Regeringen nægter at tælle fattige. Der er ellers et voldsomt pres fra sociale organisationer for udsatte for at få en officiel fattigdomsgrænse. En sådan grænse ville meget enkelt give politikerne et redskab til at måle, hvordan det går for samfundets svageste og dårligst stillede. Kristeligt Dagblad har allerede i sin fattigdomsserie i december givet et bud på, hvordan grænsen meget forsigtigt kunne fastsættes. Netop kriterierne for, hvornår man er fattig, kan jo være vanskelige at fastsætte. Det er for eksempel indlysende, at studerende på papiret ikke tjener så meget, men langt de fleste vil i løbet af deres tilværelse alligevel tjene mere end gennemsnittet, og de er ressourcestærke. Derfor er studerende heller ikke så interessante i sammenhæng med fattigdom. Men pointen er, at man sagtens kan rense en fattigdomsgrænse for den slags uvedkommende forhold.

I sit udspil til et nyt arbejdsgrundlag forsøger regeringen sig med, hvad man i gamle dage på Christiansborg ville have kaldt en afværgedagsorden. Den vil udvikle noget så indviklet som "operative fattigdomsindikatorer". De skal bruges til at identificere fattige familier og enkeltpersoner, så man kan iværksætte konkrete politiske initiativer, der kan hjælpe dem. Fattigdomsindikatorerne skal eksempelvis hjælpe partierne, når de hvert år udmønter den såkaldte satspulje til gavn for samfundets svageste. Det kan være en udmærket idé. Gennem mange år har netop satspuljen været noget af en hovedpine for politikerne. Problemet har været at prioritere mellem de fantastisk mange støtteværdige formål. I de senere år har man forsøgt at tematisere puljeuddelingerne og har samlet dem i færre, men større grupper. Et år har man koncentreret sig om førtidspensionister, et andet år om sindslidende og et tredje år om hjemløse. Samtidig er der skåret ned i bevillingerne til diverse forsøgsordninger.

Kan fattigdomsindikatorer bidrage til en endnu mere målrettet indsats med satspuljemillionerne, skal det være velkomment. Det har imidlertid ikke meget at gøre med behovet for en egentlig fattigdomsgrænse, som vil være et bredere anvendeligt alarmsignal. Et signal, som også kan bruges til internationale sammenligninger af, hvordan Danmark behandler dårligt stillede. Men glædeligt er det dog, at regeringen trods alt har gjort de dårligst stillede og udsatte til et selvstændigt indsatsområde i sin 2020-plan. Også perspektivrigt, at man vil bruge 100 millioner kroner på at styrke de frivillige organisationers rolle i kampen mod fattigdom. Man må bare håbe, at det lykkes et politisk flertal i Folketinget at overbevise regeringen om, at det vil være for fattigt fortsat at afvise en officiel fattigdomsgrænse.