Vikingerne som bønder

Bare ordet: vikingerne! Sig det, og billederne springer frem. Billeder af drabelige krigere i deres drageskibe på vilde togter ud over havet, på vej til fremmede kyster, hvor de plyndrede, voldtog og dræbte, mens røgskyerne steg mod himlen fra husene og klostrene, som de brændte af. Den rædsel, som de spredte, har dog ikke skadet deres popularitet i en tid, vores, der i den grad er til action.

Og vist rummer de myldrende kliché-forestillinger en sandhed. Men slet ikke den eneste. Den nu foreliggende bog vil bidrage til at nuancere opfattelsen af vikingetiden.

– Når folk i dag beskæftiger sig med denne tid, er det i hovedsagen det dramatiske og spektakulære, der vækker interesse, siger Palle Eriksen. De, der måske om 1000 år vil skildre vores tid, vil nok være optaget af noget tilsvarende.

– Blandt andet her fra Vestjylland er der udgået togter til England. Der har sikkert også været vestjyder med. Men vi har ikke fundet spor deraf. Vi beskæftiger os med, hvordan menneskene levede i vikingetiden. Og det, vi har fundet ved udgravninger, afspejler en stille og rolig bondetilværelse. Og vi ved meget. Nogle af de tidligste udgravninger efter bebyggelser fandt sted i Vestjylland. Områderne her ikke er så intensivt opdyrkede som i det østlige Danmark, og derfor er der her bevaret mange flere stolpehuller fra husene end i mange andre landsdele.

Også den sene opdyrkning af det oprindelige hedelandskab i Vestjylland spiller i den forbindelse en betydelig rolle.

Vikingetiden, den sidste af oldtidens perioder, angives normalt at vare i 250 år, fra 800 til 1050. Men som det understreges i "Vikinger i vest", udgør årstallen blot fiktive grænser fastlagt af arkæologerne – som derfor også kan argumentere for, at de bør flyttes. Og just dette sker i bogen, hvor vikingetiden er sat til at vare i hele 400 år, fra 700 til 1100. Grundene dertil er angiveligt tilpas vægtige. Blandt andet er vikingernes standard-lerkar – det såkaldte halvkuglekar – kendt i Jylland helt fra 700-tallets begyndelse. Og dyreornamentikken, der ligeledes er karakteristisk for vikingerne, anvendes indtil omkring 1100. Teorien om den "lange" vikingetid støttes yderligere af den viden, man har om bebyggelserne.

De enkelte af disse kan have haft i gennemsnit 100 indbyggere og bestod sandsynligvis af tre til fem gårde, der hver især var indhegnet. Det kunne være med et træhegn eller – i egne uden træer – af grøfter og diger. Ordet "gård" betyder på olddansk netop et indhegnet område. Nogle af de knap 40 kendte bebyggelser har været i brug gennem hele vikingetiden. Gårdene, der var placeret tæt sammen, var ofte beliggende ved enge samt ved rindende vand, der blev udnyttet til at drive vindmøller.

Bebyggelserne har i det hele taget ikke været sig selv nok. Det viser en del almindeligt forekommende genstande af fremmed herkomst: hvæssesten af skifer, kar af klæbersten og kværnsten af rhinsk basalt, fund, der er vidnesbyrd om handel og udveksling af varer. Andre fund af ting fra Frankerriget, ting, der i hvert fald i en nordisk sammenhæng har karakter af luksus, fortæller om eksklusive kontakter ud i Europa. Til de mere kuriøse og sjældne fund af fremmede sager hører fire skatte med sølv fra forskellige steder i Europa og Arabien. Disse fund, der betegnes som få, skal dog sammenholdes med mange knap så bemærkelsesværdige.

Nok har vestjyderne været vidt fremme med hensyn til brug af ny teknologi som vandmøller og muldfjælsplove. Men samtidig synes landsdelen at have befundet sig "i udkanten af den økonomiske "mainstream"", som også dengang var koncentreret i det østlige Danmark. Forfatterne vover forsigtigt den konklusion, at "det skæve Danmark" ikke kun er en nutidig virkelighed, men at den måske også gjaldt allerede i vikingetiden. De få skattefund tyder på det. Årsagen til denne tingenes tilstand kan være den magre, sandede jord, som ikke fristede til opdyrkning. Derfor manglede grundlaget for velstand eller ligefrem rigdom.

Palle Eriksen supplerer med en yderligere antydning af skævhedens muligvis lange historie:

– I ældre romersk jernalder i de første århundreder lige efter Kristi fødsel bliver vi kraftigt påvirkede fra de romerske provinser nede ved Rhinegnen. Blandt andet i form af en vis import af bronzegenstande. I hele det gamle Ringkøbing Amt kender vi kun to eksempler på decideret romersk import, mens man i det øvrige Danmark kender man mange flere.

– Har vi (hvilket i øvrigt er ganske almindeligt) en kirke med en kerne fra den ældste stenkirketid, altså fra romansk tid fra omkring 1200, er det næsten 100 procent sikkert, at der i dens umiddelbare nærhed var en bebyggelse i vikingetiden. Da stenkirkerne er bygget efter vikingetiden, kan det uden videre være svært at forstå, hvad de to ting har med hinanden at gøre. Men man skal tænke på, at kirkerne i sten ikke er de ældste. Før dem havde man trækirkerne, siger Palle Eriksen.

Og i Vestjylland er der formodentlig blevet bygget trækirker mange steder. Men det er sjældent, det er lykkedes at finde sporene af dem. I Vestjylland er det kun sket på to lokaliteter. Antydninger har der dog været de få steder, hvor man ved, at materiale fra trækirkerne er blevet genbrugt. Noget, som gælder kirkerne i Dybe og Hemmet.

Under gulvet i Trans Kirke blev der i 1964 undersøgt stolpespor efter mindst to trækirker, der menes at have afløst hinanden forud for opførelsen af stenkirken. I forhold til denne lå de forskudt. Tydeligst var tomten efter den sidste af kirkerne. Og man kunne konstatere, at skibet havde været otte meter langt. Desuden var der spor efter noget, der kunne have været koret, samt af et fire meter langt bygningsværk vest for selve kirken.

Det andet vestjyske fund af en trækirke blev gjort i Vorgod i 1953. Den blev opført sent – på et tidspunkt, da kirkerne i sten var blevet almindelige – og rummede både den gamle og den nye tid, idet koret er bygget i sten og skibet i træ. For os i dag ville det, som påpeget, have været et besynderligt syn. Koret blev anset for det vigtigste, derfor stenene. Menigheden måtte nøjes med træ, indtil skibet senere i middelalderen blev opført i sten.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Palle Eriksen, Torben Egebjerg, Lis Helles Olesen, Hans Rostholm: Vikinger i vest. Vikingetiden i Vestjylland. 348 sider. Illustreret. Kroner 295. Jysk Arkæologisk Selskab/ Aarhus Universitetsforlag.