ARKIVFOTO 2009 af burkaer-- (Foto: Scanpix 2009)
- Scanpix /Scanpix
Kirstine Dalsgaard Larsen |
20. februar 2010
Siden debatten om et burkaforbud begyndte i sommer, er danskernes opbakning faldet markant, viser undersøgelse. Danskerne har gennemskuet politikerne, siger professor bag burkarapport
Danskernes støtte til at forbyde brug af burkaer falder markant. I august 2009 var et flertal på 56 procent for et forbud. Men nu viser en nordisk undersøgelse, at stemningen er vendt. 37 procent af danskerne går i dag ind for et forbud, og det holdningsskifte får nu en af professorerne bag den omdiskuterede burkarapport fra Københavns Universitet til at lange ud efter de politikere, der kritiserede undersøgelsen for at være "gætværk".
– Det kunne se ud, som om at undersøgelsens resultat ikke behagede enkelte politikere, som så fokuserede på deres eget budskab i stedet for substansen i undersøgelsen, siger professor i religionssociologi Margit Warburg, der havde ansvaret for burkarapportens tal. Rapporten blev offentliggjort den 18. januar i år.
Professoren er positivt overrasket over danskernes holdningsskifte.
– Det ser ud til, at befolkningen har været klog nok til at gennemskue, at resultatet er vigtigst, siger hun og påpeger, at politikerne har brugt al for meget krudt på at kritisere rapportens metoder i stedet for at forholde sig til de konkrete tal. Tal, der viste, at højst 200 muslimske kvinder i Danmark bærer niqab eller burka.
Det tal er så lavt, at der reelt ikke er tale om et problem, mener Henrik Dam Kristensen, integrationsordfører for Socialdemokraterne. Han mener, at danskerne skifter holdning, fordi problemet er til at overskue, og fordi debatten har været afsporet.
– Det kom alt for hurtigt til at dreje sig om forbud og ikke om, hvordan man forhindrer, at kvinder tvinges til at tildække sig, siger han.
Sherin Khankan, religionssociolog og leder af Forum for Kritiske Muslimer, er direkte begejstret for danskernes faldende opbakning til et forbud. Hun mener, at forslaget om forbud mod at bære burka eller niqab er udtryk for en generel diskrimination.
– Der er mange, der godt kan gennemskue, at et forbud er et forsøg på at diskriminere en bestemt samfundsgruppe eller en bestemt religiøs gruppe, siger hun.
Regeringen endte med at skifte spor, så det planlagte forbud nu kun omhandler kvinder, der skal vidne i en retssal.
Karsten Lauritzen, integrationsordfører for Venstre, mener, at det er regeringens egen nye politik, der nu afspejles i befolkningen.
– Jeg tror, at regeringens ændrede udspil har vendt danskerne, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Naser Khader, den konservative integrationsordfører, som begyndte hele debatten om et burkaforbud.
dalsgaard@kristeligt-dagblad.dkskovhoej@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad