Når frihed bliver til tvang

Religionsfrihed er og bliver et kernebegreb i et demokratisk og oplyst samfund. En vigtig menneskeret er det, at hver enkelt borger kan følge sin egen overbevisning, hvad angår religion. Hverken staten eller andre magtfulde grupper i samfundet skal kunne diktere, hvilke dogmer det enkelte menneske skal tro på. Af samme grund hænger ytringsfrihed og religionsfrihed tæt sammen. For selv de mindste religiøse grupper skal – lige så vel som tvivlere, fritænkere og modstandere af religion – have ret til at tænke og tale frit.

Desværre har især nogle modstandere af religion fået disse meget fine og rigtige idealer om religionsfrihed helt galt i halsen. De tror fejlagtigt, at religionsfrihed betyder frihed fra al tro. Problemet er så bare, at deres frihed som mindretal dermed bliver brugt til at påtvinge flertallet at afskaffe deres syn på tro. Og det er ikke bare stærkt beklageligt. Det er også at misbruge og misforstå, hvad grundtanken med religionsfriheden som en af de basale menneskerettigheder overhovedet er.

Tag nu det seneste danske eksempel fra dagens avis. Cand.merc. Karsten Riise Kristensen har lagt mærke til, at der på indersiden af hans pas er "et billede af en kristus", og han klager til Justitsministeriets Lovkontor over denne religiøse symbolik med begrundelsen: "Det er en krænkelse af min religionsfrihed, idet den danske stat tvinger mig til at bære et religiøst symbol, som jeg ikke tilslutter mig." I sin klage henviser Kristensen til efterårets meget omtalte afgørelse ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som tilsagde offentlige skoler i Italien at fjerne kors fra klasseværelserne. Den bagvedliggende tankegang er, at stater må og skal være religiøst neutrale – og det vil i praksis sige helt fri for religiøse udtryk. For kun sådan kan folk som danskeren Karsten Riise Kristensen eller Soile Lautsi, der begyndte den italienske korssag, føle sig trygge og ukrænkede.

Men forfølger man denne tankegang, så vil klagerne over de religiøse symboler i samfundet aldrig ophøre. Dannebrog med korset i midten må lade livet. Dronningen må ikke sige "Gud bevare Danmark". Danmarks Radio må ikke transmittere fra en eneste gudstjeneste. Folketinget kan glemme alt om at begynde den politiske sæson i kirken. Og Jellingstenen, som er gengivet med Kristus i centrum på passene, må også på alle andre måder ophøre med at være et offentligt eller nationalt symbol. Dertil kommer vi forhåbentlig aldrig. For religionsfriheden skal netop ikke være et politisk kampråb, der gennemtvinger et ateistisk verdenssyn. Det har i stedet fra begyndelsen været et storslået værn mod tvang, en garanti for retten til at have eller beholde eller skifte tro. Og lad det dog for alt i verden fortsætte sådan.