Grænsen mellem normalitet og vanvid

Da Martin Scorsese i slutningen af 1960'erne studerede film på universitetet, instruerede han kortfilmen "The Big Shave". Det begynder helt uskyldigt med en mand, der barberer sig foran toiletspejlet. Han er grundig, og da han skærer sig med ragekniven, får det ham ikke til at stoppe. Han bliver ved, ved og ved, mens blodet løber ned ad ham.

Alt det, som kendetegner Scorseses film, rummes i dette lille forløb. Hovedpersonens vedholdenhed, der bliver manisk, mekanisk og i sidste instans selvdestruktiv. Hos Scorsese sætter man hellere livet eller forstanden over styr end opgiver sit projekt. Således også kriminalopdager Ted Daniels, der i dagens premierefilm, "Shutter Island", til slut i en tvetydig slutning finder en måde at undslippe mareridtet på. Ved ganske enkelt at tiltale sin makker "Chuck".

En storm trækker op, da Ted (Leonardo DiCaprio) og Chuck (Mark Ruffalo) ankommer til Shutter Island for at undersøge en kvindes mystiske forsvinden. Dette er en gotisk b-film af den slags, en af Scorseses mentorer Roger Corman producerede på samlebånd i 1960'erne. Og Scorsese forstærker gladeligt paranoiaen og alle klichéerne ud i det absurde. For hvorfor lade Shutter Island rumme et fængsel eller en sindssygeanstalt, når man kan slå to fluer med et smæk og lade øen huse en lukket institution for patienter, der alle har udført bestialske forbrydelser? Der findes næppe bedre sted at undersøge det grænsefelt mellem normalitet og vanvid, som altid har optaget Scorsese. Alt, vi behøver, er et mysterium eller tre. For hvordan kan en patient forsvinde fra et låst rum, hvorfor nægter psykiateren opdagerne adgang til fløj C, og hvorfor giver en patient Ted beskeden: flygt?

Med "Shutter Island" blander Scorsese kriminalmysteriet med den psykologiske thriller i omgivelser, der kunne være taget direkte ud af en Edgar Allan Poe-fortælling. Stormen, bygningerne, øen og dens faste beboere, såvel de indsatte som de ansatte. Alt synes at konspirere sig om at fastholde Ted og hans makker på øen.