Sagen er, at det rent praktisk er meget vanskeligt at bevise slægtskab med profeten Muhammed, eftersom Muhammeds slægt blev viderefortalt mundtligt i mange år efter hans død i den første tredjedel af det 7. århundrede.

Selv under det tyrkiske osmannerrige, der regerede i store dele af Mellemøsten, blev profetens efterkommere ikke bogført på professionel vis. Det har dog ikke forhindret en række tyrkiske ledere gennem historien at hævde slægtskab med profeten – også selvom tyrkere kommer fra en anden etnisk gruppe end de arabere, der er i slægt med profeten fra tiden, hvor familien boede på Den Arabiske Halvø.

Professor Valerie Hoffman fra Illinois Universitet i USA er enig med andre forskere i, at mange muslimer gennem tiderne fejlagtigt har erklæret slægtskab med profeten Muhammed. Men samtidig er hun af den opfattelse, at mange tilfælde også er sande.

– De store organisationer af efterkommere kan sagtens have mange gyldige medlemmer, siger hun.

Valerie Hoffman tilskriver især de meget konservative stammeområder, der ligger tæt på Saudi-Arabien, større gyldighed end andre områder.

– I de sydlige dele af Yemen og i nogle østafrikanske samfund har muslimer gennem generationer fokuseret meget på slægtsforhold. De har skrevet hele slægter ned og har ikke blandet sig så meget som i andre muslimske samfund, siger hun.

Det forstærker ifølge Valerie Hoffman deres udsagn om at være i familie med profeten Muhammed.

Men i andre tilfælde har hun selv været vidne til stamtræer, opsat i entreen hos muslimske familier, der hævder, at det skulle være bevis nok for at de tilhører profetens familie.

Det billede får den amerikanske forsker til at le i telefonen fra Oman, hvor hun arbejder med et forskningsprojekt, inden hun konkluderer, at der skal mere end et træ i entreen til at bevise slægtskab med profeten.

allan@kristeligt-dagblad.dk