Katolikkerne i Danmark har fået nej til en anmodning om at lade katolikkernes kirkeskat inddrage på samme måde som medlemmer af folkekirken. Det nej åbner en debat om religiøs ligestilling. -
- colourbox.com
Bente Clausen |
20. februar 2010
I landene rundt om os får mindre trossamfund uden for stats- eller nationalkirkerne flere rettigheder. I Danmark fastholder staten, at det er medlemmerne, ikke trossamfundene, som skal have fordelene
Katolikkerne i Danmark har efter knap tre års sagsbehandling i Skatteministeriet fået nej til en anmodning om at lade katolikkernes kirkeskat inddrage på samme måde som medlemmer af folkekirken. Det nej åbner en debat om religiøs ligestilling, hvor Danmark går imod den nordiske og europæiske trend inden for området.
Forslaget fra katolikkerne blev støttet af Danske Kirkers Råd, og flere venstre-politikere og politikere fra oppositionen har efterfølgende undret sig over, hvorfor man ikke vil yde den service til den katolske kirke og andre trossamfund uden for folkekirken.
Den katolske kirke pegede på Sverige som model for en dansk ordning. Her har landsdækkende trossamfund med over 3000 medlemmer, som aktivt vil arbejde med demokratiet, kunnet få kirke-/moské-/synagoge-skat indkrævet siden 1981.
Trossamfund i Norge, Island og til dels Finland har også i årevis fået statslige bidrag med den (bag)tanke, at tro bidrager positivt til udvikling af et samfund, og at man ved en delvis ligebehandling holder liv i en særlig national kirke. Man går så at sige "under radaren" i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som i nogle domme antyder, at statskirker er en saga blot.
I hvert fald bliver de færre, og der etableres ikke flere.
EU kan ikke blande sig i medlemsstaternes forskellige kirkeordninger. Men Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol under Europarådet kan og gør det. Og det har stor betydning. Domstolen ser nemlig i stadig stigende grad på, om statskirkeordninger diskriminerer andre trossamfund, eller om de i forbindelse med en statskirke også yder en vis ligestilling til andre trossamfund.
I England står et af statskirkens flagskibe måske også for fald. I hvert fald diskuteres det intenst, om 26 biskopper i Church of England fortsat automatisk skal være medlemmer af Overhuset – House of Lords.
For Italiens vedkommende afgjorde Menneskerettighedsdomstolen sidste år, at der ikke må hænge kors i offentlige skolers klasseværelser. Dommen rystede det italienske samfund, som også opfatter den katolske kirke som nationsbygger, selvom den er en verdenskirke.
En anden dom fra 2001 er beskrevet af professor i religionsret Lisbet Christoffersen i tidskriftet Retfærd i 2004. Her måtte regeringen i Moldova – der ligger mellem Rumænien og Ukraine – se drømmen om en national ortodoks kirke forsvinde. Den ortodokse kirke ville forhindre ortodokse i den sydlige del af landet i at eta-blere den bessarabisk-ortodokse kirke under patriarkatet i Rumænien. Den nordlige ortodokse kirke hører under patriarkatet i Moskva. Ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg argumenterede udbryderkirkens modstandere med både nordiske statskirkeordninger, vigtigheden af en national kirke og forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Men den gik ikke.
Der er også tegn, der peger i modsat retning. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afviste i 1990, at protestanterne i Spanien kunne få skattefrihed på linje med den katolske kirke. Domstolens argument imod var, at den protestantiske kirke ikke på samme måde som den katolske havde været nationsbygger.
Der er altså argumenter til brug for begge sider. Men linjen er, at der kommer flere rettigheder til trossamfund uden for de nationale kirker eller statskirkerne. I takt med at flere statskirker forsvinder – den norske er på vej – bliver det sværere at opretholde dem. Domstolen afviser ikke forskelsbehandling til fordel for majoritetsreligionen, sålænge staten er religiøst neutral, og mindretalsreligionerne får gode muligheder.
I de nordiske lande er der gode kår for andre trossamfund. I Norge er der ingen kirkeskat, her betaler stat og kommuner. Trossamfundene uden for den norske kirke har fået bidrag pr. medlem, siden Norge implementerede Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1967, og livssynssamfund har fået bidrag siden 1981. Bidraget er på cirka 800 kroner, udregnet fra gennemsnitsprisen på et medlem i den norske kirke.
I Island skal alle indbyggere på selvangivelsen angive, hvilket trossamfund de vil støtte. Er der intet kryds, går pengene til universitetet. Og i Finland er trossamfundene uden for de lutherske og ortodokse statskirker for nylig blevet tilbudt et mindre beløb pr. medlem.
Danmark står altså uden for det nordiske samarbejde i denne sammenhæng. Her har man valgt den model, at trossamfundene uden for folkekirken kan få støtte ved at give trossamfundenes medlemmer mulighed for at trække deres bidrag fra i skat. Fordelen lægges altså på medlemmerne, ikke på trossamfundene.
Og sådan bliver det ved med at være, medmindre skatteminister Kristian Jensen (V) ændrer mening, når han konfronteres med uenige partifæller efter vinterferien.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad