Der er rigtig langt fra de første kristne idealister som Napoleon Bang, der begyndte at lave opsøgende arbejde på Vesterbros værtshuse for at frelse fortabte sjæle, til det Mændenes Hjem, som findes i dag.
Napoleon Bang og andre fandt, at der var behov for et herberg for de hjemløse mænd, og samlede derfor ind blandt borgere for at oprette det første Mændenes Hjem i Eskildsgade 21 på Vesterbro, som blev indviet for 100 år siden den 6. marts 1910.
Her blev holdt andagter og missionerende arbejde på herberget og i Lazaruskirken. Senere flyttede virksomheden til de nybyggede lokaler i Lille Istedgade 2, hvor Mændenes Hjem ligger i dag. Igennem de seneste 30-40 år er det missionerende arbejde gradvist blevet ersattet af et socialfagligt arbejde.
I dag er Mændenes Hjem ikke mere et herberg. Det er et multihus for hjemløse og udsatte borgere. I dag består bodelen af et herberg med 43 pladser, et bofællesskab på otte pladser og en bo-enhed på 15 pladser. Herudover findes en sygeplejeklinik med frivillige læger, en tandklinik "Bisserne", en natcafé, kontaktsted samt et brobyggerprojekt.
Der findes udlevering af sprøjter, kanyler, kondomer, brugt tøj og distribution af hjemløseavisen Hus Forbi samt et aktiveringsprojekt for arbejdsløse. Der er omkring 1500-2000 besøg hver dag af 400-600 forskelllige personer. Og både mænd og kvinder kommer i dag på Mændenes Hjem.
Mændenes Hjems udvikling ligner udviklingen i mange frivillig sociale organisationer, hvor driftsoverenskomster og aflønnede fagligt uddannede medarbejdere i dag udgør kernen i arbejdet med hjemløse, misbrugere og andre socialet udsatte.
Men udviklingen og ændringerne er tydelige. Ved virksomhedens begyndelse var formuleringerne i vedtægter følgende: "Virksomhedens Formaal er at drage dybt sunkne, hjemløse og fattige Mænd i Kjøbenhavn ind under Paavirkning af Guds Ord, for at de kunne faa Del i den Kjærlighed, der er aabenbaret i Vor Herre Jesus Christus og frelses baade timeligt og evigt."
Dette udgangspunkt holder sig frem til begyndelsen af 1960?erne, hvor det nu lyder, at den hjemløse skal "frelses baade timeligt og evigt". Forstander Gerhard Stidsen formulerer det i Bladet Hjemløs således: "Ved min ansættelse i 1962 fik jeg at vide, at jeg skulle forkynde mændene om Jesus. Det gjorde jeg også, (...) alt var i den kristne ånd."
I midten af 1960'erne og 1970'erne ændrer mange ting sig i samfundet. På Mændenes Hjem nedlægges den missionerende andagt, hvor der serveres varm mælk og blødt brød, mens det kristne budskab blev forkyndt. Det store Jesusbillede blev også taget ned og sat i kælderen.
I 1979 beskriver forstander Bent E. Skovsgaard det kristne udgangspunkt i arbejdet sådan her: "Det var ikke længere diakoniens rolle i medarbejderens liv og tro, der var i centrum, men diakoni som næstekærligt socialt arbejde, omsorgen for medmennesket." Gennem disse citater får man et indtryk af de ændringer, som er sket på Mændenes Hjem.
I sin bog "Mændenes Hjems udvikling fra 1910 til 1980" skriver historikeren Louise T. Hvid i et afsluttende kapitels konklusion, at "Mændenes Hjems historie viser, at en diakonal institution meget vel kan bevare sin egenart og samtidig inkorporere velfærdssamfundets værdier i sit arbejde og på den måde bidrage med en nytænkning af socialt arbejde i velfærdssamfundet".
I denne konklusion findes stadig troen på, at den selvejende institution med sit udgangspunkt i det kirkelige sociale arbejde eller frivillige sociale arbejde stadig har en rolle at spille og kan bidrage til at skabe sociale tilbud med en anden tilgang end det offentlige sociale arbejde.
I 1960 begynder Mændenes Hjem at modtage regelmæssige offentlige tilskud og skulle samtidig være med til at resocialisere den hjemløse mand. Siden da er udviklingen gået via driftsoverenskomsterne over udviklingsplaner, resultatmål og resultatkontrakter. I alt det kommunale og statslige bureaukrati, som i praksis betyder registreringer, forskydes det sociael arbejde i en retning væk fra det mellemmenneskelige og over til det systemiske.
En sund skepsis over for alskens nye trend i offentlig marketing er derfor på sin plads, men kirkelige sociale organisationer og institutioner kan ikke blot læne sig tilbage og sige, at alt nyt er dårligt nyt. En udpræget konservatisme i selvejende institutioner og kirkelige sociale institutioner kan i visse tilfælde stå i vejen for, at sociale tilbud kan udvikles.
Eksempler på det er, at mens hjemløsheden ændrer sig, og nye grupper kommer til, så fastholder nogle sociale tilbud tidligere målgrupper og rammer og fastholder status quo. I debatten i 2003 var ledere af hjemløshedstilbud med et kirkeligt socialt udgangspunkt ude at formulere en afvisning af, at indvandrere og flygtninge med ret til ophold i landet skulle bo på deres institutioner, da man mente, at " de ikke hørte hjemme der". Det er ikke sådan, at bare fordi vi har det rigtige udgangspunkt i det sociale arbejde, så hjælper man også alle dem, som har brug for det.
På Mændenes Hjem er det kristne næstekærlighedsbudskab stadig udgangspunktet. Trods det at institutionen har sit arbejdsmæssige udgangspunkt i der socialfaglige, så hviler Mændenes Hjems værdier stadig på et kristent, humanistisk fundament. Nu skal man ikke blot kende sine grundlæggende værdier, som gerne skal kunne afspejles i det sociale arbejde, men man skal også skabe en socialfaglig profil, der skal gennemsyre arbejdet.
Udgangspunktet for arbejdet på Mændenes Hjem er historien om den barmhjertige samaritaner. En historie, som er det værdimæssige og historiske udgangspunkt for næsten alt social- og sundhedsarbejde.
Vi har altså "det gode" som værdien, der omslutter alle andre værdier – den, der skaber enhed og sammenhæng mellem alle de andre. Dernæst har vi ideerne om individets iboende værdi og lighed, som alle de andre er værdier i forhold til. Individet og lighed er placeret øverst i vores værdisystem. Ligesom "det gode" er de værdier, som vi kan stræbe efter, rette vores handlinger mod, men som vi dybest set ikke kan nå.
Men med et sådant kristen udgangspunkt bliver Mændenes Hjem også sat over for etiske dilemmaer i sit arbejde, hvor afhængighed af offentlige midler og det idealistiske udgangspunkt støder mod hinanden.
I forbindelse med diskussioner om, at flere østeuropæiske hjemløse opholdt sig på væresteder og herberger i København, udtalte tidligere velfærdsminister Karen Jespersen, at "østeuropæerne har ikke ret til sociale ydelser, og kommunen skal derfor ikke huse dem. I yderste konsekvens kan tilskuddet til det enkelte herberg standses, hvis de huser andre end danske borgere". Sagt med andre ord, så skal hjemløsetilbud, herunder de kristeligt funderede tilbud, lave en selektion af brugerne, som principielt strider mod de grundlæggende værdier.
Nemmere bliver det ikke, når man i visse tilbud har sygeplejersker, læger og tandlæger, som via deres faglige kodeks og etiske forpligtelse skal behandle syge uanset deres nationalitet, køn, hudfarve og så videre.
Efter hundrede års arbejde med hjemløse og udsatte mennesker skal Mændenes Hjem til stadighed reflektere over sit udgangspunkt og sin daglige praksis for at følge den udvikling, som sker blandt netop hjemløse og udsatte, og som til stadighed giver udfordringer både etisk, politisk og fagligt.
Robert Olsen er forstander på Mændenes Hjem