Unge som Signe Hansen her fra et kirkeligt arrangement i Århus vil gerne deltage i frivilligt arbejde i kirken, men de tager ikke selv det første skridt. Præsten skal skubbe på, viser undersøgelse. --
- Scanpix.
Louise Graa Christensen |
4. marts 2010
Unge folkekirkemedlemmer vil gerne være frivillige, men kirkerne må selv gøre en indsats for at inddrage dem. Det er konklusionen fra en rapport om unges engagement i sognemenighederne
Det er en myte, at unge ikke vil arbejde frivilligt i kirken. Unge vil gerne engagere sig – også i kirken. Men de har brug for, at præsterne giver dem et prik på skulderen, for de henvender sig ikke selv.
Sådan lyder budskabet i en rapport, som Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik har udarbejdet for Kirkefondet. Rapporten bygger på interview med 32 unge, som fortæller om deres forhold til og erfaringer med folkekirken.
Kirsten Grube, cand.scient.soc., som har udarbejdet rapporten, forklarer, hvordan præsterne på baggrund af indsigterne i rapporten kan få tag i de unge folkekirkemedlemmer:
– Det er vigtigt, at præsterne kontakter de unge, og at de tør bruge sig selv, deres historie og egne troserfaringer.
Hun mener, at arbejdet i kirken vil blive mere attraktivt, hvis de unge kan se, at præsten er troværdig og ønsker at gå ind i en personlig relation.
Ungdomspræst i Vejle Provsti Rikke Holm fremhæver også den personlige kontakt som afgørende for de unges engagement:
– Det betyder noget, at de kan forholde sig til en konkret person. Jeg tror, at det personlige møde er vigtigt, når man skal nå de unge. At kirken ikke bare er en bygning, men et liv, for eksempel en præst eller andre unge i kirken.
En af de interviewede unge i rapporten, Marianne på 29 år, er folkekirkemedlem, men ikke frivillig. Hun forklarer, at hvis hun skal engagere sig i frivilligt i den kirke, hun er tilknyttet, må præsten selv henvende sig:
– Jeg kan ikke bare gå til min præst og sige, at jeg gerne vil lave et eller andet. Jeg ville måske også være lidt bange for, hvad han ville sige. For eksempel, at jeg skulle slæbe en stol eller et eller andet. Jeg har ikke lyst til at lave noget bare for at lave noget. Jeg har til gengæld lyst til at lave noget, som jeg har flair for.
I rapporten hedder det, at flere af de unge, som på nuværende tidspunkt er engagerede som frivillige, forventer at få noget igen for det, de laver. De vil for eksempel gerne have en mentor, der kan lede dem på rette vej og give dem anerkendelse i forbindelse med deres frivillige arbejde:
– Det er vigtigt, at man har en leder og gerne en mentor, der har levet længere end en selv, og som holder en lidt på sporet, fortæller en af de andre unge, Sofie på 20 år, som arbejder som frivillig.
Tidligere generalsekretær for Kirkefondet og nuværende sognepræst i Jyllinge Kaj Bollmann mener, at de unge forventer at blive værdsat:
– De skal føle, at det er positivt, at de er der. De forventer substans, og de forventer medejerskab og medansvar. De skal mærke, at de ikke bare skal lave et stykke arbejde, men at de kan være med til at lægge kursen, og at de aktiviteter, de deltager i, har et klart mål."
For de unge er det også vigtigt, at de får lov til at nytænke gamle ritualer. Julie på 33 år, som er frivillig, er rigtig glad for den kirke, hun er tilknyttet, fordi de frivillige har forholdsvis stor indflydelse på gudstjenesterne. Hun fortæller, at de på den vis føler et ejerskab, og at de er med til at formidle kristendommen på deres egen måde. Dog føler hun også, at hun har brug for en mere nærværende kontaktperson, der kan sætte nogle mere konkrete rammer for de frivilliges arbejde.
Formand for præsteforeningen Per Bucholdt Andreasen stiller sig positivt i forhold rapportens resultater:
– Det lyder positivt, for man har en fordom om, at de unge mennesker ikke vil arbejde frivilligt. Det kunne også være en udfordring for menighedsrådene. Det er da tankevækkende, at der er en positiv tilbagemelding fra de unge.
Han har dog også et bud på, hvorfor det hidtil ikke er lykkedes at få fat på de unge:
– Der har ikke været opmærksomhed på situationen med de unge, og så er der masser af andre udfordringer, der tager tid. Men jeg tror, det er meget vigtigt, at man fremadrettet ser på, hvad kirkens kontakt er med de kommende generationer.
kirke@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad