Erik Bjerager |
24. februar 2010
Stor regeringsrokade, men nye ansigter gør det ikke alene
Gårsdagens regeringsrokade overrasker hverken ved, at den fandt sted eller var så omfattende, som den blev. Derimod overrasker det, at Lars Løkke Rasmussen (V) som ny statsminister ventede næsten et år med at sætte sit eget tydelige fingeraftryk på den regering, som han og den konservative allierede Lene Espersen skal gå ind i næste valgkamp med.
Om statsministerens tøven også betyder, at han har mistet momentum fremadrettet, vil tiden vise, men gårsdagens omfattende rokade tegner konturerne af en om ikke helt sikker, så i hvert fald handlekraftig regeringsleder. Med rokaden skiller statsministeren sig af med de svageste led i regeringen, og der sættes stærke politikere ind på en række kerneposter. Men ikke alle nyudnævnelser virker lige overbevisende, og det er et spørgsmål, om den nye begyndelse, VK-regeringen prøver at give sig selv, kan overskygge de seneste måneders politiske skandaler, ikke mindst omkring Forsvarsministeriet, der har fyldt det politiske vakuum, som statsministerens tøven har skabt.
Regeringsrokadens måske stærkeste træk er to gamle kendinge på nye poster. Bertel Haarder (V) er før blevet brugt som regeringens redningsmand, da han som flygtninge- og integrationsminister skulle skabe flertal på et ømfindtligt politisk område. Nu sættes han ind som den minister, der skal løse problemerne i det danske sundhedssystem. Udnævnelsen af ham til indenrigs- og sundhedsminister vidner om, hvor en af den kommende tids store politiske udfordringer ligger.
At Per Stig Møller (K) må give afkald på den attraktive udenrigsministerpost, er en del af den konservative kabale, men udefra set er udnævnelsen af ham til kulturminister en klog beslutning. Han er en mand, der ikke bare læser bøger, men også selv skriver dem, han ser Deadline og hører P1. Som kulturminister skal han blandt andet forestå et kommende medieforlig, hvilket skulle garantere, at der lægges vægt på støtte til substans og public service.
Udnævnelsen af Venstres vildtflyvende Søren Pind til udviklingsminister kan blive fornyende eller ende katastrofalt. Hvordan Pind, der for bare nogle måneder siden foreslog FN nedlagt, vil arbejde for at forvalte u-landsbistanden, bliver spændende at følge. Han skal lave et nyt, bredt forlig om fremtidens bistand, men formår han samtidig at sætte demokrati og ytringsfrihed i u-landene på dagsordenen med mere end skåltaler, vil han have givet posten ny betydning.
Regeringsrokaden viste også det politiske liv fra dets brutale side. Mange ministre har fortalt om, hvor svært det er at affinde sig med at forlade så vigtig en post med bare få timers varsel, og det gjaldt også flere af de berørte ministre i går. I særklasse var Søren Gades lidt bitre farvel til ikke bare Forsvars-ministeriet, men dansk politik i det hele taget. Han blev fældet på en sag, der ikke handler om politisk substans, og han er eksempel på, at selv meget populære og respekterede politikere kan få nok af det pres, der bydes dem.
Og så giver rokaden anledning til den sædvanlige undren over, hvorfor nogle politikere bliver ministre. Står de for tur i gruppernes interne hierarki? Skal en kabale imellem koalitionspartierne gå op? Eller er det, fordi de er sagligt kvalificerede til at varetage særlige politiske områder?
Vist nok lidt af det hele.
Tilbage står, at nye ansigter i en regeringsrokade ikke gør det alene. Nu drejer det sig om den førte politik.
I dag fremlægger Lars Løkke Rasmussen VK-regeringens nye regeringsgrundlag, der viser, hvad den vil med magten i den kommende tid. Det er det, vælgerne vil vurdere regeringen på til næste år.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad