Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen En tid til at græde til din ven.
En tid til at græde
-- Jeg kom i en situation, hvor jeg i den grad følte, at jeg stod med ryggen mod muren. Alt, hvad jeg havde af værktøjer og relationer, som jeg ellers gjorde brug af, slog ikke til. Journalisten Eva Jørgensen mistede sin mand i 2006, og i tiden efter forsøgte hun at forstå og forsone sig med sorgen. --
- Leif Tuxen.
Fakta
Eva Jørgensen
Født 1963 og journalist og studievært ved Danmarks Radio. I 2007 skrev hun bogen "Vi ses i...Læs mere
Emneord for denne artikel
Da journalisten Eva Jørgensen mistede sin mand, læste hun bjerge af bøger om sorg, søgte viden på internettet og gik flittigt til psykolog. Men det var præstens ord og adskillige aftener i lænestolen, der fik hende til at forsone sig med det, der var sket
Lad mig ikkun drage ad natmørkt hav,
Lad mig ikkun stævne imod min grav;
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
Ud hans hånd mig river af dødens garn.
Annonce
Selv i dag undrer Eva Jørgensen sig over, hvordan salmedigteren Jakob Knudsens tekst fra 1891 så præcist kunne sætte ord på hendes følelser den dag ved kisten. Foran hende var kirken fyldt. Folk flyttede sig uroligt på kirkebænkene. Hostede. Hviskede. Skramlede med ekstra stole. Udenfor lød kirkeklokken. Så satte orglet i. Eva Jørgensen hørte salmen første gang, da hun som ganske ung journalist dækkede Danmarks Radios tidligere generaldirektør Hans Sølvhøjs bisættelse. Siden havde hun utallige gange beskrevet døden i sit professionelle arbejde. Sagligt formidlet "hvem", "hvornår", "hvordan", men denne gang var døden ikke en nyhed. Gennem et år havde Eva Jørgensen og hendes mand, journalistkollegaen Steffen Knudsen, været vel vidende om udgangen på den sjældne neurologiske sygdom ALS, som han havde fået konstateret. Og en klar formiddag i slutningen af maj 2006 døde han på hospitalet. Personalet udleverede de få personlige ejendele til hustruen i en gul Nettopose, tandbørsten, barbergrej, hjemmesko, og gav hende vielsesringen i hånden. Parret havde giftet sig blot et år forinden, og deres søn, Elias, var netop blevet ti måneder, da Eva Jørgensen satte sig ved siden af ægtefællens kiste i kirken.
Begravelsen blev slutningen på et langt opslidende forløb, hvor en stærk mand gradvist var blevet knækket fysisk og psykisk. Og den blev begyndelsen på en periode i Eva Jørgensens liv, hvor hun sammenbidt forsøgte at styre sikkert gennem sorgen. Med skiftende held. Perioden beskriver hun i sin nye bog "Sorrig og glæde – fra en enkes dagbog", som begynder der, hvor forgængeren "Vi ses i morgen" sluttede. Med døden.
Lad mig ikkun stævne imod min grav;
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
Ud hans hånd mig river af dødens garn.
Begravelsen blev slutningen på et langt opslidende forløb, hvor en stærk mand gradvist var blevet knækket fysisk og psykisk. Og den blev begyndelsen på en periode i Eva Jørgensens liv, hvor hun sammenbidt forsøgte at styre sikkert gennem sorgen. Med skiftende held. Perioden beskriver hun i sin nye bog "Sorrig og glæde – fra en enkes dagbog", som begynder der, hvor forgængeren "Vi ses i morgen" sluttede. Med døden.
Det er en lyslevende Steffen Knudsen, der ser ned fra et fotografi på opslagstavlen i entreen i Eva Jørgensens gule byhus på Frederiksberg i København. Den raske Steffen Knudsen vel at mærke. Det er ham, som sønnen, der i dag er fire år, vokser op til synet af. Billederne af den syge far må vente, til han bliver ældre, forklarer Eva Jørgensen ved spisebordet, da vi har sat os i stuen.
– På den ene side skal han lære sin far at kende som den store, dejlige mand, han var, men han skal samtidig ikke tynges af en idealfar, som han i sagens natur aldrig nogensinde kan vinde over eller sætte sig op imod. Jeg forsøger at tale hverdagsagtig om Steffen, så far ikke kun er sådan en, der bliver nævnt i hans konfirmationstale, siger Eva Jørgensen.
Hun har tændt op i pejsen med et par aviser fra stakken på bordet. Ingen tvivl om, at her bor en journalist. Og en dreng med øer af legesager på stuegulvet og et lille komfur i hjørnet.
Det var den dreng, som fik livet til at gå videre i tiden efter ægtefællens død. En tid, der blev sværere, end Eva Jørgensen havde forventet.
– Jeg troede, jeg havde forberedt mig og var parat til døden, fordi Steffen var så alvorligt syg, men da det skete, kom det alligevel bag på mig. Når man får sådan en diagnose, er det eneste, man hører, at ens mand skal dø, og der, lige der starter sorgen. Derefter kommer den i hak, efterhånden som sygdommen tager mere og mere af ham, så på den måde er man forberedt, siger Eva Jørgensen og stopper op.
– Og så alligevel ikke ? Man kan forberede sig praktisk, økonomisk og intellektuelt, men man kender ikke de følelser, der fylder en, når det sker. Jeg var forbløffet over, at jeg på den ene side rummede den kulsorte sorg og samtidig følte en krystalklar lettelse over at se Steffen få fred. ALS er en sygdom, der i den grad piner og martrer et menneske, og det var fantastisk at se, hvordan han fik fred – se hans træk blive afslappede og fine igen. Samtidig følte jeg min egen egoistiske lettelse over, at en lang, trættende periode var slut. Det var slut med at have huset fyldt af handicaphjælpere og hjælpemidler. Slut med at føle afmagt over for sygdommen, slut med skrækken for, at han fik det skidt om natten, så jeg skulle give ham morfin. Men jeg bebrejdede mig selv for, at jeg overhovedet kunne føle sådan, når min mand nu var død.
De første par uger blev sorgen skubbet til side af praktiske gøremål. Familien kom forbi, udenlandske venner skulle ringes op for at have besked, og bedemanden krævede, at der blev taget stilling til blomster og kiste. Midt i det hele dukkede også jordnære spørgsmål som begravelseskaffe op. Var der mon stadig noget, der hed snitter?
– Det bliver pludselig altafgørende, at alt omkring bisættelsen går rigtigt for sig. Man ønsker af hele sit hjerte, at tingene sker i afdødes ånd, og jeg tror ikke, man møder et mere pertentligt folkefærd end efterladte. Det kan bedemændene sikkert skrive under på.
Efter urnenedsættelsen meldte sorgen sig igen. Og dens tro følgesvend: selvbebrejdelsen.
– Kunne jeg have gjort mere? Var jeg der nok? Var jeg omsorgsfuld nok? Hvorfor kunne han ikke dø hjemme? Samtidig havde jeg en form for skyldfølelse over, at det var mig, der overlevede.
Alligevel ringede Eva Jørgensen tre uger efter urnenedsættelsen til sin chef for at melde sig klar til at arbejde igen.
– Jeg vidste dybest set ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv, og det første, jeg gjorde, var at aflyse al ferie. Hvad skulle jeg bruge den til? Jeg var meget fokuseret på at få en hverdag op at stå for min søns skyld. Han skulle i vuggestue, og jeg skulle på arbejde.
Efter mandens død sagde Eva Jørgensen farvel til en række læger, sygeplejersker og hjælpere, men den psykolog, der havde hjulpet gennem forløbet, og den lokale præst, som havde viet parret, døbt Elias og begravet Steffen, holdt hun kontakt til.
– Jeg kom i en situation, hvor jeg i den grad følte, at jeg stod med ryggen mod muren. Alt, hvad jeg havde af værktøjer og relationer, som jeg ellers gjorde brug af, slog ikke til. Der kunne min tro hjælpe mig. Det var godt at tale med min præst, som jeg synes er et fantastisk menneske. Vi diskuterede, om jeg nogensinde ville kunne tilgive Gud eller skæbnen, som vi mere jordnært besluttede os for at kalde det, for, hvad den havde gjort. Jeg kan huske, at jeg sagde til ham, at jeg syntes, det var fuldstændigt uacceptabelt – hvilket er et lidt sjovt ord i den sammenhæng – og vi kunne da heller ikke lade være med at grine, for som præsten sagde, ja, så er der mange ting i livet, der er uacceptable.
Samtalerne med præsten fik hende dog til bedre at kunne forsone sig med tanken.
– Han spurgte blandt andet, hvordan jeg forholdt mig til, at skæbnen pludselig havde givet mig en søn i en sen alder? Havde jeg behov for at vide, hvorfor det skete, eller om jeg havde gjort mig fortjent til det? Det havde jeg selvfølgelig ikke, og på samme måde gav det ikke mening at spørge, om vi havde fortjent, at Steffen skulle dø. Som oplyste moderne mennesker mener vi, at vi har krav på at vide, hvorfor ting sker. Hvis vi ikke ved det, så undersøger vi det, og så er det bare et spørgsmål om tid og penge, før vi finder ud af det. Vi nægter at give op. Men i dag har jeg lettere ved at acceptere det uforståelige. Der ligger ligefrem en stor tryghed i ikke at behøve at spekulere mere over det.
I hjørnet af Eva Jørgensens stue står en lænestol i lyst læder. Med sin fodskammel ligner den en behagelig oase, men i den har Eva Jørgensen tilbragt mange lange timer. Efter bisættelsen undgik hun ellers at sidde ned. Hun gjorde rent, støvsugede bibliotekets hylder for litteratur om sorg og slog med vanlig arbejdsiver ord som "sorg", "sørgetid" og "enke" op på internettet.
– For mig var enker nogle små krumbøjede, sortklædte kvinder sydpå, men nu skulle jeg pludselig selv sætte kryds i rubrikken på offentlige breve. Det er et underligt ord at få hæftet på sig. Er man så enke resten af livet?
Eva Jørgensen sidder lidt. Hun fortæller om den travle tid, hvor hun forsøgte at arbejde sig gennem sorgen. Ind til den dag, hvor præsten indkaldte hende til "kammeratlig samtale".
– Han spurgte, om jeg huskede at græde nok. Om jeg sad ned og gav mig selv tid til at sørge. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad han mente. Helt ærligt! Jeg havde halvanden meter bøger om sorg derhjemme, jeg gik til psykolog, til psykiater og snakkede med min familie. Og så spurgte han, om jeg gav rum til sorgen!
Eva Jørgensen lovede at prøve. Første aften sad hun syv minutter i lænestolen. Så sprang hun op. Næste aften gik der lidt længere tid. Den næste et par minutter mere.
– Det var utroligt svært at sidde der og vente, og det føltes meget angstfremkaldende for et kontrolmenneske som mig. I de måneder, der fulgte, havde jeg det som om, jeg sad fast i dynd. Der var ingen bevægelse, og jeg kunne ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne leve videre som før. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Lige meget hvor gerne jeg end ville videre, kunne jeg ikke. Jeg var en gople, der hver aften flød over i mit lille reservat.
De aftener i lænestolen lyttede hun til en række variationer over Kingos salme "Sorrig og glæde de vandre til hobe".
– Ligesom "Se nu stiger solen" formår den at folde nogle meget store følelser ud, og jo længere jeg sad og lyttede til musikken, desto mere oplevede jeg at miste kontrollen. Jeg har stor forståelse for et begreb som "sindssyg af sorg", for man kan blive så ked af det, at det føles som om, man selv forsvinder. Man er kun sin sorg, og det er umuligt at se, hvordan man nogensinde skal finde hvile fra sine tanker. Hvorfor skulle min mand dø? Hvorfor skulle min søn blive faderløs? En dag vil jeg også miste mine forældre. Alle de tanker, blev jeg ved med at køre igennem.
– Det kan lyde banalt, men i sådan en situation oplever man jo meget stærkt, at man selv skal dø. Jeg tror ikke, døden er slem, men den eksistentielle erkendelse af sin egen dødelig er voldsomt.
Mod jul var noget forandret. Eva Jørgensen lagde mærke til, at hun nød synet af de små gule lys overalt i grantræer og guirlander. Kalenderen var stadig fyldt af "FGU'er" – en forkortelse for Første Gang Uden Steffen. Mærkedagene var vanskelige at komme igennem, og hun forstår til fulde udtrykket "sørgeår", for bedst som hun troede, at hun kunne tænke tørøjet på fortiden, blev hun ramt af heftige gråd. Men livsglæden var på vej tilbage. Alligevel forekom vennernes forslag om at møde en ny mand fuldkommen grotesk.
– Men jeg måtte også minde mig selv om, at det var Steffen, der var død og ikke mig, siger Eva Jørgensen.
Varmen har bredt sig i stuen. Elias er i børnehave, og hans mor fortæller med stolthed i stemmen om "den lille mand", der tuller rundt derhenne nu. Hun taler om at kunne glæde sig om over de små ting i hverdagen. Brokke sig lidt mindre over småting på jobbet. Om at møde en ny kæreste.
– Skæbnen tog min mand, og den gav mig hans søn. Og så forsynede skæbnen mig med en taknemmelighed og en klarhed om, hvad der er vigtigt – og hvad der er knap så vigtigt. Sorgen ligger i en skuffe i mit hjerte, og den vil være der resten af mit liv. Både som smertefulde stik, men i højere grad som savn og erindring. Når Elias gør et eller andet, tænker jeg straks: øv, det skulle Steffen lige have set.
Men ligesom i Jakob Knudsens salme er der lys mod slutningen. "Se da stiger solen af hav på ny." Som Eva Jørgensen skriver i sin bog.
– Det er så smukt, at jeg kan blive helt glad over, at der findes den slags sætninger i verden.
terkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste Liv&Sjæl
- 26. maj Den videnskabelige teolog og den teologiske videnskabskvinde
- 26. maj Brunkulsbørster er historiens oversete helte
- 25. maj Kommentar: Sundhedisme er blevet den nye religion
- 25. maj Kronisk depression og søvnproblemer
- 25. maj Indtil sygdom skiller os ad
- 25. maj Jeg bevæger mig til smertegrænsen
- 25. maj Billedserie: Lykken er at komme sidst
- 25. maj Nys bare – pollen-sæsonen er over os
- 25. maj Helligånden er blevet sat i skammekrogen
- 25. maj Han kimer pinsen ind
Stillinger
-
Studiejob tilbydes i Krifas salgsafdeling i aarhus
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 9 | Tak Andreas |
Frans
2 min. siden |
| 2 |
Svar til Erik: Svenske imamer |
Mogens...
8 min. siden |
| 28 |
Sv. Brug for oaser i... |
erik
4 timer siden |
| 1 |
En skjult og en officiel... |
erik
5 timer siden |
| 66 |
Sv. Præst står til kraftig... |
Heinrich R.
7 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
