- Ayatollah Khomeini i Danmark hedder Karen Jespersen

Formand for Folketingets Integrationsudvalg Karen Jespersen (V) står for en uhyggelig ensretning af det danske samfund, mener lektor ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen

-- Ligesom ayatollah Khomeini står Karen Jespersen for en utrolig ensretning. Og den sekularisme, Karen Jespersen repræsenterer, er næsten lige så religiøs som Irans islamisme, siger lektor Hans Raun Iversen. --
-- Ligesom ayatollah Khomeini står Karen Jespersen for en utrolig ensretning. Og den sekularisme, Karen Jespersen repræsenterer, er næsten lige så religiøs som Irans islamisme, siger lektor Hans Raun Iversen. --. Foto: Leif Tuxen.

Lektor i teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen retter i dagens udgave af P1-programmet "Religionsrapporten" et skarpt angreb mod formanden for Folketingets Integrationsudvalg, tidligere minister Karen Jespersen (V), som han sammenligner med grundlæggeren af Den Islamiske Republik Iran, ayatollah Khomeini. Kristeligt Dagblad har bedt om en forklaring.

Hvorfor kalder du folketingsmedlem Karen Jespersen (V) for ayatollah Jespersen?

– Jeg kunne selvfølgelig have sammenlignet hende med den danske enevælde, men ser man på nyere tid, fører Karen Jespersen en ensretningspolitik, som minder mig mest om den islamiske revolution i Iran. Karen Jespersens mål er, at vi alle sammen skal være lige sekulære, og er der den mindste religiøse vibration, skal den holdes inden borde. Denne sekularisme er ikke en dansk tradition, og den stemmer ikke overens med dansk lovgivning, men den presses mere og mere ned over hovedet på os.

Hvorfor er det lige Karen Jespersen, du går i kødet på?

– Fordi hun er den, der har skuffet mig mest. Det forekommer mig, at hun bærer rundt på et relikt af den gamle venstrefløjstotalitarisme. Tag for eksempel hendes modstand mod kvindemøder blandt muslimske kvinder. Lige så tåbeligt det ville være at påbyde alle muslimske kvinder at gå til kvindemøder, lige så tåbeligt er det af hende at skræppe op om, at det er udansk og forkert. Vel er det ej udansk. Kvinderne gik også til kvindemøder i Danmark i 1970'erne. Og kvinder kan godt have brug for at samles uden mænd for at få munden på gled.

Læs også: Lektor i modvind efter kritik af Karen J.

– Når jeg deltager i et møde, for eksempel i muslimske sammenhænge, er der religiøst gang i den fuldstændig som i de kristne missionhuse i Vestjylland i min barndom. Det ligner til forveksling det samme religiøse engagement som i den danske tradition, men Karen Jespersen og en hel del andre politikere har sikkert aldrig oplevet denne danske tradition og har ikke den mindste sans for den.

Karen Jespersen vil af med religion, mens ayatollah Khomeini er et af nyere tids største symboler for religion. Hvordan hænger sammenligningen sammen?

– Ligesom ayatollah Khomeini står Karen Jespersen for en utrolig ensretning. De to ligner hinanden i spørgsmålet: Har vi lov til mangfoldighed? Svaret er nej. Den iranske befolkning kæmper for retten til mangfoldighed. Det er også der, kampen står i Danmark. Og den sekularisme, Karen Jespersen repræsenterer, er næsten lige så religiøs som Irans islamisme.

– Jeg er derfor ikke bare bekymret for religionens plads, men også for demokratiet i Danmark. Det er en del af dansk demokratisk tradition at løse problemerne lokalt – og det er med til at fremme integrationen, når folk finder ud af, hvilket herligt ansvar det er at leve sammen lokalt. Men demokratiet begrænses lige så stille til de love, der vedtages på Christiansborg. Og det er dybt antiliberalt, når politikerne overhovedet begynder at tale om at ville gribe ind over for religiøse traditioner.

For lige at vende tilbage til din sammenligning: Ayatollah Khomeini var leder af en militant magtovertagelse af Iran i 1979. Hvordan hænger det sammen med Karen Jespersens politik?

– Lovgivning kan pr. definition gennemtvinges ved magt. Og når man som folketingspolitiker – og dermed del af den lovgivende magt – vil blande sig i folks religiøsitet, bruger man magt. Hvis Karen Jespersen siger, hun aldrig kunne drømme om at gennemføre religionsforbud af den ene eller anden art, så tager jeg mine ord i mig.

Bidrager du ikke bare til at gøre politisk debat til mudderkastning med sådan en sammenligning?

– Jeg ved, at jeg siger noget, der kan skabe debat. Jeg håber, at det vil være et wake up-call til Karen Jespersen og til resten af Christiansborg. Der er nogle uhyggelige tendenser, jeg bliver nødt til at pege på. Da De Konservative for eksempel ville forbyde burkaer, havde de først et folkeligt flertal bag sig. En af de væsentligste årsager til, at folkestemningen siden vendte, var, at den liberale Birthe Rønn Hornbech (V) sagde: "Her sætter vi grænsen." Det bekymrer mig, at Bertel Haarder (V) og Birthe Rønn Hornbech er nogle af de få folketingspolitikere, der stadig er forankret i en tradition, som hylder mangfoldighed og rummelighed. Karen Jespersen og den nye generation af politikere er en flok religiøse ignoranter.

Du er en statsansat forsker, der blander dig i politik. Er det ikke lidt usmart?

– Jeg har lært at svare, når jeg bliver spurgt, og jeg står inde for det, jeg siger. Det er tid nu til at besinde os på, om vi vil have et system som i Frankrig med den totale adskillelse af religion og politik, eller om vi vil fastholde, at religion er en selvfølgelig del af det samlede samfund. Skal jeg tage til Vatikanet for at få lov til at høre kirkeklokker? Det er den retning, vi er på vej i. Christiansborg må besinde sig og give plads til religion, inden religion helt bliver fortrængt.

johansen@kristeligt-dagblad.dk

-- Med hensyn til Hans Raun Iversens udtalelser, så deltager jeg ikke i debatter på så lavt et plan, siger Karen Jespersen (V). --
– Med hensyn til Hans Raun Iversens udtalelser, så deltager jeg ikke i debatter på så lavt et plan, siger Karen Jespersen (V). -- Foto: Casper Christoffersen.