At det stadig er sådan i 2010, er der flere forklaringer på. Den nemme er, at det er samfundets skyld. Med en stadig mere udviklet velfærdsstat har vi efterhånden udliciteret den mellemmenneskelige omsorg, forklarer Svend Brinkmann, professor i almen psykolog på Aalborg Universitet. Det betyder, at vi regner med, at staten sørger for, at ingen skal bo, som familien i Serritslev boede. Og sker det alligevel, så tager staten sig af det.

En anden forklaring, hvor ingen rigtig får skylden, er den generelle individualisering af samfundet. Vi kører derudaf med vores egne aktiviteter og kigger ikke rigtig ind til naboen, medmindre der sker noget, som truer eller forstyrrer vores eget liv.

Men så er der også en tredje og mere menneskelig grund til, at folk overalt i landet hellere fornægter, hvad de ser, end de tager konsekvensen. For når vi ser noget, der kunne være vold eller vanrøgt af børn, bliver vi ofte fanget mellem to hensyn, forklarer Svend Brinkmann. Hensynet til at lade folk leve det liv, de vil. Og den moralske pligt til at gribe ind. De to ting stritter så meget mod hinanden, at der opstår en pinagtig fornemmelse, som næsten alle gerne vil ryste af sig hurtigst muligt. Og det gør man nemmest ved kun at søge de tegn bekræftet, som peger i samme retning.

– Har vi besluttet, at der nok ikke er noget galt hos naboen, er der pludselig tegn på det overalt. Og det samme, hvis vi har konkluderet modsat. Det er sådan, vi undgår det, man i fagsprog kalder kognitiv dissonans, siger han og peger på, at det er det samme, der sker hos rygere, som finder på undskyldninger for, hvorfor deres last ikke er så farlig endda.

Der er også andre faktorer, der spiller ind, når vi som tilskuere skal afgøre, om vi bør gribe ind over for noget, vi ikke er helt sikre på, hvad er. I mange tilfælde er det ren og skær uvidenhed om, at det faktisk er en borgerpligt at gribe ind alene på en mistanke om, at børn lider overlast, mener Jørgen Due Madsen, speciallæge i psykiatri og leder af Center for Psykiatri og Eksistens. Men endnu mere er det et spørgsmål om, at vi i Danmark har en stærk tradition for at betragte privatlivets fred som en højhellighed. Derfor stiller vi alle de kritiske spørgsmål, før vi handler: Ved jeg nu det hele? Tænk, hvis det var andre, der krænkede mit privatliv.

I godt 10 år har Jørgen Due Madsen sammen med sin hustru bestyret brevkassen "Spørg om livet" i Kristeligt Dagblad, hvor der ikke sjældent kommer spørgsmål, der netop omhandler retten eller pligten til at skride ind over for alt fra mistanken om alkoholisme til ubehaget ved kollegaens svedlugt.

– For langt de fleste er det ikke bare grænseoverskridende at konfrontere andre med noget meget privat, det kræver også en hel del kræfter. For man kan blive udsat for kritik eller repressalier. Og man kan jo have taget fejl. I en fortravlet hverdag vælger de fleste at økonomisere med kræfterne og håber på, at andre gør noget, forklarer han.

I tilfældet Serritslev var der faktisk flere i byen, der kontaktede myndighederne for at gøre opmærksom på familien. I Brønderslev Kommune fandt man dog ikke grund til at gribe fjerne børnene, og i dag fastholder byens borgmester, at hele forløbet er kørt lige efter bogen. Det rejser spørgsmålet, om bogen mon er forkert. Og om det danske socialsystem overhovedet er gearet til at håndtere sager som den i Serritslev. I Det Nationale Voldsobservatorium oplever man, at det netop er myndighedernes utilstrækkeligheder, der kan afholde naboer og andre fra at anmelde eksempelvis hustruvold. For oplever man som borger ikke at blive taget alvorligt, eller at systemet ikke formår at reagere, så finder mange det ikke besværet værd at henvende sig, siger Randi Theil Nielsen, sekretariatsleder i Kvinderådet og koordinator af Voldobservatoriet:

– Det kræver i forvejen stort mod at anmelde en mistanke om eksempelvis vold hos naboen, og derfor kunne vi lære noget af Sverige, hvor man virkelig har prioriteret at uddanne det sociale personale og politiet. Desuden opfordrer store kampagner folk til at reagere på overgreb, og det kan give den tryghed, der skal til, for at man overskrider den barriere, de fleste af os har imod at anmelde andre, især dem, der er tæt på os.

I sidste ende er det dog op til den enkeltes moral, om man handler på det, man ser eller fornemmer. Ud over loven, som siger, at man har pligt til at handle, er der kun en lidt spinkel moralsk rettesnor at læne sig op ad, mener professor Svend Brinkmann. Man skal stille sig selv to spørgsmål: 1) Hvor sårbare er de personer, det ser ud til at være galt med? Og 2) Hvilke muligheder har jeg for at gøre noget?

– Pligt udspringer af magten til at gøre noget. Men sager som de her er sjældent meget entydige, og det er sundt at være opmærksom på selv modstridende signaler så længe som muligt, før man tager en beslutning. For mistænkeliggørelse kan være næsten lige så slemt som fornægtelse, siger han.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk