Dansk u-landshjælp skal variere fra land til land

Danmark har i årtier været et af de lande i verden, der gav mest i udviklingsbistand, og forslagene til, hvordan pengene skulle bruges, har været mange. Skoler, veje, træplantning, ligestilling og ytringsfrihed er blot nogle af de områder, der hver især er blevet fremhævet som helt centrale, hvis man ville afskaffe fattigdommen.

Netop nu forbereder Folketinget sig på igen at debattere, hvordan den danske udviklingsbistand bør se ud, da udviklingsminister Søren Pind (V) efter planen i løbet af et par uger offentliggør regeringens oplæg til en ny udviklingsstrategi. Partierne har i den forbindelse været ude med forskellige markeringer af, hvad strategien bør indeholde, men én ting risikerer de måske at overse i deres ønske om at sikre det bedst mulige resultat for u-landene: at det slet ikke er hensigtsmæssigt at lægge en alt for strømlinet plan for, hvordan man afskaffer fattigdom. Tværtimod kan der være sund fornuft i at eksperimentere sig frem.

Det pointerer Jens Kovsted, ph.d. i udviklingsøkonomi og analysechef ved CEBR, Center for Økonomisk og Erhvervsmæssig Forskning, der er knyttet til Handelshøjskolen i København, CBS. Han henviser til, at erfaringerne fra de lande, der har oplevet konstant vækst over en lang periode, viser, at der er flere veje at nå målet på.

Giver det mening at fastlægge en politisk strategi for udviklingspolitikken?

– Der er brug for et stort mål af pragmatisme, når vi taler om udviklingsstrategier. Det er nødvendigt at tage udgangspunkt i landenes konkrete situation. Spence-kommissionen understregede klart, at der er ikke er én enkelt opskrift, når det gælder økonomisk vækst og udvikling. (Spence-kommissionen bestod af to nobelpristagere i økonomi samt en stribe nuværende og tidligere toppolitikere fra udviklingslande. Den udgav for knap to år siden en meget rost rapport om, hvilke faktorer, der skaber økonomisk vækst i et fattigt land. Red.) Det befriende ved Spence-kommissionens rapport netop var, at den – ud over en række meget generelle forudsætninger (eksempelvis makroøkonomisk og politisk stabilitet) – sagde, at vi ikke har universelle opskrifter på økonomisk vækst. Den pegede på, at usikkerheden skal have større råderum. Derfor er det fornuftigt undlade generelle retningslinjer. U-landshjælpen må bero på en konkret vurdering af det pågældende land og dets muligheder.