Historisk ville det have været, hvis skatteminister Kristian Jensen (V) forleden havde sagt ja til, at staten fremover skulle kunne hjælpe den katolske kirke med at opkræve sit medlemsbidrag over skattebilletten.

Indtil nu er det nemlig kun den evangelisk-lutherske kirke, der har fået statens hjælp til at inddrive kirkeskat. Men efter at have søgt råd hos Dansk Folkepartis kirkeordfører, Jesper Langballe, valgte skatteministeren at afslutte knap tre års udvalgsarbejde med et nej til det ellers rimelige og gennemarbejdede katolske forslag om også at få statslig hjælp til at opkræve penge fra sine medlemmer. Kristian Jensens afslutning på denne sag er trist af flere grunde.

Helt grundlæggende ville der faktisk ikke gå nogen skår af folkekirken ved, at staten viste imødekommenhed også over for andre kirkesamfund. Tværtimod. Ved at hjælpe andre trossamfund kunne staten vise, at folkekirkens fortrinsstilling ikke skal opfattes som diskrimination af andre.

Den særlige, grundlovssikrede forbindelse mellem staten og folkekirken betyder jo heller ikke, at staten intet økonomisk eller administrativt må have med andre kirkesamfund at gøre. I mindre skala sker det jo allerede i dag i forbindelse med administrationen af de særlige skatteregler, som gælder for landets mere end 100 anerkendte og godkendte trossamfund.

Ved at sige ja til det katolske forslag kunne staten have afbødet en del af den politiske vrede og tæmmet en del af de kræfter, som nu i stedet vil arbejde for helt at skille stat og kirke ad. Kristian Jensens eneste argument for at afvise katolikkerne er, som det fremgik af Kristeligt Dagblad i går, folkekirkens historiske særstatus. Men netop denne særlige status er jo det, som provokerer modstanderne af den nuværende folkekirkeordning allermest.

For nylig sagde regeringen også nej til gennem et bloktilskud at ændre i folkekirkens måde at få støtte fra staten på. Men disse bombastiske afvisninger, der tilsyneladende har til hensigt at bevare det bestående, udskyder problemerne frem for at løse eller imødegå dem ved at forberede folkekirken på fremtiden.

Skatteministerens nej til katolikkerne illustrerer i det hele taget regeringens aktuelle problemer på det kirke- og værdipolitiske område. For det katolske ønske kom allerede i 2007 fra æresmedlem af Venstre Erling Tiedemann. Hans ønske blev hilst velkomment af flere af de Venstrefolk, der normalt tegner kirke- og værdipolitikken såsom Bertel Haarder, Birthe Rønn Hornbech og Britta Schall Holberg. Men til slut viser det sig at være Dansk Folkeparti, der afgør sagen og skaber splid og usikkerhed i et regeringsparti. Det er et trist forløb, som havde fortjent en anden afslutning.