Regeringen vil modregne klimabistand i u-landsbistanden. Det kolliderer med Danmarks løfte på klimatopmødet i København
Connie Hedegaard (K), EU's klimakommissær og Danmarks tidligere klimaminister, opfordrer regeringen til at overholde det løfte om klimabistand, som Danmark og andre rige lande gav udviklingslandene på klimatopmødet COP15 i december 2009 under dansk formandskab. Løftet viser sig nu at have kraftige forbehold.
På klimatopmødet forpligtede Danmark sig til at give udviklingslandene en klimabistand på 1,2 milliarder kroner, som fordeles i 2010, 2011 og 2012. Samtidig forpligtede regeringen sig til, at pengene lægges oven i Danmarks u-landsbistand, der i 2010 udgør 15,2 milliarder kroner. Det skete efter hårde forhandlinger, hvor udviklingslandene understregede det som afgørende, at klimabistanden ikke blot fratrækkes u-landsbistanden.
Men klimabistanden bliver netop modregnet i u-landsbistanden. Det fastslog regeringen i sidste uge med det såkaldte konvergensprogram. I denne økonomiske køreplan fremgår det, at "de danske midler til udviklingslandene finansieres inden for den samlede ramme for u-landsbistand."
Connie Hedegaard vil ikke spekulere i formuleringens betydning for klima- og u-landsbistanden.
"Men additionalitet (at klimastøtten lægges oven i u-landsbistanden, red.) bør efterleves af alle, også af Danmark," skriver Connie Hedegaard i en mail.
Hun understreger, at udviklingslandene opfatter løftet som bindende:
"Det er en klar forventning hos modtagerlandene, at det er nye og ekstra penge, vi taler om, så de ikke indirekte selv betaler."
Det er endnu svært at sige, præcis hvor stort et beløb der fratrækkes u-landsbistanden. Udviklingsminister Søren Pind (V) nævnte beløbet 200 millioner kroner på et åbent samråd på Christiansborg i sidste uge.
– Jeg skal sige det, som det er. Jeg har ført en længere drøftelse på baggrund af mødet hér i dag. Jeg synes, at tiden er kommet til, at der bliver skåret igennem i den diskussion, og så må regeringen og oppositionen stå, hvor de står i denne her sag og føre diskussionen ud fra en åben præmis. Ikke mindst set i lyset af den økonomiske krise, som jo foregår lige nu. Sagen er den, at der er lavet en klimafond, hvortil der skal bidrages med 1,2 milliarder kroner frem til og med 2012. Det har indtil nu været finansieret uden for de ordinære bistandsmidler, sagde Søren Pind og fortsatte:
– Et beløb i omegnen af 200 millioner kroner vil blive taget fra det, som oppositionen kalder ordinær bistand.
Socialdemokraternes udviklingsordfører, Jeppe Kofod, kalder udmeldingen for "et kæmpe problem".
– Jeg mener, at der er tale om løftebrud fra regeringens side. Man kan kun forstå det sådan, at pengene til klimabistanden skal komme oven i u-landsbistanden. Men Søren Pind erkender, at pengene tages fra u-landsbistanden, siger han.
Ifølge SF's beregninger bliver hele klimabistanden på 1,2 milliarder kroner fratrukket u-landsbistanden. Det betegner SF's udenrigsordfører Steen Gade som "totalt nedbrydende."
beck@kristeligt-dagblad.dk