ET GODT MINDE OM PER STIG.
Det var i 1970. Det år, hvor ungdomsoprøret for alvor bed sig fast i Danmark, og hvor også kampen på Universiteterne skærpedes med udgangspunkt i den mest studentervenlige styrelseslov, Danmark har set.
Jeg var året forinden begyndt at læse filosofi, og jeg var sat i spidsen for Konservativ Ungdom på Fyn.
De to ting forenede jeg i et ikke særligt opvakt skrift om konservatismen som politisk filosofi.
Jeg havde arrangeret et weekend-seminar i Odense om emnet konservatisme. Blandt deltagerne var bl.a. den konservative partiformand, den fine, ældre humanist, justitsminister Knud Thestrup.
Den 24-årige litteraturstuderende, PER STIG MØLLER, havde af uransagelige veje læst min artikel, og han tilbød at komme på seminaret og bidrage til belysningen af konservatismens historie. Jeg tog imod med kyshånd.
Jeg var det man i partiet dengang kaldte "Møllerianer". Jeg beundrede den tidligere konservative ordfører, nu finansminister Poul Møller - Per Stigs far - og jeg havde læst, hvad der fandtes om hans farbror, Aksel Møller, - også konservativ leder og borgmester på Frederiksberg. Og to år forinden havde jeg mødt den yngste Møller, Niels Erik, der tro mod familietraditionen var fuld af idéer.
Mødet med Per Stig Møller blev en mægtig oplevelse for en konservativ filosofistuderende. Hans kendskab til konservatismen helt fra oldgræsk tænkning, over 1700-tallets politiske filosofi i Frankrig og Storbritanien til vor tid, var imponerende. Og ikke bare historisk afdækkende, men tilsat en stærk personlig vision om konservatismen i fremtidens samfund.
Jeg mødte kun Per Stig denne ene gang, to dage i Odense.
Men jeg forsøgte efter bedste, men ringe evne at følge med i hans videnskabelige løbebane. Læste disputatsen og senere flere af hans mange fremragende bøger.
Jeg havde længe interesseret mig for Kaj Munks forfatterskab, men det var først med Per Stig Møllers skelsættende værk. MUNK, at jeg helt fik et 360 graders perspektiv på denne sammensatte personlighed. Denne vigtige bog satte forfatterskabet ind i en teologisk og filosofisk ramme. Nu troede jeg, at jeg forstod.
Jeg har fulgt Per Stig Møllers tid som udenrigsminister. Og krummet tæer, da jeg så dokumentarfilmen om Anders Fogh, der i forbindelse med EU-udvidelsen hundsede rundt med den langt højere begavede udenrigsminister som var han en personlig lakaj.
Nu er Per Stig Møller havnet dér, hvor han burde have været langt tidligere. Efter sigende ikke, fordi han selv ønskede det, men fordi Lene Espersen fandt, at han ville kunne gøre mest fyldest i Kulturministeriet, når hun nu selv ville have Udenrigsministeriet. Det er sagt uden malice, for selvfølgelig skal en partiformand have lov til at placere sig selv dér, hvor hun helst vil være.
Jeg venter mig meget af Per Stig Møller som kulturminister. Og forventningerne blev ikke nedtonet, da han lagde ud med at fremsætte en fremtidsorienteret og arbejdsorienteret kulturdefinition: "Kultur er, når man gør mere end fornødent til løsning af aktuelle opgaver".
Min egen kulturdefinition er ret passiv: "Kultur er det kollektivt underforståede".
Så ganske som for 40 år siden tog Per Stig "fusen" på mig - endnu engang.
Som alle andre unge filosoffer har jeg nok på et tidspunkt ment, at jeg var et af talrige oversete genier...
Men målt med Per Stig Møller ser jeg tydeligt, at det nok var lidt af en overdrivelse.
Men jeg har ikke mistet evnen til at genkende en stor tænker, når jeg møder én.
Mit indtryk fra 1970 er kun blevet bestyrket.
Carsten Snedsted.
pens. socialrådgiver, Odense.








































