http://www.youtube.com/watch?v=R5bdWFCz6Tw

Der er helt afgjort brug for udredning og konsulentbistand.

Må jeg foreslå denne fagmand? Problemløseren 1 og 2.

Håber, redaktion og læsere undskylder, han taler norsk. Der var ikke lige en dansk virkelig sagkyndig, som havde tid.
De har alle så travlt med at vide bedre i øjeblikket

Sagen er den, at kommunerne ikke på budgetterne sætter penge af til at hjælpe nogen som helst og ikke har personale med forstand på at hjælpe i det hele taget.

"Bettina Post mener, at politikerne i stedet bør se på, om kommunerne har penge nok til at tage hånd om problemfamilier på betryggende vis." (Citat fra artiklen)

Der ansættes en legion af onde ånder til at undersøge, kontrollere, rådgive,vide bedre, bogføre, formode,spionere, rapportere,psykologisere, normalisere, dømme, bedømme, fordømme.
Medborgere og fagpersoner bedes om at indberette i stedet for at give en hjælpende hånd. I denne sag synes omgivelsernes interesse at være fjernelsen af en forfalden ejendom. Det er naturligvis i sig selv legalt, men skal børnene og forældrene være gidsler i den sag?
Hjælp kan der altså ikke blive tale om. Allerhøjst opsplitning og total ødelæggelse af hele familien. Det koster den nette sum af 1-2 millioner pr. barn
om året og senere livslang forsørgelse, generelt fortalt.
Så er forældrene ikke talt med.
Reelt er anbringelse den eneste handlemulighed, sagsbehandlerne har, fori den udgift ikke skal bevilges, men tages til efterretning af byrådet.
Et godt eksempel er Horsens kommune, der et år havde lagt budgettet så viseligt, at hærskaren i familieafdelingen fik dækket udgiften til løn, varme, telefon m.v. De ansatte havde strengt forbud mod at foretage sig noget som helst nyttigt, for så skred budgettet, og socialdirektøren fik kritik (og muligvis ingen bonus).

Lad os til en forandring se på holdningen ude i kommunerne.
Alle kommuner tragter efter børnefamilier, for de er generelt gode skatteydere.
Familier med 1-2 børn er velkomne, for der er mindst en skatteyder pr. barn.
Ved 3-4 børn knirker det.Og 8 børn er ren tragedie. Der er oven i købet måske kun en forsørger.

Så kører regnemaskinen.
I normalbefolkningen er ca. hver 10. ramt af psykisk sygdom. Måske halvdelen af alle børn får problemer med skolen på et tidspunkt. Sandsynligvis lige så mange eller flere får fysiske problemer.
Lad os for nemheds skyld tage en familie, der har dristet sig til 10 børn(evt. sammenbragte)
Så vil statistisk set 1 barn have psykiske problemer, 5 have visse vanskeligheder i skolen og lige så mange skulle til læge, på hospital en eller flere gange. Arvelighedsforskere(både af social og genetisk observans) har kronede dage, for der vil altid være en relateret person, som fejler noget
Den familie er på forhånd stemplet som multiproblemfamilie, og diagnosen vil følge i generationer, uanset hvor god og kærlig en barndom.
Undtaget fra fordømmelse er muligvis meget rige familier (Kennedy eks.), skønt den familie i sandhed havde og har problemer.

Er det ikke på tide, vi støtter de personer, der endnu tør få børn og endda gider tage sig af dem?