Pave Benedikt
- ANDREAS SOLARO/Scanpix Denmark
Andreas Rude |
22. februar 2010
Kristne er forpligtet til at arbejde for et retfærdigt samfund, siger paven i sit fastebudskab for 2010
Hvordan får man ørenlyd til at tale om tro til en verden, der ofte har et ligegyldigt forhold til religion?
Pave Benedikt XVI's fastebudskab for 2010 om retfærdighed og omvendelse har et bedre udgangspunkt end megen anden religiøs forkyndelse, for det blev offentliggjort i alle katolske bispedømmer ved indledningen til fasten med over en milliard katolikker som målgruppe. Men for paven er det afgørende at nå endnu længere ud.
Derfor havde Vatikanet inviteret den tidligere formand for Europa-Parlamentet, Hans-Gert Pöttering, til at fortolke pavens ord ind i en politisk sammenhæng ved præsentationen af fastebudskabet den 4. februar.
I Pötterings udlægning handler budskabet først og fremmest om "sammen med Skaberen at tage et ansvar for denne verden." Det lyder måske ikke så farligt, men så tilføjede den konservative politiker polemisk, at mens Europa og verden har investeret "ufattelige summer" og vist et forbilledligt internationalt samarbejde i bekæmpelse af finanskrisen, så interesserer det politikerne meget mindre, at mere end en milliard mennesker lever for knap 10 kroner om dagen, og at aids, malaria og tuberkulose "hærger verdens fattigste nationer".
Men hvad siger paven selv i sit tre sider lange fastebudskab?
Temaet er "retfærdighed", som Benedikt XVI fortæller sine tilhørere ikke kun handler om fordelingen af materielle ting. Det handler om personlig omvendelse og kan slet ikke skilles fra næstekærlighed.
Man skal begynde med sig selv. Derfor minder paven om, at den uretfærdighed, som alle kan blive enige om at beklage, "ikke udelukkende har ydre årsager," sådan som mange ideologier hævder, men har sin oprindelse i menneskets hjerte, der er gjort egoistisk gennem arvesynden.
Det handler altså om at slippe sin egoisme og prøve på at betragte sig selv og sin næste med Guds øjne. Det er det vigtige, når man skal søge det retfærdige samfund.
"At overgive sig til Kristus og tro på evangeliet betyder i sidste ende dette: at mennesket må opgive sin illusion af at kunne stå alene for dernæst at opdage og acceptere sine egne behov, andres behov samt behovet for Guds tilgivelse og venskab," skriver paven og fortsætter:
"Styrket af denne erfaring opfordres de kristne til at medvirke til udformingen af retfærdige samfund, hvor alle borgere får det fornødne til at kunne leve et menneskeværdigt liv, og hvor retfærdigheden levendegøres af kærligheden."
Lyder det mystisk, kompliceret og alt for personligt til at kunne bruges i det moderne samfund?
Måske. Men det er klassisk kristendom, og pointen er, at troen har konsekvenser for det enkelte menneske, for familier, for nationer og kulturer, og at troen kan ændre mennesker og måske endda redde dem fra sig selv.
Og det er lige præcis her, at politikerne – og deres vælgere – ifølge Hans-Gert Pöttering skal lægge sig pavens fastebudskab på sinde.
"Vi har igen brug for en solidarisk ånd i Europa. Og mere end nogensinde har vi i Europa brug for en solidarisk ånd med alle verdens folkeslag og kulturer. Det er to af de vigtigste sociale og etiske opgaver, som EU står over for," fastslog Pöttering, der i dag leder Tysklands største politiske tænketank, Konrad-Adenuer-Stiftung.
Internt i den katolske kirke vil man også bruge fastebudskabet som afsæt for en nærmere og kritisk betragtning af sig selv.
I Frankrig har mange bispedømmer tradition for "fastekonferencer", hvor man søger at blive klogere på kirken og troen gennem studiekredse, foredrag og debatter. Ærkebispedømmet Strasbourg har således organiseret en konference med titlen "Salmerne: Guds Ord og Menneskenes Skrig", der tydeligt lægger sig op ad pavens tematik.
Særligt presserende må pavens ord om det retfærdige samfund forekomme de 24 irske biskopper, der i sidste uge var til møde i Vatikanet om overgreb på børn i den irske kirke. Da Benedikt XVI afsluttede det usædvanlige møde, opfordrede ham direkte biskopperne til at reservere en del af fastetiden på at besinde sig på skandalen og dens mange menneskelige omkostninger.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver anden uge om internationale kirkelige forhold.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad