Man fristes til at spørge, om den private organisation Dokumentations- og Rådgivningscenter om Racediskrimination ikke har andet at lave. Den seneste sag, som centeret prøver at rejse, ligger under bagatelgrænsen for, hvad centeret burde beskæftige sig med. Men sagen, der nu ligger hos Rigsadvokaten, risikerer at få betydning for en lang række især kirkelige organisationer.

I sin essens handler den om, hvorvidt kirkelige organisationer har ret til i stillingsannoncer at søge efter medarbejdere og her forlange, at ansøgerne skal være kristne. Der er ingen tvivl om, at lovgivningen tillader, at en kirkelig organisation kan forlange, at de ledende og værdibærende medarbejdere er kristne. Men må man også forvente, at økonomimedarbejderen er det? Eller rettere: barselsvikaren for økonomimedarbejderen i Dansk Europamission? For det er en annonce herfra, der har udløst sagen, der i øvrigt også betyder, at Kristeligt Dagblad nu er sigtet for at overtræde loven OM forskelsbehandling, fordi avisen har viderebragt annoncen.

Kristeligt Dagblad støtter som en selvfølge kampen for ligestilling og imod diskrimination. Men kampen bør gælde overgreb på de grundlæggende rettigheder, ikke bagateller som dem, vi her er vidne til. Lovgivningen mod forskelsbehandling har aldrig haft til hensigt at forhindre kirkelige organisationer i at søge efter ansatte med det rette værdi-grundlag, hvorfor der netop er en undtagelsesparagraf for blandt andet kirkelige foreninger. Et finere juridisk skoleridt om det også gælder pedeller på kristne friskoler og økonomivikarer bør undgås og overlades til at være en lokal afgørelse. Hvis loven ikke tolkes med skønsomhed og blik for den åndsfrihed, der traditionelt har præget det danske samfund, vil man nemt kunne indsnævre friheden på dette område.

En nødvendig og vigtig kamp for ligestilling er desværre ved at udvikle sig til en art ligestillingsmani. Den er en følge af en relativistisk tankegang, der tilsiger, at intet er bedre end andet. Derfor bliver den højeste norm, at alt ligestilles, og den norm kommer langsomt til at gælde på de fleste områder. Men det bør ikke være tilfældet her.

Virkeligheden for mange af de frivillige kirkelige organisationer er, at de er truet, hvis de ikke kan profilere sig på deres særegne værdigrundlag.

De ansatte er rygraden i alle organisationer, og hvis de ikke identificerer sig med værdigrundlaget i for eksempel en kirkelig organisation eller en kristen friskole, vil organisationerne ikke kunne overleve. Derfor er de tvunget til at søge medarbejdere med helt konkrete holdninger og værdier. Det er ikke diskrimination, men derimod en livsnødvendighed for organisationerne.