet, lænede verdenssamfundet sig op ad nogle få internationale retningslinjer, der foreskrev, hvordan man kunne tage affære, hvis lokalregeringer svigtede deres borgere. Blandt andet var der muligheder for at udstede et midlertidigt mandat, som udelukkende var gyldigt til én mission. En anden retningslinje var FN's "Guiding Principles on Internal Displacement", som forsøgte at få en vis konsekvens ind i, hvordan man behandlede, tog stilling til og hjalp de internt fordrevne.

– De vejledende principper var et skridt, som det internationale samfund tog for på et senere tidspunkt at få en bindende international aftale, forklarer Søren Jessen-Petersen og understreger, at de, som navnet antyder, kun er vejledende. Professor Walter Kälin, FN's generalsekretærs særlige repræsentant for internt fordrevne personers menneskerettigheder, fortsætter.

– Det er en svaghed, at principperne ikke er en bindende international strategi, men jeg mener stadigvæk, at de har hjulpet med at sætte fokus på, at der er et problem med at finde løsninger på de internt fordrevnes situation. Overalt i verden lever der fordrevne i situationer, som har trukket i langdrag i 10-15 år. Nogle endda længere.

Med erklæringen om "Forpligtelse til at beskytte" har det internationale samfund underskrevet aftalen om, hvordan det skal forholde sig, når en stat svigter sit ansvar. Først tages de svageste forholdsregler i brug ved at sende diplomatiet ind, derefter kan man true med sanktioner, gøre alvor af truslerne, indføre embargo mod det givne land og i sidste ende gribe til våben og intervenere landet militært.

Især den sidste mulighed i erklæringen har resulteret i, at flere af FN's medlemslande er stærke modstandere af at gøre erklæringen retligt bindende.

I dag ligger det utvetydigt i FN's grundlag, at medlemslandene er suveræne, og at fremmede stater ikke må gribe ind i forhold, der hører ind under en anden stats myndighedsområde. Derfor bekymrer nogle regeringsoverhoveder sig for, om suveræniteten bliver truet, når verdenssamfundet får mulighed for at blande sig i suveræne anliggender. Navnlig amerikanske styrkers indsats i Irak uden et FN-mandat har øget modstanden mod en retligt bindende erklæring.

– Efter USA's intervention i 2003 er flere asiatiske lande meget nervøse over at gå med på noget som helst, der kunne opfattes som et grønt lys til at vælte ind i et land med militær og lignende, siger Søren Jessen-Petersen og fremhæver cyklonen, der ramte Myanmar (Burma) i maj 2008.

Landet forbød nødhjælpsarbejdere at komme ind at hjælpe, hvorefter USA og Frankrig greb til erklæringen om "Forpligtelse til at beskytte". Men samtidig med at de gav Myanmar en alvorlig påtale, lå der flere store krigsskibe lige uden for landets territoriale grænse.

Derfor gav det indtryk af, at USA og Frankrig truede med militær intervention fra begyndelsen, hvilket går imod den trinvise fremgangsmåde, man skal ifølge erklæringen skal følge. Erklæringen beskriver således en række forholdsregler, man skal tage, inden man griber til det sidste og det mest dramatiske. Og i Myanmar-situationen begyndte USA og Frankrig i den anden ende af listen.

Til trods for at "Forpligtelse til at beskytte" ifølge Søren Jessen-Petersen er et skridt i den rigtige retning, ærgrer han sig over, at hverken erklæringen eller de øvrige retningslinjer er retligt bindende.

– Det var et meget vigtigt princip, der blev vedtaget på topmødet i 2005, selvom det kun er en retningslinje, der ikke har nogen juridisk betydning. Og hvis man kigger på historien siden da, så har implementeringen bevæget sig fremad med meget, meget, meget små og langsomme skridt. Hvis den overhovedet har bevæget sig frem. For i ethvert forsøg på at operationalisere begrebet er man løbet ind i en enorm modstand i FN's generalforsamling, siger han.

Søren Jessen-Petersen forklarer videre, at især lande som Kina og Rusland er imod at føre erklæringens skrift ud i virkeligheden. Begge lande er permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og har vetoret i forhold til Rådets beslutninger om eksempelvis militær intervention.

I Kina er brud på menneskerettighederne ikke fremmede, og i Rusland sidder mange internt fordrevne, som ikke har fået opmærksomhed fra hverken hjemlandet eller det internationale samfund – helt i russisk interesse. Begge to eksempler på hvorfor der er en enorm nervøsitet blandt mange store lande for enhver form for international indgriben i de hjemlige anliggender.

– Og netop derfor vil man aldrig nogen sinde få international støtte til oprettelsen af en organisation, der har ansvaret for, hvad der principielt er et suverænt ansvar, konstaterer han.

I Genève mener FN's generalsekretærs særlige repræsentant for internt fordrevne, professor Walter Kälin, at det store antal af internt fordrevne er med til at understrege, at der bør ske noget i internationalt regi, som kan tage vare på de internt fordrevnes behov, særligt når fædrelandet svigter.

Han peger på den afrikanske konvention, AU-konventionen, som er blevet underskrevet for nylig.

– Måske burde vi adoptere den konvention, som en række afrikanske lande netop har underskrevet om de fordrevnes beskyttelse og muligheden for at få adgang til dem. Det er en udfordring for europæerne, tilføjer professor Walter Kälin, som får opbakning af Danmarks udviklingsminister, Ulla Tørnæs (V).

– Det er glædeligt, at 17 afrikanske lande har vedtaget en konvention for internt fordrevne. Det er det første internationale retligt bindende instrument af sin art, og man må håbe, at flere lande slutter op om initiativet. Ingen andre internationale konventioner dækker dette område, siger hun.

I den danske strategi for humanitær bistand 2010-2015 er der lagt særlig vægt på at beskytte sårbare befolkningsgrupper – herunder internt fordrevne.

– Danmark hjælper med at afhjælpe akutte behov og skabe varige og stabile løsninger for både flygtninge og internt fordrevne. Det gør vi ved at fokusere på at mindske sårbarhed, at styrke modstandskraften mod kriser og ved at arbejde til fordel for en styrket beskyttelse af ramte befolkningsgrupper, siger Ulla Tørnæs.

udland@kristeligt-dagblad.dk