Det var en kold martsaften, og Det Kongelige Teaters nye skuespilhus var fuldt af mennesker. Peter Grønborg havde ansvaret for kontrolleringen og var fuldt optaget, da de kom løbende ind i foyeren.

– Vi har brug for hjælp. En kvinde er faldet i vandet, råbte de.

Han løb med ud på broen, hvor flere allerede var samlet. Tre meter nede, i havnebassinet, forsøgte en kvinde at holde sig flydende i det iskolde vand.

– Nogen må hoppe i, var der én, der råbte, og Peter Grønborg tog en hurtig beslutning.

Læs også: Er man altid forpligtet til at hjælpe andre i nød?

Kuldechokket, da vandet greb ham, var enormt, og et øjeblik glemte han fuldstændigt, hvad han var i gang med. Så fik han fat i kvinden og begyndte bjærgningen.

– Jeg nåede ikke at tænke ret meget. Men jeg tror måske, det var fordi, jeg var i uniform og på en måde repræsenterede skuespilhuset, at jeg følte det som helt naturligt, at jeg hoppede. Bagefter fortsatte jeg på arbejde. Det var vel en automatreaktion, og jeg var stadig helt høj af adrenalin. Men da jeg kom hjem, kunne jeg ikke sove og frøs helt vildt. Jeg fik det ret dårligt uden helt at vide hvorfor, fortæller han.

På arbejdet og blandt venner og familie var der masser af skulderklap, men snart var episoden mest en kuriositet. Indtil et halvt år senere, en næsten lige så kold oktoberaften, da der igen var råb i foyeren. Peter Grønborg nåede at tænke: Det er da løgn. Og så gentog hele optrinnet sig: Kvinde i vandet, kuldechok, skulderklap og dusør. Første gang havde han tøvet en anelse og nået at tænke over, hvordan han skulle komme op af vandet igen. Og om det egentlig bare var fjollet, at Falck skulle hive to mennesker op. Denne gang handlede han resolut, men med større nervøsitet, for kuldechokket sad stadig i ham. Om natten blev efterreaktionen rigtig slem.