Henrik Hoffmann-Hansen giver en yderst troværdig analyse af forholdet mellem den politiske substans og det persongalleri, der skal forvalte den.

At han tillige har helt den samme vægtning, som jeg gav udtryk for i min kommentar til minuisterrokaden igår, bestyrker mig blot i, at han har ret, når han skriver, at en personrokade aldrig har - og heller ikke denne gang vil -redde en regering.

Måske er jeg for påvirket af historiske kendsgerninger, - jeg har flere gange i dette debatforum givet udtryk for, at det nærmest er en naturlov, at ingen regering får lov at blive siddende mere end ca. 10 år.
Men statsministeren har nok haft den samme fatalistiske tanke. For at foregribe at vælgerne bliver alt for trætte af at høre og se på de samme mennesker på de samme poster, har han taget nye spillere ind på holdet, og han har omplaceret næsten alle de øvrige.

På målmandsposten er der dog ikke udskiftninger. Der ligger også et signal i, at tre ministre bliver på deres poster. De må jo opfattes som ministre, der stadig skal stå på mål for en uændret politik. Blandt dem Birthe Rønn Hornbech, der skal signalere en fast kurs i udlændingepolitikken, som var særdeles vigtig i dén valgkamp i 2001, der bragte Fogh til magten.

Men det er regeringens politik, vælgerne senest om halvandet år skal afsige dom over.

I skrivende stund - regeringsprogrammet op til folketingsvalget er ikke kendt endnu - ser det ud til, at regeringen vil undgå gennemgribende reformer.

I modsætning til, hvad vi nu ved og ikke ved om regeringens økonomiske politik, har de radikales leder, Margrethe Vestager, klart efterlyst en afskaffelse af efterlønnen og en nedsættelse af dagspengeperioden.
Det er ømfindtlig politisk tale, det kræver en del mod at foreslå sådanne forringelse for lønmodtagerne.

Jeg kan ikke skråsikkert vurdere, om disse forslag er mere nødvendige end de er upolulære.
Men det bliver regeringen nok tvunget til at gøre op med sig selv, senest når valgløfterne skal formuleres.

Det er ikke en klar induktionsslutning, at regeringen vil falde efter 10 år ved magten. Men dens odds er dårlige.

Vil VK-regeringen trodse disse odds, kræver det, at vi danskere tydeligt kan se, at den er i færd med at konsolidere dansk økonomi, så den kan komme helskindet gennem krisen og stå velrustet til en ny og bedre tid.


Carsten Snedsted.
pens. socialrådgiver, Odense.

Personligt er jeg meget spændt på det kommende år, og det er desværre også med en del frygt og bæven.

Kirkeligt set håber jeg på en historisk lov om muligheden for vielse af homoseksuelle, og har med glæde noteret mig, at nogle konservative kristne ikke vil lade det være anledning til en udmeldelse. Så bliver dette punkt blot en af flere, hvor vi er enige om at være uenige, lyder det.

Så er der loven om indvandringsprøven og repatrieringspakken. Begge anser jeg som en katastrofe. Førstnævnte bliver formentlig et reelt indvandringsstop pga omstændighederne omkring den: Både de økonomiske, praktiske og tidsmæssige aspekter ved den. Men det er jo også den skjulte dagsorden.

Repatrieringspakken skal nok blive en succes - allerede nu har mange nydanskere henvendt sig for at høre om nyt. Tænk at mange ønsker at forlade Danmark på den måde. Jeg er flov.

Desuden er der jo varlset nye regler for den permanente opholdstilladelse, til gavn for de ressourcestærke - ikke noget nyt i det. Jeg tror dog regeringen får det svært i forhold til DF, selvom DF modsiger sig selv. De hævder, at de ønsker at indvandrere skal gøre en indsats for at blive en del af det danske samfund. Men samtidig skal det være muligt at smide dem ud inden for den nuværende (mindst) 7-årige periode, man endnu ikke har permanent opholdstilladelse. Så skulle det lige passe, at de kan få den efter tre år!

Desuden er der tilsyneladende en reform af SU.systemet på vej, og ligeså med førtidspensionen.

Det er virkelig med frygt og bæven, jeg følger udviklingen.