Når utroskab fortryller og fortrydes

Min mand savner også meget, at jeg giver mig hen til ham som en voksen kvinde og ikke bare som en fnisende teenager. Men det er, som om jeg ikke føler mig som kvinde sammen med min mand. Jeg tvivler på, at han ser og elsker mig.

Venligst

Fie

Kære Fie

Tak for dit brev. Egentlig rejser du rigtig mange spørgsmål, og det kan være lidt svært at fange kernen i jeres fælles problem. Men vi vil prøve at reflektere over nogle af de temaer, du rejser.

Utroskab kommer sjældent som lyn fra en klar himmel. Som du skriver, gik du et stykke tid som en tikkende bombe, der blot ledte efter en udløserknap, der kunne få sprængstoffet til at futte af.

Krop og længsler kan være stærke og tvingende og føre os mennesker ud i situationer og handlinger, som den mere nøgterne fornuft ville have advaret os imod, fordi det ikke tjener mere langsigtede planer og tillige kan tilsidesætte hensynet til andre af vore kæres følelser.

Har forelskelse og drift først fået rigtigt fat, er det, som om ilden får ilt og blusser op og ikke kan stoppes, før den ene eller anden eller tredje part står mere eller mindre forbrændte tilbage.

Det er mange ægtefællers erfaring, at der undervejs i livet med arbejde og børn og tusind hverdage fra tid til anden kan opstå forelskelse eller fascination til anden side.

Det er der intet mærkeligt i, fordi den forelskelse, man startede sit eget forhold med, sjældent bliver ved, og hvis kærligheden og intimiteten ikke bliver vedligeholdt og udviklet, bliver man mere modtagelig for erotisk stimulans eller kurtisering fra anden side.

Mærker den ene eller den anden eller begge derfor en træt selvfølgelighed eller ligegyldighed i sit parforhold, er det en væsentlig advarselslampe, som forhåbentlig kan bidrage til, at man vågner og investerer tid, samtaler og kreativ opfindsomhed i at vitalisere forholdet på ny. Inden det bliver til utroskab. For sin egen skyld og for eventuelle børns skyld.

Hverken du eller din mand opdagede åbenbart de advarselslamper. Og det betaler I på en måde begge en pris for.

Din mand oplever sig sikkert krænket og såret og måske endnu mindre mandig end før, mens du betaler med en oplevelse af skyld tilblandet en længsel efter de oplevelser, som din "ven" tilførte dig. For det er nok mere oplevelserne end selve hverdagen med denne "ven", du kan savne.

Vi ved ikke, om der er noget religiøst svar på din situation. Gud har det med at kalde på ærlighed og oprigtighed og ægte opgør mellem mennesker. Tilgivelse, forsoning og ny lærdom er han både kilde og inspirator til.

Så der er sikkert en vej at udforske og gå for jer begge. Men I kommer nok ikke uden om at forstille jer mindre for hinanden i fremtiden.

Måske har din mand spist sin vrede for hurtigt og er blevet for forstående, sådan at harmens lidenskab ikke kan komme til at tænde andre lidenskaber i ham? Måske var han nok ung, da I begyndte jeres forhold, men det er han jo ikke længere.

Måske har dit billede af ham ikke fået lov til at ændre sig? Måske turde du kun være "kvinde" sammen med din "ven", fordi det hele foregik på et plan uden for hverdagens realiteter og mere næret af fantasi og drømme end af dagligdagens krav?

Måske trænger I begge til at opdage hinanden på ny. Ingen af jer kan få alt. Din mand har sine begrænsninger, og du har dine.

Men I har fundet hinanden på et tidspunkt, og I har befrugtet hinandens liv med sunde og raske børn, og I har bestemt at fortsætte jeres liv sammen trods det jordskælv, som en utroskabsaffære er i de fleste ægtefællers liv.

Derfor hedder det fremover tilbagevendende samtaler jer imellem, hvor I sætter ord på, hvad I længes efter hos hinanden, hvad der er vigtigt at gøre sammen, og hvordan I kan lade en fælles intimitet vokse sig stærkere.

Det er mere konkret og mere nærende for jeres fælles liv end at fortabe sig i mere ukonkrete og luftige tanker, om I nu "elsker og ser hinanden". Det er selvfølgelig såre vigtigt, men det har altid et praktisk udtryk, som kan findes og udvikles. Det ønskes I alt godt med.

Mange hilsener

Anette og Jørgen