Melodien der blev væk

"Det sku' vær' så godt, og så det faktisk skidt," lyder det i "Sangen om Larsen" fra Kjell Abels "Melodien der blev væk" fra 1935. Det er hr. almindeligmand, der har mistet melodien på den moderne konformitets alter: "Og sådan går det for alle de Lars'ner, som man aldrig kan få til at vågne op", konkluderer den gårdsanger, der med sin vise præsenterer stykkets problemstilling.

Kedsomheden i parforholdet antager Larsen'ske dimensioner i Kenneth Kainz' anden spillefilm, komedien "Parterapi". Komedien opstår især i modstillingen af og samspillet mellem Sidse Babett Knudsens udfarende Puk og Nikolaj Lie Kaas' stilfærdige Anders. De mødtes på et spilletid engang i 80'erne, er nu blevet forældre og har endelig fået råd til et hus. Det viser sig at være faldefærdigt - i lighed med deres parforhold. Og ligesom de har brug for professionel hjælp til huset, har de - tror de i hvert fald - brug for assistance til at bringedet vaklende forhold på ret køl. Og så er det jo heldigt, at de bliver nødt til at leje kælderen ud. Til en parterapeut (Søren Pilmark) - en klam én af slagsen, én, der selvhøjtideligt spiller et uprofessionelt dobbeltspil.

Filmen balancerer mellem den fysiske og den verbale komik og krydrer med en erotisk forviklingshistorie. Vi befinder os i visse situationer på niveauet lige før falde-på-halen-komikken og lægger af og til øre til ret finurlige, velskrevne og velturnerede replikskifter. Skuespillerne leverer den noget fjollede vare med højt humør, og især Nikolaj Lie Kaas bør fremhæves for en facetteret præstation i en genre, hvis grundlov ellers er stereotypen. Men han har også den rolle, der udvikler sig mest. For i modsætning til sangens Larsen finder han - ligesom stykkets Larsen - melodien. Det er egentlig ganske sjovt - sådan på den ufarlige måde. Sanne Salomonsen gæsteoptræder i filmen, og det er rigtig sjovt fundet på.