Thomas Køhler |
25. februar 2010
I verdens fattige lande må man forholde sig til, at respekten for demokrati og menneskerettigheder er en betingelse for at få støtte, skriver direktør Thomas Køhler
Mellemfolkeligt Samvirke har ved udnævnelsen af Søren Pind (V) meldt ud, at man håber, at den nye udviklingsminister vil "holde fast" i fattigdomsbekæmpelsen. Det er den overordnede målsætning i "Lov om Udviklingsbistand", så det bliver der nok næppe ændret på, heller ikke i den kommende strategi, som Pind nu får mulighed for at præge, inden den helst skal vedtages af et bredt flertal i Folketinget i løbet af foråret.
Spørgsmålet er snarere hvordan, og her kan Pinds liberalistiske linje muligvis betegne et nybrud. Hvis Pind står ved, at hans mål er at udbrede friheden i Den Tredje Verden, kunne det være en overvejelse værd, om dette gøres ved, at vi fortsætter bistandssamarbejdet med Ugandas regering, selvom den vil indføre dødsstraf for homoseksualitet, fordi vi ikke vil lade "befolkningen i stikken".
Eller om vi kører videre i Tanzania på 50. år uden makroøkonomiske fremskridt på grund af mangel på effektiv regeringsførelse. Vi bliver ved med at tro, at vores hovedærinde i bistandssamarbejdet er at komme med penge, selvom mange rapporter viser, at det ikke har hjulpet synderligt. Og vi bliver ved at forestille os, at udviklingen står og falder med Danmarks udviklingsbistand, selvom den reelt ikke er stor nok til at gøre en forskel.
SAMMENLIGNINGEN må altid være EU?s egnsudviklingsstøtte eller Danmarks bloktilskud til Grønland. Her er der tale om meget større summer til relativt bedre udviklede områder, og alligevel forventer man ikke, at Grønland skal kunne fungere uden bloktilskuddet, før olien kommer.
Over for Afrika står man i den paradoksale situation, at bistanden på den ene side bliver til mange penge og på den anden side ikke står mål med behovet og ikke engang ville gøre det, hvis den var 10 gange så stor. Hvad kan en liberal udviklingsminister så stille op?
Søren Pind er et interessant bud på en udviklingsminister, om ikke andet fordi han formentlig vil være mindre usynlig end flere af sine forgængere. Ikke at synlighed altid er en dyd på en post, hvor ministeren på en måde stadig er gæst i Udenrigsministeriet, ved siden af den "rigtige" minister.
HVEM HUSKER IKKE Anita Bay Bundegaards uheldige 11 måneder i stolen i 2001 med de mange udmeldinger om støtte til enkelte projekter, men uden anden samlende linje end at "tænke højt" om, at vi ud fra en moralsk synsvinkel burde lukke de fattige fra Afrika ind i EU som fattigdomsflygtninge?
Eller Ulla Tørnæs' mærkelige evaluerings- eller oplysningsprojekt, hvor forskellige kendisser skulle vælge imellem forskellige (igen) enkeltprojekter? Set fra embedsværket var Poul Nelson den ideelle minister. Aldrig i medierne, aldrig synlig i den hjemlige debat, men til gengæld "inde i sagerne på sagsbehandlerniveau", som det beundrende lød på gangene i Udenrigsministeriet i de sene 1990'ere, hvor et hovedmål for bistanden var at få brugt mindst den ene procent af BNI, som regeringen havde lovet.
Søren Pind bør tale med Folketinget om, at Danmark må afbryde samarbejdet med flere lande, hvor der fortsat ikke er en tilstrækkelig god regeringsførelse, simpelthen ud fra den betragtning, at ellers er pengene spildt.
I verdens fattige lande må man forholde sig til, at respekten for demokrati og menneskerettigheder er en betingelse for at få støtte. Samtidig kan vi så støtte mere færre steder og måske få et mere reelt løft de færre steder, vi går ind.
Thomas Køhler
direktør, Akademisk Rejsebureau
Sølvgade 6B, 2.th.
København K
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad