Kunst og kultur må med i ny dansk udviklingsstrategi

Der er job og penge i den kreative sektor. Det gælder også i udviklingslandene. Selvfølgelig er landbrug, industri og serviceerhverv essentielle, men musik, dans, billedkunst, kunsthåndværk, mode og design tæller bestemt også med, når antal af job tælles op. I udviklingslandene kommer finansieringen til kunst og kultur især fra den private sektor med meget få tilskud fra det offentlige. Her er et kæmpe potentiale for yderligere vækst, eksport og beskæftigelse.

Opfattelsen af kunst som en vare er meget mere udbredt i udviklingslande af den simple grund, at der skal mad på bordet. Danske kunstnere fortæller os, hvor overraskede de er blevet over at opleve, at deres kollegaer i udviklingslandene er så optagede af, om deres kunst kan sælges eller ej. Kunsten er et produkt, der skal generere indkomst, så man kan betale sin husleje, børnenes skolepenge osv. Kunst for kunstens skyld er en luksus, de færreste kan tillade sig. I nogle lande – blandt andet Ghana og Zambia – lægger kunstnerorganisationer vægt på, at kunstnerne skal anerkendes som private entreprenører og få adgang til kredit og skattemæssige afskrivningsmuligheder for for eksempel musikinstrumenter og udstyr. I Ghana arbejder Center for Kultur og Udvikling med at skabe adgang til mikrokreditlån på musikområdet. Ny teknologi giver bedre muligheder for at lave lokale pladestudier og pladeselskaber, der arbejder på det lokale markedsvilkår, samtidig med at man gennem internettet arbejder med det internationale marked.

SÆRLIGT PÅ MUSIKOMRÅDET dominerer en række internationale selskaber, og en stor del af indtægterne fra afrikansk musik ender alle andre steder end i Afrika. Kunstnerne går glip af indtægterne. Der er stort behov for at opbygge kendskab til rettigheder og beskyttelse af produkter samt kapacitet til at lede og organisere kunstneriske produktioner og festivaler. Det er i Afrika-Kommissionens ånd at sætte fokus på den private sektor, unge og beskæftigelse. Der er nok at tage fat på og muligheder for stor effekt, men det kommer ikke af sig selv. Det kræver brud på vanetænkning hos udviklingslandenes regeringer, blandt donorer og i kultur- og udviklingsmiljøerne i de rige lande. Udviklingsbistand gør det ikke alene. Et eksempel er de tunge og ugennemsigtige visaregler, der besværliggør turnévirksomhed for afrikanske musikere i Europa.

Kunst udtrykker sociale, politiske og økonomiske problemstillinger. I kunst og kultur sættes der ord på både menneskerettigheder, sociale spændinger mellem samfundsgrupper og dilemmaer i samfund under forvandling. Når der sættes ord og billede på, opdager folk, at de ikke står alene med deres problemer. Det styrker både selvtillid og interessefællesskaber og sender i sidste ende problemerne ud i den offentlige debat. Når den unge stand-up'er i Harare laver det til underholdning at fortælle om, hvordan det er at sidde i venteværelset på aids-klinikken og se folks ansigtsudtryk, når de kommer ud efter at være blevet testet – vel vidende at han selv skal ind lige om lidt – så skubbes der til et tabu om aids med vidtrækkende konsekvenser.

My World Images-festivalen, der finder sted i Danmark i august-september 2010, tager netop udgangspunkt i kunstnerens opfattelse af sin nære eller fjerne verden. Perspektiver på vores fælles verden set gennem øjnene af kunstnere fra udviklingslande. Vi vender blikket fra "os på dem" til "dem på os". Her gemmer sig uden tvivl et svimlende hav af aha-oplevelser og en uvurderlig mængde inspiration.

Mellem lande og deres befolkninger er der brug for gensidig viden og respekt om og for hinanden. Det er mødet, erfaringen og dialogen, der skaber forståelse, empati og tolerance. Det arbejder Center for Kultur og Udvikling med gennem kulturudveksling og gennem Images-festivalerne. Vi erfarer hver dag, at kunst og kultur er en enestående måde at skabe interesse og respekt for hinanden på. Det samme gør sig også gældende i de udviklingslande, der er sammensat af mange etniske grupperinger, minoriteter eller stammer. Det gælder i for eksempel Afghanistan og Uganda: Når kunst og kulturprojekter får mulighed for at skabe forståelse og respekt mellem befolkningsgrupper, styrkes sammenhængskraften i de enkelte lande.

I LANDE, HVOR YTRINGSFRIHEDEN er begrænset, skaber kunstneriske udtryk frirum, når det strammer til på det politiske område. Det kender vi fra mange steder i Afrika – blandt andet fra The Book Café i Harare, Zimbabwe, som et utal af kunstnere bruger som mødested til produktion og kunstneriske initiativer, der ikke bare gør modstand mod regimet, men også skaber kunst, fordi kunsten er blevet til en overlevelsesstrategi. Eller fra Elfenbenskysten, hvor Priss K og Nash – unge kvindelige rappere – synger om ligestilling og sætter sig op imod undertrykkelse med kunsten som en stemme, der banker igennem lydmuren og vinder opbakning blandt ungdommen.

Kulturelle instrumenter som interaktivt forum-teater, radiohørespil og tv-serier benyttes allerede i mange udviklingsprogrammer til at informere og påvirke befolkningen til at ændre adfærd. Det sker i forbindelse med hiv/aids, hygiejne og trafiksikkerhed og deltagelse i valg. Det sker, når danske teaterfolk i Afghanistan hjælper tre modige teatergrupper med at lave turnerende interaktivt gadeteater om vold i hjemmet og kvinders rettigheder. Det skaber viden om menneskerettigheder og udvikler forståelse for demokratiske processer. Det viser kulturens store potentiale som bistandsværktøj. Kunstneriske arbejdsformer er med til at hele og skabe forsoning, når en bedring af situationen er på vej i skrøbelige stater.

Nej, kunst og kultur er ikke en luksus, men derimod en meget vigtig del af udviklingsprocessen. Det må med i den nye danske udviklingsstrategi.

Jens Kåre Rasmussen er centerchef på Center for Kultur og Udvikling