Tidligere medlem af Dansk Folkeparti Christian H. Hansen er parat til at gå imod regeringen i spørgsmålet om at få et mål for antallet af fattige danskere
Landets fattige er igen omdrejningspunkt for politisk debat. Regeringen bebudede onsdag, at den vil udvikle en række indikatorer, som skal gøre det muligt at identificere fattige borgere og deres familier. Og det er fint nok. Men regeringen bør også sætte tal på landets fattige, mener Christian H. Hansen, tidligere medlem af Dansk Folkeparti og nu løsgænger i Folketinget.
Den nye socialminister Benedikte Kiær (K) sagde til Kristeligt Dagblad i går, at hun ikke forventer "at vi skal stå tilbage med et tal på antallet af fattige."
Men så kan man så bare sige til ministeren, at det burde hun måske gennemtænke endnu engang. Og så komme med et tal, så vi kan se, hvor stor fattigdom er der egentlig i Danmark.
Hvor langt er du parat til at gå for at få et konkret tal for antallet af fattige i Danmark?
Nu sender jeg jo et signal til ministeren om, at man har en mulighed for at gå ind og tænke over, om ikke det var en rigtig god idé. Og så synes jeg, at vi skal tage den derfra. Men det er klart, at når jeg synes, at vi har problemet herhjemme, så skal vi også gøre noget ved det.
Oppositionen har jo tidligere foreslået en relativ fattigdomsgrænse. Hvis de nu kom med et forslag om, at vi skal have et konkret tal for antallet af fattige i Danmark, vil det så blive bakket op med din stemme?
Det vil jeg ikke udelukke. Men det kommer an på, hvad der ellers står i deres beslutningsforslag, for der er nogle ting, der kan være viklet ind i det.
Hvis det nu var et rent beslutningsforslag, hvor der simpelthen ikke står andet, end at nu skal vi have et tal for antallet af fattige?
Hvis man kan finde frem til at få et tal på, hvor mange fattige der i Danmark, og der kun står det i beslutningsforslaget, så vil jeg bestemt godt støtte sådan et forslag. Fordi det er jo ikke noget, der vælter regeringen at gøre. Og i øvrigt kan jeg ikke se, hvorfor regeringen ikke bare gør det, når de er i gang med en undersøgelse i forvejen.
agger@kristeligt-dagblad.dk