Verdens udviklingslande må se forgæves efter lovede milliardbeløb på grund af den fortsatte finanskrise og økonomiske afmatning. Det sker alene af den grund, at de rige landes statskasser svinder ind, og at udviklingshjælpen, der regnes ud i procent af landenes bruttonationalproduktet, dermed bliver mindre.
Det fremgår af en status, som OECD, de industrialiserede landes økonomiske samarbejdsorganisation, offentliggjorde i går.
– Det har kostet fire milliarder dollar (22 milliarder kroner), sagde OECD's generalsekretær Angel Gurria, da han fremlagde tallene for udviklingsbistanden fra klubben af verdens rigeste nationer.
Læs også: Udsigt til politisk enighed om ny strategi for dansk udviklingsbistand
Han mangler i alt 115 milliarder kroner på bundlinjen i forhold til, hvad de industrialiserede lande lovede i 2005 ved G8-topmødet i Gleneagles i Skotland. Og mens de 22 milliarder kroner altså skyldes recessionen, så er årsagen til hovedparten af underskuddet, at en stor del af verdens rigeste lande stadig ikke lever op til de mål, de har sat sig for at hjælpe verdens fattigste. Omkring en tredjedel af de 22 såkaldte DAC-lande (medlemmer af OECD's donorbistandskomité) har ikke holdt, hvad de har lovet.
Denne situation er ifølge generalsekretæren "overhovedet ikke tilfredsstillende". Gurria understreger, at de fattige landes bistandsbehov kun er vokset med finanskrisen, blandt andet fordi fødevarepriserne er steget, samtidig med at de beløb, som udvandrede slægtninge sender hjem til deres familier, er faldet markant.
Læs også: U-landshjælp er det muliges kunst
Hullet i bistandskassen ødelægger enhver mulighed for at planlægge og se frem i tiden hos de fattige landes regeringer, mener Thorkil Casse, der er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.
– Hovedproblemet er, at man sætter myndighederne i disse lande i en umulig situation, hvor de aldrig kan få at vide, præcis hvad de har af midler, siger Thorkil Casse.
– De bliver underlagt nogle luner og begivenheder, som de ingen kontrol har over. Og det gør planlægning helt urimeligt vanskelig, siger han og påpeger, at man efter hans mening slet ikke burde have den slags stort opslåede mål, fordi det skaber falske forhåbninger i modtagerlandene.
Blandt synderne i regnskabet findes især en gruppe store europæiske lande som Tyskland, Frankrig og Italien, der sammen med resten af de 15 "gamle" EU-lande tidligere formulerede et mål om, at mindst 0,51 procent af bruttonationalproduktet i 2010 skulle være sat af til udviklingsbistand.
Det lever 6 af de 15 lande ikke op til, og Italien og Grækenland leverer kun omkring 0,2 procent af BNP.
– Dette er hovedsageligt en europæisk sag. Derfor bliver der også nødt til at komme en diskussion inden for EU-rammen, understreger OECD's Angel Gurria.
Danmark ligger på 0,83 procent, mens Sverige, Norge og Luxembourg er topscorere med én procent.
OECD's status kommer samtidig med, at de danske politiske partier har indledt forhandlinger om, hvilken udviklingspolitisk strategi Danmark skal anlægge i de kommende år.