I de første århundreders kristne menigheder er der klare vidnesbyrd om, at kristne var pacifistisk indstillede og i mange tilfælde nægtede at gøre militærtjeneste med martyrdøden til følge.
Fra at være et forfulgt mindretal blev de kristne under Konstantin den Store et statsbærende element, idet de overtog rigets højeste embeder omkring år 323, da kristendommen i praksis blev indført som statsreligion. Dette medførte et andet syn på de kristnes rolle i staten og dermed også i synet på militærtjeneste og krig som følge af fjendligt pres på rigets grænser.
På denne baggrund skabtes begrebet "retfærdig krig". Når der i vore dage tales om retfærdig krig, er det et begreb, som er uforståeligt for mange , hvorfor man i daglig tale måske hellere skulle tale om "nødvendig krig", som eksempelvis en forsvarskrig kan være.

Men lad os alligevel se lidt nærmere på begrebet "retfærdig krig", som har udviklet sig over en lang periode efter at være påbegyndt af kirkefaderen Augustin (354-430). Samtidig med at han betragtede krig som en djævelsk sag, erkendte han også realistisk nok, at spørgsmålet om at gå i krig ikke altid er et spørgsmål om valg, men kan være en nødvendighed, som bliver påtvunget de kristne af en syndig verden. Til illustration af dette døde Augustin i Karthago, mens byen var under belejring af vandalerne.

Med til læren om den "retfærdige krig" hører, ifølge Augustin, at man må skelne mellem jordisk og himmelsk fred, hvor den første ikke er mulig i en syndig verden. Men ikke desto mindre anser han krig for Djævelens værk, og der kan for ham ikke herske tvivl om, at krig er syndig.

Tanken bag læren om den retfærdige krig var fra Augustins side derfor ikke et forsøg på at retfærdiggøre krigsførelse, men derimod at begrænse voldsanvendelsen.
Augustins tanker om den retfærdige krig blev i middelalderen videreudviklet af Thomas Aquinas (1225-74) og senere, i det 16. århundrede, udviklet til en almen teori af to spanske teologer og som sådan accepteret af den romersk-katolske kirke.
Teorien om den retfærdige krig indeholder krav om, at syv grundlæggende forudsætninger skal være opfyldt, førend det fra en kristen synsvinkel er tilladeligt at gå i krig . Pladsen tillader ikke at gå i dybden, men mindst tre var ikke opfyldt i forbindelse med angrebet på Irak 2003.
Som nævnt har principperne for den retfærdige krig været accepteret af den katolske kirke, men også Luther har stort set videreført denne tradition. Han definerer retfærdig krig som en forsvarskrig, man på den ene eller anden måde tvinges ind i. Angrebskrig kan derimod ikke på nogen måde retfærdiggøres, og Luther går så vidt som til at sige, at en uretfærdig krig ophæver lydighedspligten over for autoriteterne.
I et skrift under emnet "Kan soldater også have Guds nåde?" skriver Luther: "Et andet spørgsmål: Hvad hvis min herre fører denne krig med urette? Svar: Hvis du ved med sikkerhed, at han har uret, så skal du frygte og adlyde Gud mere end mennesker (Apostlenes Gerninger, kapitel 4) og ikke gøre krigstjeneste; for da kan du ikke have nogen god samvittighed over for Gud."

Siden Anden Verdenskrig har det været overladt til den internationale retsorden, FN-pagten og dermed Sikkerhedsrådet at fastslå, hvornår en krig er retfærdig.

I 2003 kunne FN's Sikkerhedsråd ikke betegne krigen mod Irak som en retfærdig krig, eftersom "invasionen i Irak ikke var i overensstemmelse med de Forenede Nationers pagt ... Den var ulovlig", som FN's generalsekretær Kofi Annan udtalte.
På trods af, at Danmark i over 100 år har hørt til de nationer, der mente, at krig skal være den sidste udvej, når alle fredelige muligheder er udtømte, gik Danmark nu med i en angrebskrig fra begyndelsen. Vore nærmeste nabolande sagde af gode grunde "nej" til den krig. Såvel den svenske som den norske statsminister gav den 20. marts 2003 udtryk for, at angrebet ville stride mod folkeretten og FN-pagten.
Vor sydlige nabo, Tyskland, der har en forfatningsdomstol og i øvrigt ikke har glemt Nürnbergprocessen, måtte naturligvis også afvise at deltage i angrebet.

Af hensyn til fremtiden er det betydningsfuldt at tage ved lære af det, som skete i 2003. Således har en undersøgelseskommission i Holland for nylig erklæret krigen for ulovlig, og i England kulegraver en kommission i disse uger og måneder omstændighederne omkring Englands deltagelse i Irak-krigen.

I Danmark er der mange, der fra 2003 har ment, at angrebet på Irak ikke kunne henføres under begrebet retfærdig eller nødvendig krig, men derimod var et brud på ånden i Grundloven af 1953.
Derfor blev "Grundlovskomiteen 2003 vedrørende Irak-krigen" dannet, og 26 danske statsborgere anlagde i 2005 sag mod statsministeren med påstand om, at Danmarks deltagelse i invasionen af Irak i 2003 var et brud på Grundloven.
I 2007 afviste Østre Landsret sagen under henvisning til manglende søgsmålskompetence. Afslaget blev appelleret og kommer nu for Højesteret den 3.-5. marts i næste uge. Og der er mange danskere, i og uden for kirken, der håber, at det vil komme til at stå helt klart, at den retlige interesse i denne sag, trods alt, er uomtvistelig, så selve sagen om grundlovsbrud kan begynde, og vi derved kan få domstolenes afgørelse heraf.

Stephen Egede Glahn, præst, tidligere efterretningsofficer og jægersoldat og medlem af Grundlovskomiteens bestyrelse