Danmark i dyndet

Danmarks økonomiske situation er dybt alvorlig. Der bliver flere ældre danskere, der skal forsørges af færre yngre, og den internationale krise har ramt landet hårdt. Det er en fattig trøst, at den har ramt andre lande endnu hårdere. Dansk økonomi ligner ikke den kollapsede græske, men gøres der ikke noget drastisk, bevæger vi os i den retning: større gæld, større offentlige udgifter, færre indtægter.

Derfor er det skuffende, at den plan, som regeringen fremlagde i går om balance i den offentlige økonomi, er så luftig, som tilfældet er. I de næste tre år skal der spares 24 milliarder kroner, for at Danmark kan overholde de såkaldte konvergenskrav fra EU, og det er ikke så lidt. Dertil kommer, at der i de følgende to år skal der spares yderligere syv milliarder kroner, for at den offentlige økonomi kommer i balance efter den 2015-plan, der skal sikre velfærden, når endnu flere går på pension i fremtiden.

Regeringen lægger op til, at kommunerne skal finde en betydelig del af besparelserne, mens andre skal findes på statens budget. Derfor er regeringens problemknuser Bertel Haarder (V) blevet indenrigs- og sundhedsminister og dermed tilsynsførende med kommuner, hvor en del af besparelserne skal findes.

Men alt det er ikke nok. Af samme grund fremlagde regeringen i går parallelt med sin status over den økonomiske krise sin vision for Danmark i 2020. Den samme plan på 10 overordnede mål for, hvordan Danmark bliver førende i verden, som tidligere har været offentliggjort. Men nu er der kommet mere kød på. Målene for udvikling af en grøn økonomi er sympatiske. Det samme er ambitionen om at blive verdensmester til integration af udlændinge. Satsningen på uddannelse, mindre bureaukrati, større effektivitet og så videre. Meget af det er hørt før, hvilket ikke gør det forkert, men mindre troværdigt som aktionsplan for en kriseramt økonomi.

Der justeres på ventilerne i den samfundsøkonomiske maskine. Studerende skal gøre sig færdige hurtigere, flere kvalificerede udlændinge skal kunne få arbejde i landet, og så skal der være færre førtidspensionister.

Men de store håndtag rører regeringen ikke ved. Set med økonomiske briller skulle enhver regering uanset politisk farve gennemføre en række af de mange konkrete forslag til reformer af dansk økonomi, som VK-regeringens egen velfærdskommission og arbejdsmarkedskommission tidligere har fremlagt. En total afskaffelse af efterlønnen er den mest effektive reform.

Men politisk er det tilsyneladende umuligt. Vælgerne vil ikke have det. Måske er politikerne populistiske, men det er de ikke mindst, fordi vælgerne forventer, at de er det.