Støt færre mere, Pind

Over for Afrika står man i den paradoksale situation, at bistanden på den ene side bliver til mange penge og på den anden side ikke står mål med behovet og ikke engang ville gøre det, hvis den var 10 gange så stor. Hvad kan en liberal udviklingsminister så stille op?

Søren Pind er et interessant bud på en udviklingsminister, om ikke andet fordi han formentlig vil være mindre usynlig end flere af sine forgængere. Ikke at synlighed altid er en dyd på en post, hvor ministeren på en måde stadig er gæst i Udenrigsministeriet, ved siden af den "rigtige" minister.

HVEM HUSKER IKKE Anita Bay Bundegaards uheldige 11 måneder i stolen i 2001 med de mange udmeldinger om støtte til enkelte projekter, men uden anden samlende linje end at "tænke højt" om, at vi ud fra en moralsk synsvinkel burde lukke de fattige fra Afrika ind i EU som fattigdomsflygtninge?

Eller Ulla Tørnæs' mærkelige evaluerings- eller oplysningsprojekt, hvor forskellige kendisser skulle vælge imellem forskellige (igen) enkeltprojekter? Set fra embedsværket var Poul Nelson den ideelle minister. Aldrig i medierne, aldrig synlig i den hjemlige debat, men til gengæld "inde i sagerne på sagsbehandlerniveau", som det beundrende lød på gangene i Udenrigsministeriet i de sene 1990'ere, hvor et hovedmål for bistanden var at få brugt mindst den ene procent af BNI, som regeringen havde lovet.

Søren Pind bør tale med Folketinget om, at Danmark må afbryde samarbejdet med flere lande, hvor der fortsat ikke er en tilstrækkelig god regeringsførelse, simpelthen ud fra den betragtning, at ellers er pengene spildt.

I verdens fattige lande må man forholde sig til, at respekten for demokrati og menneskerettigheder er en betingelse for at få støtte. Samtidig kan vi så støtte mere færre steder og måske få et mere reelt løft de færre steder, vi går ind.

Thomas Køhler
direktør, Akademisk Rejsebureau
Sølvgade 6B, 2.th.
København K