Der er klare forskelle mellem Moseloven og sharialoven

Kærligheden som et altomfattende bud kan man næppe bygge statslove over. Love er blandt andet fulgt af løfter om løn og trussel om straf. Kærlighed af indre drift kan ikke fremtvinges ad lovgivningens vej.

DE 10 BUD findes også stort set spredt ud over Koranen, og det gælder også profetiske love om at tage sig af enker og faderløse. I mange fortællinger i Koranen bliver der fortalt om israelitternes udtog fra Egypten og om ørkenvandringen, men De 10 Buds to lovtavler, som Moses fik efter bibelsk tradition, findes ikke indholdsmæssigt omtalt. Men det hedder, at Moses og Aron fik en tydelig skrift. En understregning af, hvor meget skrift betød for Muhammed.

I en bestemt sura (nr. 17) står snarest en liste svarende til De 10 Bud såsom buddet om ikke at ære og tilbede andre guder ved siden af Gud – især dette om ikke at ære ved siden af Gud har Muhammed ofte nævnt og indskærpet.

Også buddet om at ære eller vise lydighed mod sine forældre står anført sammen med forpligtelsen til at tage sig af familie, fattige og fremmede.

Der anføres bud mod børnedrab: Dræb ikke jeres børn af frygt for forarmelse. Endvidere forbud mod utugt og det almene bud om ikke at slå ihjel. Endvidere forbud mod at antaste forældreløses formue og bruge falsk mål og vægt. Et andet sted står så buddet mod at aflægge falsk vidnesbyrd, det vil jo særligt sige i retlig sammenhæng, og det hedder, at man skal være retfærdig i sine udsagn, selvom det drejer sig om et familiemedlem.

Det eneste påfaldende er måske, at Muhammed, under indflydelse muligvis af Jesus, ikke nævner buddet om at holde hviledagen hellig, det tredje bud af de 10. Den islamiske praksis består i, som Muhammed opfordrede til, at lade handel hvile om fredagen, når der kaldes til bøn.

Sabbatsbuddet, der jo indeholder både buddet om at holde hviledag og at holde den hellig, gælder således ikke på anden måde, end at der så at sige holdes tid fri til bøn. I hvert fald ikke set med Koranens øjne.

I islam kan man tale ud fra en gammel kristen dogmatisk måde at tænke på, nemlig både skrift og tradition. For muslimerne gælder det reformatoriske princip om skriften alene med læsningen i sammenhæng og i sin helhed ikke. Hos muslimer værdsættes traditionen særdeles højt.

Traditionen overleverer nemlig en lov eller snarere en hel række love og regler, sharialoven, og den optager sindene meget i disse år. Særligt blandt fundamentalister. Fagleksika oplyser, at sharia betyder vejen til vandingsstedet eller drikkestedet. I den nye danske koranoversættelse af Ellen Wulff hedder oversættelsen af sharia: den bestemte vej. Her vises det, at ordet sharia kun bruges en gang i Koranen.

I ÆLDRE FAGBØGER ser man så at sige ikke ordet sharia opført. Det virker som et nyt eller på ny fremkommet begreb, fordi mange arabiske og muslimske stater har moderniseret deres lovgivning. Her kræver fundamentalister shariaen indført. Ligeledes har islams møde med Vesten gennem indvandring aktualiseret shariaen, fordi muslimer i deres livsførelse søger at følge den, men på grund af vestligt og dansk værdisæt kan denne lov ikke gennemføres på det politiske, sociale, civile og statslige område.

Ved den hele livet omfattende sha rialov forstår man en lovgivning, der er sammensat af i hvert fald fire dele: 1) Koranen og 2) sunna, altså profetens forbillede og sædvane, opskrevet i en række hadither, det vil sige fortællinger. 3) Dertil føjer sig den såkaldte fiqh, der består af retslærdes uddragninger af koran og sunna og analogislutninger derfra. 4) Endelig også nedfældet enighed blandt de retslærde. Mere populært kan man også sige, at sharia ud over Koranen indeholder, hvad Muhammed i øvrigt sagde, hvad han gjorde, og hvad han var indforstået med.

Sharialoven omfatter, som man kan tænke sig, langt mere end de etisk-moralske 10 bud. Den indeholder også en række rituelle love og renhedsforskrifter og også en ting som ægteskabsbestemmelser og kvindens stilling i retsvæsenet, hvor hun jo vægtes mindre end en mand, samt en hel del mere.

Mandens overhøjhed over kvinden støder an ligesom hans revselsesret af kvinden. Endvidere støder legaliseringen af polygami og af blodhævn. Hvad blodhævnen angår, foretrækker Koranen dog en bod. At den mandlige muslim til forskel fra kvinden må gifte sig med en ikke-muslim virker også stødende.

I Det Nye Testamente er mange love, særligt de rituelle love fra jødedommen, for en stor del ophævet. Omskærelsen blev efter nogen strid opgivet, særligt takket være Paulus, der ikke mente, at mennesker skulle være jøder for at blive kristne. I Det Gamle Testamente er omskærelsen jo givet som et bud til patriarken Abraham. Blandt muslimer kan der henføres til Abraham, men omskærelsen er ikke omtalt i Koranen. Den fandtes som skik og brug og ritual, også i det gamle Arabien.

Blandt leveregler skal hovedtørklædet også omtales. Et koransted taler derom således, at man kan forstå, at det har været i almindelig brug, og Muhammed siger, at kvinderne ligesom mændene skal slå blikkene ned, og kvinden skal anbringe tørklædet også ned foran brystet, så hendes pryd skjules.

For muslimen står det altså fast, at Muhammeds og traditionens regler gælder. I følgeskab med den Muhammed, der opfatter sig som den sidste og endegyldige profet fra Gud. Han er profetiens endelige og afsluttende segl og vil have verden til at følge sig i lydighed, også med verdslige midler – og det ikke mindst lovgivningsmæssigt. Kraftigere midler er også i brug – terror. Dette tør nok kaldes for en nedbrydelse af skaberværket, imod opfattelsen af lovene som skabelsesfremmende.

Johannes L. Bundgaard er cand.theol. og forfatter