Der bliver næppe anledning til de store smil, når økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i næste uge præsenterer regeringens plan for, hvordan Danmark lever op til kravet fra EU om et budgetunderskud på maksimalt tre procent af bruttonationalproduktet. --
- Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.
Jens Beck Nielsen |
18. februar 2010
Krise og overforbrug efterlader Danmark med regning på mindst 27 milliarder kroner. Det kommer ifølge eksperter til at betyde nedskæringer på daginstitutioner, skoler, sygehuse og anden offentlig service
Fire gamle venner spiser middag på en dyr restaurant. Beruset af stemningen bestiller de alle den store menu og fylder deres glas med fornem vin. Under middagen indser de hver især, at de ikke kan betale måltidet. Alligevel spiser de videre i håb om, at de andre nok tager regningen.
Billedet forklarer ifølge Jørgen Søndergaard, der er økonom, direktør for SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) og tidligere formand for Arbejdsmarkedskommissionen, den økonomiske situation, som Danmark står i.
Den offentlige sektor er gennem flere år blevet underfinansieret og har fået slagside med den økonomiske krise. Det står så grelt til, at Det Økonomiske Råd i december 2009 anslog den offentlige sektor til i 2010 at være underfinansieret med 89 milliarder kroner. Siden er tallet ifølge Det Økonomiske Råds sekretariatschef, Lars Haagen Pedersen, kun blevet værre.
Restaurantbesøget illustrerer samtidig forhistorien til det konvergensprogram, som regeringen præsenterer i næste uge med en plan for, hvordan Danmark lever op til kravet fra EU om et budgetunderskud på maksimalt tre procent af bruttonationalproduktet, BNP. Underskuddet var i december 2009 på 5,1 procent af BNP og nærmer sig nu seks procent.
Læs også: Vi statsministre kan også være trætteAllerede inden krisen ramte med fuld styrke i efteråret 2008, manglede der i Danmark 14 milliarder kroner om året for at være sammenhæng mellem den offentlige sektors udgifter og indtægter. De offentlige udgifter voksede støt fra 2006, samtidig med at der kom skattestop og endda visse skattelettelser. Der lå ingen forkromet plan bag misforholdet mellem de offentlige udgifter og indtægter, forklarer Jørgen Søndergaard. De kommunale udgifter er eksempelvis bare vokset mere, end der har været skattekroner til. Det samme gælder regionernes sundhedsudgifter.
– Man kan som et faktum konstatere, at politikerne har godkendt nogle udgifter uden at beslutte, hvordan de skal finansieres, siger Jørgen Søndergaard.
Den anden grund til de økonomiske problemer er den internationale krise. Den medførte, at beskæftigelsen faldt voldsomt, og at skatteindtægterne faldt tilsvarende. Samtidig steg de offentlige udgifter til blandt andet arbejdsløshedsunderstøttelse. En tommelfingerregel siger, at 75-80 procent af indkomstnedgangen bæres af det offentlige, mens resten bæres af den private sektor.
– Vi er midt i et af de mest voldsomme tilbageslag, vi har haft i nyere tid. Andre kriser rammer forskellige steder på forskellige tidspunkter. Denne hér krise rammer næsten på samme minut og alle steder på én gang. Derfor taler man også om behov for indgreb for at rette op på den offentlige økonomi, siger Jørgen Søndergaard.
Jan Rose Skaksen, økonomiprofessor på Copenhagen Business School og tidligere vismand, forklarer, at det offentliges regning er løbet yderligere op under krisen:
– Med finanskrisen blev folk bange og holdt op med at bruge lige så mange penge som tidligere. Det går voldsomt ud over aktiviteten og giver stigende arbejdsløshed. På den baggrund er det helt korrekt, at regeringerne i Danmark og landene omkring er nødt til at tage over for at holde gang i hjulene med offentlige investeringer og skattelettelser. Men den regning skal nu betales, og nu begynder man at overveje hvordan.
For at gøre ondt værre kolliderer krisen nu med, hvad økonomerne kalder holdbarhedsproblemet.
– Krisen er i sig selv et problem, men samtidig er vi ramlet ind i, hvad økonomer har advaret om i mange år: Hvis man sammenligner størrelsen af de årgange, der går ud fra arbejdsmarkedet, med de årgange, der træder ind på arbejdsmarkedet, så er der en meget, meget stor forskel i de hér år. Det er nu, at vi virkelig begynder at mærke det problem, at vi bliver flere ældre, siger Jan Rose Skaksen og tilføjer:
– Tidligere virkede de langsigtede problemer abstrakte – vi havde for pokker store overskud. Det var utrolig svært at forstå, at vi nu skulle mangle penge i kassen.
Og hvor ubehagelig bliver regningen så? Danmark skal ifølge Jan Rose Skaksen formentlig spare minimum 27 milliarder kroner over de næste tre år for at leve op til kravet fra EU om så hurtigt som muligt at få budgetunderskuddet ned på maksimalt tre procent af BNP.
Det kan gøres på tre måder: ved besparelser, skattestigninger eller reformer af arbejdsmarkedet.
Besparelser kan gennemføres ved at give kommunerne færre penge i forbindelsen med de årlige kommuneaftaler og på statsvia finansloven. Hvis det skal batte, kræver det blodige nedskæringer på børnepasningen, skolerne og sygehusene. Den slags foregår ikke uden protester – hverken fra borgerne, der vil opleve forringet offentlig service, eller fra de offentligt ansatte, der vil opleve mindre jobsikkerhed og større arbejdspres.
Skattestigninger kan lukke gabet mellem statens udgifter og indtægter. Men det vil gøre ondt på alle de danskere, der netop nu glæder sig over den sænkning af marginalskatten, der trådte i kraft den 1. januar i år. Ifølge økonomerne vil det også skade den vækst og det aktivitetsniveau, som er nødvendigt for at komme ud af krisen. Derudover opgiver De Konservative næppe de skattelettelser, som de har kæmpet hårdt for.
Reformer af arbejdsmarkedet kan få folk til at arbejde mere. For eksempel kan man skrotte udsigten til, at raske og arbejdsdygtige danskere kan gå på efterløn som 62-årige. Eller halvere dagpengeperioden fra fire til to år. Reformerne er økonomernes foretrukne løsning, men bestemt ikke politikernes. Det er upopulært at tage den slags rettigheder fra eksempelvis ældre, der gennem mange år har set frem til muligheden for at trække sig tilbage tidligt. Samtidig står det fortsat som et blinkende advarselsskilt for mange politikere, at Poul Nyrup Rasmussen som socialdemokratisk statsminister blev straffet af vælgerne for at love, at han ikke ville røre ved efterlønnen og alligevel gjorde det. De Konservative tager gerne opgøret med efterlønnen, har partiets formand Lene Espersen gjort klart. Venstres statsminister, Lars Løkke Rasmussen, har derimod fredet efterlønnen de næste mange år. Dansk Folkeparti afviser blankt at røre ved samme.
I dette politiske klima er det mest sandsynlige, at regningen betales gennem besparelser på den offentlige service, vurderer Jørgen Goul Andersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.
– Det lyder, som om konvergensprogrammet lander på besparelser. Man prøver at forberede befolkningen. Indtil efteråret 2009 blev problemet stort set benægtet – i Danmark gik det i hvert fald ikke så slemt som i andre lande. Efterhånden begyndte man at erkende, at det nok går mindst lige så slemt i Danmark som i andre lande. Og for at tage et eksempel er faldet i BNP 2008-2009 indtil nu trods alt større i Danmark end i Island. Det er det største tilbageslag, som vi har haft i fredstid siden 1856, siger han og fortsætter:
– Det springende punkt for regeringen er, om man på kort tid kan oparbejde en krisebevidsthed til at gennemføre nogle ting, der er forholdsvis drastiske.
Lars Løkke Rasmussen gør i hvert fald, hvad han kan for at indskærpe krisens alvor.
– Det er meget, meget dramatisk, og jeg føler mig ikke 100 procent overbevist om, at den fulde effekt er gået op for alle, sagde statsministeren på sit sidste pressemøde forrige tirsdag.
Samtidig annoncerede han, at konvergensprogrammet lander i næste uge.
beck@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad