Et spændende debatindlæg om den uretfærdige fordeling af jordens ressourcer, som vi alle jo er afhængige af, men ikke har lige adgang til. Det er sjældent, man i pressen behandler grundlæggende samfundsproblemer af denne type. Så tak for det!

Problemet, som Ib Christensen peger på, har beskæftiget økonomer siden økonomi i 1700-tallet med Adam Smith blev en selvstændig disciplin. Der er givet utallige forslag til at løse problemet.

Det er nu ikke særlig svært at udtænke teoretiske løsninger, der kunne skabe en mere lige adgang til jordens ressourcer og fordelingen af de værdier, der herved skabes. Men problemet kompliceres af, at det samtidig handler om magtens fordeling i samfundet - både den rent fysiske magt som militær og politi, men sandelig også den magt over folks sindelag, som skabes gennem uddannelse, religion, medier og propaganda.

Historisk set er der desværre ikke meget, der tyder på, at menneskene er sådan indrettet, at de frivilligt giver afkald på magt og privilegier, når de først er kommet i besiddelse af dem. Tværtimod tyder meget på, at mennesket er indstillet på at bruge både udspekulerede og særdeles voldelige midler, når det skønnes nødvendigt for at beholde magten, når de først har fået del i den - eller blot ved udsigten til at få del i den. Tænk bare på de lidelser, den kristne verden i de sidste 500 år har påført de oprindelige folkeslag på det amerikanske kontinent, i Afrika, Asien, Australien osv. – ofte er det tilmed gjort med velvillig assistance af kirkens mænd og kvinder. Danmark har ikke holdt sig tilbage i denne henseende, selvom vi på grund af landets lidenhed kun har gjort det i mindre målestok end fx Frankrig, England og Spanien. Haitis fattigdom er et konkret eksempel på, at de skader kolonimagterne har påført befolkningerne for mange år siden, stadig har dybt alvorlige konsekvenser den dag idag.

Det er svært at være optimist og tro på, at der vil ske afgørende ændringer i denne tingenes tilstand gennem lige og almindelig valgret, som vi kender det i vores del af verden. Der skal nok andre midler til, inden forandringer for alvor sker – i hvert fald, sålænge folk interesserer sig mere for at se Vild med dans og X-faktor i fjernsynet end at tage stilling til problemer af den art, som artiklen tager op. Og det kan man jo så undre sig over, når problemet angår os alle.