Børn i sorg kræver en særlig indsats. Især professionelle voksne omkring børnene kan gøre en kæmpe forskel, mener eksperter i børnesorg
På tirsdag sætter 18 voksne mennesker sig på skolebænken for at efteruddanne sig som sorgpiloter – eksperter i at møde og rumme børn i sorg. 52 pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere har taget uddannelsen som Sorgpilot siden 2006, og den private uddannelse er blot et af mange initiativer, der i disse år sætter fokus på børn i sorg.
– Ikke mindst lærere og pædagoger har fået meget mere fokus på deres rolle. Og sorgpiloterne er endnu et skridt i den rigtige retning, siger Per Bøge, chef for Projekt OmSorg i Kræftens Bekæmpelse. Han peger også på, at andelen af skoler med en handleplan for håndtering af dødsfald er steget fra 4 procent til 96 procent de seneste 10 år.
Et barn i sorg kan reagere med alt fra råb og gråd til overdreven artighed. Det kan miste lysten til at lege og spise, få mareridt og lide af hovedpine, mavepine og svimmelhed. Men ofte viger professionelle tilbage fra at hjælpe, fordi de er bange for at blande sig. Leder af sorgpilotuddannelsen, Ilona Bechsgaard, har arbejdet med emnet siden 1994:
– Jeg har lavet uddannelsen, fordi jeg mener, at børn skal have hjælpen dér, hvor de er i hverdagen. De professionelle voksne, som ofte tilbringer flere timer sammen med børnene om dagen end deres forældre, skal klædes på til opgaven, siger hun.
Hvert år mister flere end 4000 børn og unge en far eller en mor, 42.000 børn oplever, at en forælder bliver akut indlagt, og 380.000 børn lever adskilt fra deres forældre på grund af for eksempel skilsmisse. Men det er ikke kun ved dødsfald, at det er nødvendigt at holde øje med børns sorg.
– Det er vigtigt at lære af børnenes små tab: Børn bliver også kede af det, når hunden dør, når far og mor bliver skilt, eller hvis de skal flytte, siger Per Bøge.
Dorthe Korshøj er faglig leder af sorgarbejdet i Børns Vilkår. Også hun mener, der er sket meget på området.
– Der er dog stadig både berøringsangst og manglende viden blandt fagfolk om de alvorlige konsekvenser for børn, hvis vi ikke sætter ind i krisesituationer. Vi skal ikke altid have hele behandlerapparatet i gang, når det sker, men styrke det professionelle netværk omkring børnene, siger hun.
Kan man ikke ælte for meget rundt i børns sorg? Nej, siger Per Bøge:
– Men der er en grund til, at vi er født med to ører og en mund. Når vi skal hjælpe børn i sorg, skal vi høre, hvad de siger, ikke blive bange for tårer og turde fastholde dem, når de er kede af det. Det kræver uddannelse, men først og fremmest dannelse, siger han.