Nyt program uden kontroversielle målsætninger

Sidste uge gav statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen med koalitionspartneren Lene Espersen (K) regeringen en ny start med danmarkshistoriens største ministerrokade og et nyt arbejdsprogram.

Regeringsrokader har aldrig i sig selv fået en regering til at flyve. Arbejdsprogrammet er derfor centralt. Det bestod til dels af en gentagelse af de 10 regeringsmål for 2020, som Løkke lancerede på Venstres landsmøde i slutningen af 2009. Det var konkurrencestatens Danmarks målsætninger om at være blandt de rigeste, de mest arbejdende, de dygtigste i skoler og på universiteter, de længstlevende, de mest bæredygtige i miljøet og mest energieffektive, dem med de mest lige muligheder, blandt de frieste og de bedste til integration, blandt de mest tillidsfulde og trygge og med en af de mest effektive og mindst bureaukratiske offentlige sektorer.

Få af disse målsætninger er kontroversielle. Undtagelsen skulle måske lige være målsætningen om, at Danmark skal have et meget høj arbejdskraftudbud. Der er de, som mener, at lang levetid, tryghed og godt familieliv ikke kan forenes med tilbedelsen af økonomisk vækst på et hektisk arbejdsmarked. Men disse grupper slår sjældent igennem på Christiansborg.

Målsætningerne mobiliserer i sig selv ikke politisk. De udgør heller ingen operationelle vejledninger for ministre og embedsmænd. Det gælder slet ikke de målkonflikter, der kan vise sig for eksempel mellem økonomi og miljøhensyn. Ved at gøre den lollandske landmand og det tidligere medlem af Landbrugsrådet Henrik Høegh til fødevareminister og ved at planlægge krisehjælp til cirka en milliard kroner til landbruget bidrog statsministeren til stabilisere landbrugets kriseramte økonomi, samtidig med at Venstres store medlemsfrafald på landet afbødes. Fra økonomers side blev det til gengæld indvendt, at man herved forhaler landbrugets omstilling til bedre miljøbalance.