I en situation, hvor den internationale samarbejdsorganisation OECD kan konstatere, at de rige landes udviklingsbistand desværre falder dramatisk, er der grund til at være ekstra tilfreds med den brede politiske enighed herhjemme bag principperne i dansk u-landsbistand.

Perioden, hvor udviklingsbistanden i visse kredse blev mistænkeliggjort og lagt for had, er tilsyneladende forbi. Det er et godt udgangspunkt for den proces, der snart begynder mellem Folketingets partier under ledelse af udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) for at formulere en ny udviklingspolitisk strategi som afløser for den nuværende Partnerskab 2000.

Som det beskrives i avisen i dag, tegner den kommende strategi på forhånd ikke til at rokke ved hovedlinjerne i u-landshjælpen. Det vigtigste fokus vil også i årene fremover være indsatsen over for fattigdommen med henblik på at opfylde FN's såkaldte 2015-mål. De går især ud på halvere verdens fattigdom og sult inden 2015.

De politiske partier har hver for sig en række mærkesager, som de selvfølgelig vil køre i stilling i forbindelse med de kommende forhandlinger. De drejer sig om hjørner af den overordnede strategi, men det øger paradoksalt nok kravene til kvalitet i den offentlige debat, der gerne skulle ledsage den politiske proces.

Frem for at skændes om småting og begive sig ud i ideologiske svinkeærinder, der kan afspore debatten, bør partierne holde sig til de ting, der virkelig betyder noget i det samlede billede. Udviklingsbistand og hjælpen til den fattige del af verden handler om meget mere end en stigning på tredje decimal, som det meget rammende er blevet udtrykt.