Et tab for verden, men en stor gevinst for kulturverdenen. Sådan kan man – måske – sammenfatte det danske kulturlivs overvældende velkomst til den nye kulturminister, Per Stig Møller, der ufrivilligt har forladt Udenrigsministeriet, men til gengæld nærmest bliver modtaget som en Messias-figur i sit nye job med en flod af begejstrede pressemeddelelser fra stort set alle grene af det danske kulturliv.
– Nu kan jeg kun skuffe, sagde han torsdag aften i Jersild Live på DR1. For Per Stig Møller overtager Kulturministeriet i en tid, hvor regeringen ellers taler om nulvækst i den offentlige sektor. Og Per Stig Møller fremhæver selv, at minister faktisk "kun" betyder tjener, da Kristeligt Dagblad møder ham i hans nye ministerkontor i Kulturministeriet.
– I 25 år har man gået og snakket om, at jeg skulle være kulturminister, men jeg er aldrig blevet tilbudt det før nu.
Men det var da tæt på under Schlüter i 1986, ikke?
– Jeg ved ikke, om jeg var tæt på, men jeg var da kulturpolitisk ordfører, men Schlüter gjorde det rigtige valg, da han udnævnte H.P. Clausen. For han gjorde det godt og lavede mange reformer.
Men det er vel alligevel en gammel drøm for dig at blive kulturminister?
– Ja, det var en ungdomsdrøm at blive kulturminister. Og jeg var også kulturpolitisk ordfører først. Men udenrigspolitik har også altid interesseret mig, og i 1987 blev jeg i stedet udenrigspolitisk ordfører, men samtidig var jeg formand for Radiorådet, så de to spor har ligger der hele mit liv. For jeg har interesseret mig for begge områder, og de har vekslet lidt gennem min karriere. I 1990'erne, hvor jeg var i oppositionen og partileder en periode, skrev jeg på litterære bøger, "Den naturlige orden" og Munk-bøgerne, mens jeg som fri fugl og litterat i 1970'erne skrev politiske bøger. Men der kommer ikke nogen bøger nu lige nu. For en ministergerning er altid 100 procent, siger han og ser op:
– Du kan ikke sidde og skrive ved siden af. For det kræver flere dages koncentration at skrive, og det bliver noget skidt, hvis man lige har en time om aftenen eller en ledig søndag. For det skal bundfældes og ligge i ens hoved, hvor man hele tiden er opmærksom på manuskriptet, så man får forbedret formuleringerne løbende. Og det kan man ikke, hvis man tager ministerbilen om morgenen og kører herind. Det bliver ikke godt nok.
Så du lægger forfatterskabet på hylden?
– Ja, indtil det her er overstået.
Men hvad ser du selv som dit eget hovedbidrag til kulturlivet?
– Mine bøger, kommer det prompte.
– Munk-bøgerne, "Den naturlige orden" og de politisk-filosofiske bøger. For jeg har jo ikke bidraget med andet end en stribe bøger, siger han med et lille underspillet smil i mundvigen.
På det politiske felt har Per Stig Møller dog aldrig sluppet kulturområdet helt. Og selv da Brian Mikkelsen lancerede kulturkanonen, var det blandt andet på baggrund af den belæste partifælles idé.
– Jeg mener, at et samfund må have nogle fælles referencer. Det var den tanke, der affødte kulturkanonen. For der må være en fælles forståelse for at undgå atomisering af samfundet. Og jeg synes, at kulturkanonen var rigtig, for der må være noget, der er bærende, noget, der går igen fra generation til generation.
– Det betyder ikke, at man skal have presset noget ned i halsen, men har man aldrig mødt det, kan man heller ikke forholde sig til. Og den danske kultur skal sikre, at vi stadig kan tale samme sprog.
Hvad forstår du selv ved begrebet kultur?
– Jeg har prøvet at beskrive kulturlivet ved at sige, at det forskønner, det forbedrer, og det forandrer. Det forandrer sig jo hele tiden, og det skulle meget gerne forskønne tilværelsen, siger han og kigger rundt på malerierne på ministerkontoret og tilføjer:
– Nu skal jeg nok have noget andet op at hænge, der svarer til min smag, men det er jo en kendt sag, at æstestik og etik hører sammen. Du kan jo se det i ghettoområder, hvor der kun er beton, så er der også meget hærværk. Men der er undersøgelser, der viser, at hvis du gør noget ud af det med flotte parkanlæg og så videre, så passer man også bedre på det, så der ikke kommer så meget hærværk. Og jeg tror personligt på, at det er rigtigt, at æstetik og etik hænger sammen. Det betyder ikke, at al æstestik skal være på samme måde. Æstestik skal være mangfoldigt, men det betyder ikke, at noget ikke kan være bedre end noget andet. Jeg er derfor gået imod Hartvig Frischs "kultur er vaner". For så er alle uvaner også kultur, og så udvander man begrebet. Nietzsche sagde, at "kultur er alt". Og det synes jeg også er noget sludder. For hvis kultur er alt, så er det også intet.
For Per Stig Møller er kultur i stedet noget, som mennesker bygger oven på naturen:
– Kultur er noget, hvor man føjer noget til det rå og umiddelbare. Det er klart, at man skal have et sted at bo, men kulturen bliver føjet til ved at gøre det besjælet. Ved at give det et æstetisk præg, der gør det til en glæde at være i. Det er derfor, at hospitaler er begyndt at komme glade farver på væggene. For det hænger sammen i vores sind. Og det har præget menneskeheden altid. Hvis man for eksempel tager hulemalerierne, var det selvfølgelig nødvendigt at søge ly for dyrene i huller dengang, men de havde jo ikke behøvet at male på væggene.
Kulturministeren lyser op i et smil:
– Men det var det, der gjorde det menneskeligt. Når døden var indtruffet, kunne man jo også bare skille sig af med de døde, men det gør mennesker jo ikke. Mennesket holder cermonier og skaber kulturer. Det gør vi alle. For mennesket har altid søgt noget andet end det rent nøgne og rå. Og der findes kulturen, der kan forskønne, forbedre og forandre naturen.
Det ligger vel også i forlængelse af det gamle kultusministerium, der forenede det kirkelige, kulturelle og undervisningsmæssige?
– Det er fuldstændig rigtigt. I dag har man skilt det ad i Danmark, men det ligger stadig sammen i andre lande.
Men hvordan ser du på kristendommens betydning for den danske kultur?
– Den er en integreret del af den danske kultur. Hvis man tænkte kristendommen bort, ville man miste noget bærende for den danske kultur. Religionen er jo netop kendetegnende for det menneskelige, på samme måde som kulturen er det. Man kunne jo i princippet godt være nomade 700 år før Kristus uden at skænke det religiøse en tanke, men der kommer menneskets behov for noget mere til udtryk. Mennesket vil tilføje noget mere til naturen, og det kan både komme til udtryk som religion eller kultur.
Hvad har dannet dig selv?
– Mine drengeår gik med at læse og spille fodbold, og især mit forhold til bøger har præget mig meget. Jeg kommer fra et politisk hjem, men mine forældre var båret af et etisk forhold til politik. Det var ikke et råt forhold til politik. Lis Møller var meget socialpolitisk aktiv, og jeg syntes altid, at far var båret af et etisk forhold til politik. Og jeg har selv taget med, at politik kan være et ædelt håndværk og ikke bare et blodigt håndværk. Man har nogle holdninger, og hvis man vil føre dem ud i livet, må man gå den politiske vej. For mig blev det efterhånden omkring udenrigspolitikken, hvor jeg prøvede at sætte mit præg på den danske udenrigspolitik, hvor vi stod fast under Muhammed-krisen. Det var i høj grad mig som udenrigsminister, der lagde linjen for, hvordan vi skulle tackle Muhammed-sagen. Og EU's udvidelse spillede også en stor rolle for mig, fordi jeg siden min ungdom har været meget optaget af de forsvundne lande i Europa, og derfor var det en gave til mig, at jeg fik lov til at lede optagelsesforhandlingerne i 2002.
Man skal vel også være en god diplomat for at styre kulturministeriet?
– Ja, og jeg kan jo også bruge de erfaringer. Forsvaret for ytringsfriheden var jo i princippet også en kulturpolitisk opgave som kulturminister. Men hvor jeg skulle forsvare ytringsfriheden som udenrigsminister, kan jeg nu bruge flere kræfter på at udvikle den som kulturminister.
Hvor ser du brydningerne i dansk kulturliv i øjeblikket?
– Jeg startede i tirsdags, så det har jeg ikke nået at sætte mig ind i helt endnu. Men jeg kan sige, at jeg gerne vil fremme et kulturliv, som kan producere og skabe ting, som virkelig står. Det er, som om vi er lidt for bange for, at noget er bedre end andet. Det amatøragtige er meget i fokus, og det er fint, for det kan engagere folk og udvikle folk. Men det er jo ikke sådan, at det ligefrem udvikler kulturen. For det kræver, at man kæler for dem, man kunne kalde professionelle. Dem kalder man i stedet for eliten. Men hvad er der galt med at kunne sit stof? Hvad er der galt med at udvikle sit stof? Og det mener jeg ikke, at medierne er nok opmærksomme på. Vi har jo systemerne til at tage sig af det med Statens Kunstfond og så videre, men medierne er ikke så interesserede i at videreføre det, jeg vil kalde det eksempelsættende og gennembrydende.