En indskrift, som blev fundet i nærheden af Jerusalem for halvandet år siden, men som det først i fjor lykkedes at tyde, kaster nyt lys over de ældste lovtekster i Det Gamle Testamente og dermed over retsopfattelsen i det tidlige Israel.
Ifølge en meddelelse fra Universitetet i Haifa, dateret den 7. januar 2010, stammer indskriften fra næsten tusind år før vor tidsregning og repræsenterer dermed det ældste hebraiske skriftfund nogensinde.
Under ledelse af professor Yosef Garfinkel ved Jerusalems Universitet fandt et hold arkæologer i 2003 ruinerne af en fæstning sydvest for Jerusalem, nær ved den israelske by Bet Shemesh. Ruinerne betegnes som Elah-fæstningen eller Khirbet Qeiyafa og ligger i Elah-dalen – eller Terebintedalen, som den kaldes i Det Gamle Testamente.
Det mest interessante fund på stedet blev gjort i sommeren 2008, nemlig et trapezformet potteskår, som måler 15 gange 16,5 centimenter, beskriftet i 5 rækker med sort blæk – som trods enkelte beskadigelser af teksten har vist en sjælden holdbarhed.
Fundet er ved kulstof 14-prøver, udført på Oxford Universitet, dateret til det 10. århundrede før Kristus. Denne hidtil ældste indskrift fra det gamle Israel er cirka 850 år ældre end de berømte Dødehavsruller fra Qumran. Sproget er hebraisk-kana'anæisk, i sig selv et af mange vidnesbyrd om, at israelitterne og landets kana?anæiske urbefolkning oprindelig havde fælles sprog.
Den endelige dechifrering af indskriften er foretaget i 2009 af professor Gershon Galil fra Institut for Bibelske Studier ved Universitetet i Haifa. Indskriftens indhold er af udpræget socialretslig art. Den handler om at sikre fundamentale menneskerettigheder for slaver, enker, uforsørgede børn, fremmede og fattige.
Den er nært beslægtet med sociale appeller hos de tidlige skriftprofeter og navnlig i Israels ældste retssamling, den såkaldte Pagtsbog (2. Mos. 20, 22- 23,33), hvis hovedanliggende er retsbeskyttelsen af netop de marginaliserede personer, som indskriften fra Khirbet Qeiyafa nævner.
Denne fremstår i fem rækker, som professor Galil har dechifreret således til engelsk – hermed gengivet på dansk:
1. Du må ikke gøre det, men tilbed Herren.
2. Døm slaven og enken / Døm den faderløse
3. og den fremmede. Før sagen for barnet / før sagen for den fattige og
4. enken. Oprejs den fattige ved kongens hænder.
5. Beskyt den fattige og slaven / understøt den fremmede.
Enkelte dele af den oldhebraiske tekst er udslettede af tidens tand, men har ladet sig rekonstruere og er i oversættelsen markeret i klammer. Det skal bemærkes, at det hebraiske ord shafat ("at dømme") i grunden betyder "at skaffe ret".
Hvad den gamle indskrift – i lighed med Pagtsbogen, profeterne og salmerne – opfordrer rettens håndhævere til, er altså at skaffe slaven ret, at skaffe enken og barnet (især det uforsørgede barn) ret, at skaffe den fattige og ikke mindst den fremmede ret.
Meget taler i øvrigt for, at den fremmede her ligesom i Pagtsbogen repræsenterer kana'anæerne, landets oprindelige befolkning, svarende til dem, der i vore dage kaldes palæstinenserne. Det var altså rettens fornemste pligt at beskytte dem på linje med de andre undertrykte: slaverne, enkerne, børnene og de fattige. Det moderne Israel kunne lære meget af sine gamle retssamlinger – nu også af det seneste skriftfund.
Om alle disse marginaliserede mennesker gælder det, at de ikke nævnes som upersonlige grupper, men netop som enkeltpersoner. Det er det enkelte menneske, der tæller her. Det er den fattiges menneskeret, der er i spil.
Ja, det er troligt, at den sidste sætning i indskriftens tredje linje ordret må oversættes: "Du skal føre (eller fremme) din fattiges sag!" – ligesom den hebraiske tekst til 2. Mos. 23, 6 i ordret oversættelse lyder: "Du må ikke bøje din fattiges ret i hans retssag." Begge tekster understreger, at den fattige og hans eller hendes sag er dit personlige anliggende og ansvar. Sådan taler disse gamle tekster til enhver, der har medansvar for, at retten holdes i hævd.
Frem for alt er det for Israels gamle retsbog (jfr. 2. Mos. 20, 22-24) såvel som for indskriften fra Qeiyafa helt afgørende, at de tager udgangspunkt i advarslen mod at dyrke fremmede guder og befalingen om at tilbede Jahve alene.
Det ord, som er udvisket i teksten, og som Galil rekonstruerer med "the Lord", altså "Jahve", kunne ganske vist også have været (the) "God", altså "Gud" eller "Guden". Men hvordan man end gengiver udtrykket, er det afgørende, at israelitternes retsforståelse ikke var forankret i et juridisk fakultet, men ved Jahves (eller Guds) alter.
Til forskel fra Pagtsbogen, som intetsteds nævner en konge, inddrager indskriften fra Qeiyafa imidlertid udtrykkelig kongen som retsforsamlingens medaktør eller snarere dens øverste menneskelige instans: "Oprejs den fattige ved kongens hænder!" som der står. Det er uvist, om denne konge var David eller Salomo – eller måske dennes søn, Rehabeam, der efterfulgte ham som konge i Jerusalem. Ifølge traditionen regerede de alle tre inden for det århundrede, hvor indskriften er dateret.
Der er to grundtyper af retssætninger i det gamle Israel. Den ene, som forekommer i cirka halvdelen af Pagtsbogen, er præcedenslove, altså retslige fortilfælde, der siden kunne bruges igen og igen, når retsforsamlingen, bestående af byens frie mænd, mødtes i byporten for at afgøre diverse tvistemål mellem for det meste jævnbyrdige parter i lokalsamfundet.
Disse retssætninger, som udtryktes hypotetisk og ret omstændeligt, idet de skulle tage højde for mange forskellige forhold, var ikke fostret i Israel. De havde tydeligvis deres forbillede i de gamle mesopotamiske retsbøger, for eksempel Hammurabis Lov, der er hen ved tusind år ældre end Pagtsbogen.
Helt forskellig fra disse præcedenslove er den anden grundtype, som også kendes fra Pagtsbogen, nemlig de udpræget kategoriske retsbestemmelser, der er udformet som korte, koncise imperativer, som bud eller forbud – ligesom De Ti Bud. I modsætning til den førnævnte er denne grundtype af genuin israelitisk oprindelse, og det er umiskendeligt sådanne retssætninger, der foreligger i indskriften fra Khirbet Qeiyafa.
Når det gjaldt retsbeskyttelsen af enkeltpersoner, der var udgrænsede fra det øvrige samfund og jævnlig var genstand for ydmygende undertrykkelse og vold, så var det ikke hverdagslivets præcedenslove med deres "hvis, såfremt, ifald?,", der var brug for. Nej, så måtte det ubetingede imperativ på banen: "Oprejs dem! Skaf dem ret!"
Særligt er det værd at bemærke, at denne retsbeskyttelse i første række gælder dem, der rangerede allernederst i oldtidens samfund, nemlig slaverne. Derfor er det både i indskriften fra Khirbet Qeiyafa og i den gammeltestamentlige retsbog (jfr. 2. Mos. 21, 1-11) dem, der nævnes først blandt de marginaliserede personer. Her skulle de sidste blive de første. I egentligste betydning gælder slaven her som den frie borgers medmenneske.
I vort moderne samfund, hvor egoisme og grådighed i forfærdende omfang hoverer på rettens bekostning, trænger vi til at lære af det gamle Israels retsforståelse, som primært var indrettet på at sikre menneskerettighederne for de sidste af de sidste. For selvom vi for længst har afskaffet slaveriet, er det også i dagens Danmark stadig sandt, hvad der står skrevet i 5. Mos 15, 11: "Der vil altid være fattige i landet."
Carl Lomholt er pensioneret fængselspræst og ph.d.