DR må aldrig gifte sig med tidsånden

Jesper Grunwald, der endte som redaktionschef for P3 og DR Bornholm, valgte selv at forlade DR ved årsskiftet i kølvandet på omstruktureringen. Men den tidligere leder er ikke bitter eller "dybt fornedret", som det lød til slut i hans farveltale. Han er taknemmelig for sine mange gode år i DR og snarere temmelig bekymret for sit hjertebarn, der efter hans mening står over for store udfordringer, der i værste fald kan betyde, at den gamle statsradiofoni synger på sidste vers, hvis der ikke gøres noget drastisk.

Kristeligt Dagblad har besøgt Jesper Grunwald for at få en kalejdoskopisk gennemgang af DR gennem tre årtier og for at forstå, hvad der foregår i organisationen i disse dage. Den 55-årige bornholmer tager imod i sin svogers hus i Gentofte nord for København med kaffe, kage og en stormflod af ord, som ifølge tidligere DR-kolleger er kendetegnet for den altid smilende journalist, men som også afslører, at manden brænder for det, han taler om, og frygter for sit hjertenskære DR.

– Der er to eksistensulykker for DR, siger Jesper Grunwald med tydelig bornholmsk dialekt:

– Den ene er, at man fokuserer så meget på sig selv, at man glemmer de folk, der betaler gildet. Det er usynlighed, og det betyder død. Det andet er, at man trivialiserer det, man laver, så ingen længere kan kende forskel. Det er også ensbetydende med død, understreger Jesper Grunwald med en løftet pegefinger.

Han tror – eller rettere håber – at stikordet for DR det næste årti bliver fokus. Det gælder jo hele samfundet. De store, brede omnibusprodukter holder ikke længere. Museer, teatre og dagblade har deres problemer, påpeger Jesper Grunwald, som er stærkt optaget af, hvordan DR som institution reagerer på omverdenen.

– Der er selvfølgelig meget positivt at fortælle om DR, understreger han og anvender en kirkelig talemåde til at forklare sit syn på DR?s rolle i Danmark:

– For mig, der kommer med en grundtvigiansk rygsæk, handler det ikke alene om, hvorvidt evangeliet prædikes, men om der også er folk til stede i kirken. På et tidspunkt vil nogen spørge, om X Factor er vigtigere end en udvidelse af den nye DR K-kanal. Der behøver ikke være et paradoks i forholdet mellem markedssucces og kvalitet. Det er der, Grundtvig passer godt ind med det om bonden, der som den første ser lyset. Det en stor udfordring for DR, når hele folket betaler licens, og hele folket skal have et udbytte. Men for mig handler det ikke om at sikre kvantitativ succes, men demokratisk succes, siger han.

Jesper Grunwald blev en del af DR-radio i Næstved i 1977. Siden er han steget i graderne, har været redaktør og chef for P3 og har som chefen for radioens chefredaktion været med til at føre radiosymfonien ind i den moderne medietidsalder med et øget antal konkurrenter og et større krav til indhold og udbud. For at forstå DR?s udfordringer i dag tegner han et billede af DR de seneste tre årtier.

– Da jeg kom til i 1970'erne, lignede DR det tidligere DDR. Der var medarbejderstyret, og jeg blev vist engang prikket på skulderen og bedt om at arbejde mindre, fortæller Jesper Grunwald og går videre til næste årti:

– I 1980'erne var overskriften monopolbrud. Det blev det store wake-up call for DR, der var præget af arrogance. Det viste sig at være en kæmpe fejltagelse at tage så let på konkurrencen. Man kunne ikke være ligeglad med seerne og lytterne. DR blev straffet for sin selvfedme, fortæller Jesper Grunwald.

1990'erne blev ifølge ham et revolutionsårti for DR. Danskernes medievaner havde ændret sig gevaldigt i takt med det voksende udbud af tv- og radiokanaler op gennem 1980'erne, og omnibusprodukterne fik det sværere, hvilket stadig påvirker programlægningen på DR1 og TV2, mener Jesper Grunwald.

– Der skete en medierevolution i hele verden, og danskerne gad ikke længere betale licens som en selvfølge. Tidligere generaldirektør Christian Nissen stod i 1990'erne i spidsen for den mest grundlæggende forandring i statsradiofoniens historie. Konkurrencen havde ramt os, individualiteten voksede, og seere og lyttere blev til brugere, der skulle segmenteres, siger Jesper Grunwald.

Christian Nissen og hans stab lagde grundlaget for smallere produkter, blandt andet DR2, P2 og det fornyede P3 for unge. Jesper Grunwald blev hentet ind i radioens chefredaktion og var, hvis han selv skal sige det, med til at skabe en af de største succeser i nyere europæisk radiohistorie.

– Men nyhedsfolkene sagde: hvorfor i himlens navn skal man nu sprede nyhederne i stedet for at lave kvalitet? Frygten var at sprede og fordumme. Det kostede Nissen mange øretæver. Men havde man ikke lavet de nødvendige forandringer i 1990'erne, ville DR i dag være blevet tværet ud. DR2 var reelt billig at producere, men kanalen er et alibi for en stor gruppe kritiske medieforbrugere for overhovedet at se tv, påpeger Jesper Grunwald.

Segmenteringen gav en kæmpe markedssucces, og op gennem 1990?erne blev DR en af de største succeser på radioområdet i Europa. En mærkevareundersøgelse i DR viser ifølge Jesper Grunwald, at P1, P3 og DR2 i dag har de stærkeste brands. Men samtidig har DR?s brede tv-kanal det stadig svært.

– Det er svært uden programmer som X Factor og Talent-showet at holde fast i befolkningen, noterer Jesper Grunwald og har dermed taget fat i det nye årtusinde.

Han tvivler på, om DR det sidste årti har været dygtig nok til at efterkomme et voksende krav fra licensbetalerne til public service om unik kvalitet. Det er blevet et paradoks for DR at finde grænsen for, hvor meget man kan sprede midlerne uden at løfte indholdet kvalitetsmæssigt, mener han:

– Vi har fået nye digitale tv-kanaler samt de nye DAB-kanaler. Hvornår har man brugt alle genudsendelserne, og hvad er ambitionen for det kvalitetsmæssige indhold? spørger Jesper Grunwald, som mener, at DR?s store udfordring fremover er at prioritere meget skarpt.

– Når klapsalverne over DR's egen succes stopper, vil det vise sig, hvem der har modet til at skære og fokusere. Man skal stadig tage hensyn til, at bonden er den første, der ser solen, men Kenneth Plummers ønske om sammenhængskraft i DR må ikke alene skabes ved, at 1,8 millioner danskere ser et program om, hvorvidt folk kan synge eller ej. DR's public service bør i dag handle om at investere sin store markedssucces i større risikovillighed. Hensigten med licens er at skabe noget unikt. Der er rigeligt med valgmuligheder i dag. Men valgfrihed er der ikke. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har oplevet at sidde lørdag aften med 35 kanaler uden noget at se på. Public service skal sikre den valgfrihed, konkluderer han.

Kan du give et eksempel på, hvordan kvaliteten er udfordret? Gælder det for eksempel den klassiske kulturdækning på P2?

– Jeg er selvfølgelig bekymret for P2's fremtid og de andre kanaler, der har været en succes. For jeg synes, DR skal holde fast i de segmenterede kanaler, der fungerer som en slags små samfund. Men jeg er mere bekymret for den journalistiske og samfundsbeskrivende del af DR end for den kunstskabende del. Koncertområdet er begavet med en fantastisk koncertsal. Det absolutte argument for at indkræve licens er derimod, at den samfundsbeskrivende og nyhedsmæssige del af DR er helt unik og folkeejet. Og her har DR nogle problemer.

– Jeg vil gerne tage fat i et produkt, jeg selv har været med til at skabe, så jeg ikke fremstår som en tøsedreng. P3 har jo vundet på at være de unge danskeres foretrukne og trendsættende musikkanal. Men de journalistiske ambitioner halter, hvis man ikke har et ønske om ikke kun at levere underholdning, understreger Jesper Grunwald og nævner et andet eksempel:

– Det samme gælder P4, som er Europas næst- eller tredjestørste radiokanal målt på befolkning. Dens fokus på nærhed og forklaring er en stor succes. Men der mangler ressourcer til mere gravende historier. Jeg har respekt for kanalens attraktive flade, men hvis man vil kalde det danskernes brede kanal, kniber det, påpeger Jesper Grunwald.

Hvad er din oplevelse af DR's dækning af tros- og eksistensstof?

– Jeg må indrømme, at man slår i en ateistisk dyne i DR, hvis man har en grundtvigiansk baggrund og er praktiserende kristen. Når vi for nylig har haft en statsminister, der siger, at religionen skal ud af det offentlige rum, er det svært. Og DR går desværre i samme retning. Jeg må desværre erkende, at DR ikke udgør nogen progressiv faktor i synliggørelsen af religion. DR er her bundet til tidsånden. Kierkegaard sagde, at man hurtigt bliver enkemand, hvis man gifter sig med tidsånden.

– Jeg synes ikke, at tro og eksistens absolut skal vises i magasinprogrammer. Kritikken ligger et andet sted. Det handler om, hvordan DR beskriver troende mennesker i sine generelle udsendelser. Hvad er det troendes menneskes plads i andre sammenhænge?

Hvad skal DR gøre fremover?

– DR må ikke sætte den store folkelige succes, man har haft, over styr. Hvis DR skal overleve, skal der være en evig uomtvistelig diskussion om egen berettigelse. Den interne diskussion, ydmyghed og dynamik må aldrig forsvinde. Man er arrogant, hvis man tror, at man kan blive ved med at opfinde flere programmer uden flere midler. For uendelige valgmuligheder fører også til uendelig overfladiskhed.

– Jeg synes ikke, det er et problem med programmer som X Factor. Man behøver ikke afskrive den brede befolkning for at skabe kvalitet. Himlen under flere godt, og lys er himlens gave, som Grundtvig skrev. Som sagt er betalingen for at sikre dette en større risikovillighed.

– Det tog utrolig lang tid for DR at indse, at medarbejderne ikke skulle bestemme alt. Det tog utrolig lang tid for DR at indse, at der var andre spillere på banen, der kunne tvære os ud. Og jeg håber ikke, at det vil tage lang tid for DR – ligesom alle andre – at fokusere sin public service. For der er grund til at være stolt over, at vi har Danmarks Radio.

krasnik@kristeligt-dagblad.dk