Folkekirken i katastrofens meningsløshed

Lige så vigtigt er det hele tiden at besinde sig på, hvad folkekirkens særlige opgave er, når ulykken eller katastrofen rammer. Ellers risikerer vi, at præster bliver lommepsykologer på et broget terapimarked, rives med af diffuse religiøse eller sentimentale folkestemninger – eller at en ulykkelig hændelse misbruges til usmagelig profilering af kirken.

Derfor er det godt, at Kirkeministeriet for nylig udsendte et cirkulære, som så at sige "formaterer harddisken" på ny i det kirkelige katastrofeberedskab, der har udviklet sig gennem de seneste 20 år. Det indebærer, at der udpeges en gruppe såkaldte beredskabspræster, som ud over deres almindelige præstevirke får til opgave at stå til rådighed for det kirkelige katastrofeberedskab efter mere faste retningslinjer end hidtil. Beredskabet slankes, men bliver til gengæld mere fast i kødet. Der stilles større krav end hidtil. Til gengæld falder der lidt ekstra i lønningsposen.

HVIS EN KATASTROFE RAMMER det danske samfund, har alle sektorer i samfundet et såkaldt sektoransvar for at bidrage til at standse ulykken og genoprette normale tilstande. Det har folkekirken også. Den skal forkynde Guds trøst til de sørgende, tilbyde sjælesorg, holde særlige gudstjenester, sørge for, at folk så vidt muligt bliver betjent af deres egen præst, yde almindelig medmenneskelig hjælp og eventuelt formidle kontakt til psykologer, psykiatere og læger.

Det skal folkekirken kunne på alle tider af døgnet alle årets dage overalt i det danske samfund og i forhold til danskere i udlandet. Noget af en opgave, må man sige. Og i princippet uløselig. Men en klassisk definition på en katastrofe er jo også, at den er en ulykke af et så stort omfang, at de tilgængelige hjælperessourcer ikke slår til.

Når der i den kommende tid udpeges et antal beredskabspræster rundt omkring i stifterne, er det altså for at ruste folkekirken bedst muligt til denne overvældende udfordring. Det kræver, at der sættes ressourcer af til sagen, så beredskabspræsterne med rimelighed kan løse de nødvendigste opgaver, når disse overstiger de enkelte sognes formåen. Alt sammen med henblik på, at opgaverne hurtigst muligt placeres og løses i de sogne, hvor de berørte af katastrofen hører til.

Beredskabspræsterne skal altså ikke være en slags elitepræster, der tager opgaver ud af sognene. Tværtimod skal de kun være på banen for eksempel i særlige katastrofekrisecentre, indtil tingene falder til ro og kan klares i de enkelte sogne.
En beredskabspræst kan når som helst med ganske kort varsel blive stillet over for voldsomme oplevelser og udfordringer. Derfor må der også stilles visse krav til en beredskabspræst. Vigtigst af alt er, at han eller hun læner sig op ad noget større og stærkere end sig selv. Kommer man til opgaven i egen magt og med egne, fikse svar på katastrofens umulige spørgsmål, bliver man hurtigt lagt ned. Man må altså læne sig op ad Gud, selvom vi intet ved og intet forstår af ham.

DENNE PRINCIPIELLE uvidenhed er en vigtig kvalifikation for en beredskabspræst. I tillid til den Gud, man ikke kan vide noget om, men altså stoler på, som det lille barn stoler på sine uforståelige forældre, må man så bevæge sig ud i kaos. Her kommer man ikke med kloge, færdige svar, men sætter sig sammen med den katastroferamte – ikke så meget for at tale til den ramte om Gud, men mere for at tale sammen med den ramte til Gud.

Præsten skal ikke demonstrere, hvor nyttig kirken er i katastrofesituationen. Det er meget klart udtrykt af den svenske teolog Gustav Wingren: "Intet er så fyldt af vantro som forsøg på i vore gevinst- og tabskategorier at forklare, hvad kirken er god til. Alle disse socialetiske, politiske og terapeutiske forklaringer berøver kirken dens ægte rolle, rollen at være tro og lydig over for det meningsløse (...). Døden er den mod destruktionen vendte side af Guds skabelseshandling. Og vi kan aldrig forstå eller forklare, hvorfor destruktionen må være der."

Præstens opgave er altså at hjælpe den ramte med at være i den destruktion, som er meningsløs. Ikke at finde fikse udveje og sætte plastre på åbne sår i form af en til lejligheden opfundet "dybere mening". Tværtimod må man finde en åbning ud af kaos ved "af dybsens nød at sende sit bange råb til Gud". Det kan ske både gennem gudstjenestens ritual og gennem sjælesorgens samtale. Og i dette samvær må præsten så sammen med den ramte se situationen som værende ét med den katastroferamte Kristus, der på korset råbte sin gudsforladthed ud i meningsløshedens tomhed – men også opstod påskemorgen. Det er denne mærkelige fortælling, præsten har at komme med, ikke som en fast og færdig viden, men som et håb, vi i fællesskab må klynge os til.

"NÅR DET HANDLER OM noget med skyld og død, så må vi have fat i præsten", sagde en krisepsykolog. Syndernes forladelse og håbet om opstandelse er, hvad folkekirken har at henvise til, når katastrofen sætter netop skyld og død på dagsordenen. Og det er jo ikke så ringe endda. Lydhørheden for dette budskab behøver man ikke at være i tvivl om, når blot budskabet bliver fremført. Men man skal ikke forvente, at folk altid selv får spurgt efter det.

Derfor er det afgørende, at beredskabspræsterne har god rygstøtte i en gedigen teologi, der er robust over for livets barske og til tider meningsløse virkelighed. Samtidig skal præsten have menneskelig indføling, modenhed og begge ben på jorden. Mangler disse basale forudsætninger, risikerer man, at præsten mister dømmekraften og bliver revet med af mediestormenes overeksponerede føleri. Og så er man til ringe hjælp. Holder præsten derimod fast i sin opgave og hjælper den katastroferamte til at få øje på, at Kristus er Gud, der bøjer sig ned i vor fælles meningsløshed og gør sig til ét med os her, så har præsten henvist til en større hjælp, end noget menneske kan give.


Laurids Korsgaard er sognepræst i Frederikshavn og leder af det kirkelige katastrofeberedskab i Region Nordjylland