Hovedindtrykket af verdens klimaindsats efter sammenbruddet på topmødet i København i december er, at den er lammet og står stille. Tager man de positive briller på, er emnet blot sat på pause på den internationale dagsorden. Ser man på det med negative briller, er der tale om et tilbageslag for kampen mod klimaforandringerne. Et tilbageslag af den slags, der får blivende værdi, altså at ambitionerne ikke længere kan komme i nærheden af det niveau, man talte om før Køben-havn. Sandheden ligger formentlig et sted midt i mellem.
Det er dog værd at notere sig et par udviklinger, som hver for sig indikerer, at den totale stilstand måske er ved at blive blødt op. I torsdags meddelte FN's klimachef, hollænderen Yvo de Boer, at han træder tilbage til juli. Det betyder et skifte for bordenden, og det vil under alle omstændigheder puste frisk luft ind i forhandlingslokalerne, måske med en repræsentant for udviklingslandene som chef, hvilket kan dæmpe den følelse af at være på sidelinjen, som mange af u-landene følte i København. EU's nyudnævnte klimakommissær, Connie Hedegaard, meddelte nærmest i samme ombæring, at hun tager på en rundrejse ud af unionen i et forsøg på genskabe engagementet og forpligtelsen hos nøglelande i Afrika samt store lande som Kina, Bra-silien og USA. Og i USA vil begyndelsen på det, der ses som et sidste forsøg på at nå at få en klimalov igennem Kongressen i løbet af 2010, blive påbegyndt i Senatet. Udviklinger-ne er naturligvis foreløbig kun udtryk for små krusninger på overfladen, men de er også udtryk for, at en del ansvarlige politikere og regeringer erkender, at det stadig ikke er en mulighed ikke at gøre noget ved klimaspørgsmålet. Så mens FN-processen i øjeblikket kører på lavt blus, tages der inititativer i andre fora, for eksempel i G20 eller fra de såkaldte BASIC-landes (Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien) side.
Problemet er, at disse ting foregår på kryds og tværs uden en overordnet styring, og at der er vidt forskellige interesser i, hvor og hvordan der overhovedet skal forhandles. Overordnet set ser det derfor ikke godt ud før det næste klimatopmøde i FN-regi, COP16, i Mexico til december. I erkendelse deraf har værtslandets præsident, Felipe Calderon, talt for et opgør med den totale enstemmighed blandt landene, således at en lille gruppe lande ikke kan blokere for vedtagelsen af en aftale. Forslaget må betegnes som et godt forsøg på at få processen tilbage på FN-sporet, hvilket klart ville være det bedste for substansen i kampen mod klimaforandringerne. Det er stadig så stort et spørgsmål, at det kun kan løses med så mange deltagere som overhovedet muligt.