Man skal ikke skåne børn for sorgen

Birthe Leth Nielsen har været pædagog i 30 år og er nyuddannet SorgPilot. --

- Malene Korsgaard Lauritsen.

Læs også

flexblock

Tema

Familieliv

Sorg

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Line Vaaben | 27. februar 2010

Børn i sorg Birthe Leth Nielsen har netop afsluttet en uddannelse som SorgPilot. Det har rustet hende til at møde børn og familier i sorg. Hun mener, det er vigtigt at have øje for de små tab i børns liv for at ruste dem bedre til at tackle de store omvæltninger

Forleden fandt ungerne fra Sneglehusets børnehave en død fugl i sneen. Og den skulle naturligvis begraves. "Er der nogen, der ved, hvordan man gør?" spurgte pædagog Birthe Leth Nielsen børnene. Og naturligvis var der det: De skulle have en kiste. Finde blomster. Vælge en sang. Og sådan gik det til, at en død skovdue i sidste uge ankom til dødsriget i en papkasse med frosne blade til tonerne af "Lille Peter Edderkop".

Førhen ville Birthe Leth Nielsen måske have ladet kadaveret ligge.

– Men det gør jeg ikke i dag. Det er jo en oplagt chance for at få talt med børnene om døden. På den måde får de sat ord på både følelser og konkrete ting, for eksempel at når man er død, trækker man ikke vejret, man kan ikke se og høre længere. Dermed er de bedre klædt på den dag, de måske skal til en begravelse med nogle af deres nærmeste, siger hun.

Birthe Leth Nielsen har været uddannet pædagog i 30 år og har de seneste 16 år arbejdet i Sneglehuset – en helt almindelig børnehave i Nordsjælland med børn i alderen to til seks år. Og så er hun nyuddannet SorgPilot – en etårig uddannelse i at møde og tackle børn og familier i krise og sorg.

Annonce

– Vi har læreplaner for børnenes motorik, sprog og sociale udvikling. Det bør være lige så naturligt at have øje for, hvilke tab børnene møder i deres liv, og hvordan det kan påvirke deres følelsesmæssige udvikling, siger hun.

Ved et tilfælde faldt Birthe Leth Nielsen for et par år siden over en folder om SorgPilotuddannelsen og tænkte med det samme, at det netop var den efteruddannelse, hun længe havde savnet. Hun fik sin arbejdsplads til at betale de 39.000 kroner, kurset koster, og blev færdig med den etårige uddannelse for en måned siden.

Hendes afgangsprojekt hedder "Små børns små tab" og handler om, at professionelle skal blive bedre til at handle på de små tab i barnets hverdag: et kæledyr der dør, brud med den bedste veninde, at barnet skal flytte eller stoppe i børnehaven. Hendes pointe er, at man ved at være opmærksom på børnenes små tab og tale om dem ruster børn bedre til den dag, de måske møder store livsomvæltninger i form af dødsfald og skilsmisse.

Er der grænser for, hvor meget vi skal gå ind i de små tab?

– Nej. Men ikke alle børn har behovet. Vi skal bare være opmærksomme på hændelser, som kan medføre, at et barn i en periode er under særligt pres.

I 1997 mødte Birthe Leth Nielsen for første gang et barn i dyb sorg i sit arbejde. En dreng på to et halvt år havde pludselig mistet sin mor, der døde af kræft.

– Jeg handlede intuitivt: lånte bøger om døden på biblioteket, rådførte mig med en psykolog om, hvad jeg skulle være opmærksom på. Men hvis jeg dengang havde vidst det, jeg ved nu, havde jeg gjort meget mere og meget anderledes. Jeg kunne for eksempel have fundet nogle billeder af et hospital og talt med ham ud fra det. Ladet ham lege med et stetoskop eller andre lægeting. Og fortalt om hans mor. Og jeg skulle have gjort mere ud af at sætte ord på hans sorg – alt det, han ikke selv kunne udtrykke, fordi han var så lille.

De færreste børn er kede af det hele tiden, for børn går ind og ud af sorgen. De kan græde og sige, at de savner deres mor eller den døde kanin. Og øjeblikket efter løber de og leger igen. Og de bearbejder ofte følelser igennem netop leg. Derfor har Birthe Leth Nielsen også selv udviklet legetøj, der kan hjælpe børn til at gennemspille sorg eller følelser forbundet med at miste. Blandt andet har hun lavet et billedlotteri om sygdom og død. I stedet for en bil, en blomst og en bold har spillepladerne tegninger af en grav, en kiste, en præst og en rustvogn. Hun har også sørget for, at der er hospitalsudstyr i børnestørrelse på stuen, bamser i lægetøj og stakkevis af bøger om alt fra dødsfald og skilsmisse og til det at skulle flytte til et nyt hus.

– Som professionelle har vi erfaringer med mange forskellige børn, indsigt i hvert enkelte barns forhold. Pædagoger er ofte de nærmeste omsorgspersoner bortset fra familien, men vi er mere følelsesmæssigt neutrale. Og så kan vi tilbyde barnet et frikvarter fra sorgen. Jeg siger ikke til et barn: Nu må du ikke græde mere, for nu skal vi lege "Bro Bro Brille". Men jeg vil gerne vise dem, at man kan lave sjov, samtidig med at man er ked af det.

En anden ting, Birthe Leth Nielsen lægger vægt på, er at skabe tryghed med ritualer og rutiner. Det kan man gøre for eksempel ved hjælp af billeder eller musik.

– For noget tid siden mistede en pige i børnehaven sin ufødte lillebror. Hun var ikke ked af, at den lille var død. Det kunne hun ikke forholde sig til. Hendes sorg og vrede handlede i første omgang om, at hun var blevet snydt for at blive storesøster. Derfor fik hun lov til at dele noget lækkert ud til de andre børn. For selvom den lille dreng var død, var hun altså blevet storesøster. Og det skulle fejres. En af mine medstuderende har formuleret det på følgende måde: Vi skal gøre sorg til savn til minde. Det vil sige, at sorgen med tiden gerne må blive et godt minde.

Ud over oplevelser med børn i dyb krise har hun tidligere stået i andre situationer, hvor hun følte, hun kom til kort. For eksempel hvis et af børnene på stuen havde mistet en bedsteforælder, men forældrene typisk syntes, at Mads eller Frederikke ikke skulle med til begravelsen:

– Jeg har altid kunnet mærke, at det strittede på mig, når forældre sagde, at børn var for små eller ikke havde godt af sådan en oplevelse. Jeg har altid følt, at man fratog barnet noget. Og at jeg bare vidste, at det kan børn altså godt klare. Men jeg har manglet teorien, erfaringen og argumenterne at hænge det op på.

Generelt er børns sorg og familier i krise et tabubelagt område for professionelle. Birthe Leth Nielsen arbejdede på et tidspunkt i en institu-tion, hvor onklen til et barn begik selvmord.

– Jeg mente, vi burde tale med forældrene og barnet om det. Men uha, nej, det var for svært, lød det fra mine kolleger: "Moderen er helt opløst. Det kan vi ikke tillade os at blande os i." Mange pædagoger har utrolig svært ved at røre ved de her ting, både fordi de er bange for at overskride nogle grænser, men også fordi de ikke er afklarede omkring deres egne tab og er bange for selv at blive ked af det, siger hun.

Hun har ofte oplevet, at voksne, såvel forældre som professionelle, viger tilbage fra børn i sorg.

– Det værste, vi kan gøre, er at forsøge at skåne børn ved for eksempel ikke at tale om det, der er sket. Så lader de bare fantasien løbe løbsk, og deres forestillinger er ofte langt værre end sandheden. Meningen er ikke, at vi skal overfalde alle børn, der har et problem. Og jeg skal ikke ind og søge efter en sorg hos alle børn, som jeg kan rode op i, bare fordi jeg er blevet SorgPilot. Men jeg vil gerne lære børnene at mærke deres følelser og sætte ord på dem, hvornår de er bange, kede af det eller vrede. Og så skal jeg som professionel have noget viden og nogle værktøjer, jeg kan tage op af kassen, når det gælder.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock