- Den anerkendte avis Süddeutsche Zeitung mener, at tyskerne hidser sig op over minareter, fordi de opfatter tårnene som symboler for kvindeundertrykkelse og islams krav om at være den herskende religion. -
- colourbox.com
Heidi Dachs |
1. marts 2010
Tysk delstat oplever stigende modstand mod minareter, kraftigt inspireret af en schweizisk folkeafstemning
Efter den nylige folkeafstemning i Schweiz, hvor flertallet besluttede, at det fremover skal være forbudt at udstyre schweiziske moskéer med minareter, har diskussionen nu bredt sig til Tyskland.
Senest har en lille muslimsk menighed i byen Völklingen i delstaten Saarland fået en stigende tysk modstand mod minareter at mærke. Moskéen har ligget i byen i mere end tyve år, uden at det hidtil har givet problemer. Den ligger i en nedlagt biograf og ligner ikke ligefrem noget gudshus, og netop dét ønsker muslimerne at ændre ved at tilføre bygningen et otte meter højt tårn og tre gyldne kupler. Minareten skal udelukkende gøre det synligt for enhver, at der her er tale om en moské, og tårnet vil være alt for lille til, at der nogensinde kan stå en muezzin og råbe til bøn.
Alligevel er modstanden imod minareten stor.
Byens borgmester, Klaus Lorig fra det konservative parti CDU, meddeler, at han har modtaget massevis af protestbreve. Også i medierne er der mange reaktioner. For eksempel skriver den lokale avis for området, Saarbrücker Zeitung, at minareten symboliserer islams krav om magt, og at tårnet er en ren provokation. Avisen gør samtidig opmærksom på, at minareter før i tiden var et vigtigt våben i muslimernes erobringstogter. Oprindeligt var minareterne nemlig vagttårne, og de er først siden hen gået hen og blevet religiøse symboler, skriver avisen.
Den anerkendte avis Süddeutsche Zeitung mener, at tyskerne hidser sig op over minareter, fordi de opfatter tårnene som symboler for kvindeundertrykkelse og islams krav om at være den herskende religion.
Adskillige kendte tyske islamkritikere som forfatteren og journalisten Henryk M. Broder og den tyrkisk-fødte sociolog og kvindesagsaktivist Neckla Kelek har offentligt udtalt deres støtte til minaretforbudet i Schweiz.
– En eller anden skal jo være den første, skriver for eksempel Henryk M. Broder i en kommentar i avisen Die Welt.
Som en modreaktion herpå skriver debatredaktøren på Süddeutsche Zeitung, Thomas Steinfeld, at Vesteuropa er ved at få en gruppe mennesker, der er så vilde med at fremhæve de vestlige værdier, at de producerer deres egne hadprædikanter. Han advarer om, at nogle islamkritikere går så vidt i deres bestræbelser på at forsvare Vestens ideer, at de er parate til at udelukke Vestens muslimer fra vestens demokrati.
Den evangeliske kirke i byen støtter muslimernes projekt.
– Vi har intet imod, at moskéen bliver synlig for omverdenen, siger præsten Christian Weyer, der tværtimod mener, at en minaret kan blive symbol på en succesfuld integration i Völklingen.
dachs@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad