Når rettigheder er et fy-ord

– Man åbner folks øjne for muligheden for at bryde ud af den fattigdom, de mener, Gud har bestemt for dem, siger han om organisationens meget konkrete udviklingsprojekter som for eksempel "Giv en ged".

I mange andre lande ville internationale organisationer også arbejde for og oplyse borgerne om deres rettigheder til blandt andet mad, demokratisk medbestemmelse og lighed mellem køn, religioner og nationaliteter for på den måde at skabe en lyst til at kæmpe for et bedre liv. Men sidste år vedtog det etiopiske parlament en lovgivning, der forbyder udefrakommende organisationer at arbejde med enhver form for rettigheder. Hvis mere end 10 procent af en organisations økonomiske støtte kommer fra andre lande end Etiopien, er arbejdsområdet indskrænket til ren og skær nødhjælp og konkret udviklingsarbejde. I år er lovgivningen blevet implementeret ved, at organisationernes arbejdsprogrammer skulle godkendes på ny. Det har tvunget mange til at ændre deres officielle projektbeskrivelser.

Folkekirkens Nødhjælp har skrevet under på at overholde lovgivningen. Man forsøger i stedet at arbejde indirekte med folkets bevidsthed om retten til et bedre liv ved konkret at vise dem, at fremgang er muligt.

– Når det politiske rum er så snævert, fokuserer man på folket. Folkekirkens Nødhjælp kan ikke offentligt råbe op i Etiopien, men vi kan få folket til at snakke internt, så der langsomt skabes et pres på det politiske system, siger Eyasu Mekonnen Jembere.

Også Red Barnets arbejde i Etiopien er blevet indskrænket, fortæller Susanne Kirk Christensen, der er landechef for Red Barnet i Etiopien. Organisationen fortsætter dog sit arbejde, men sætter nye mærkater på det. For eksempel har de tidligere Børnerettighedsklubber måttet skifte navn til slet og ret Børneklubber.

– Vi kan stadig godt tale om essensen i børns rettigheder, nemlig deres velbefindende og nødvendigheden af, at børn inddrages aktivt i alt vores arbejde. Nogle gange bliver budskabet klarere, når vi bliver nødt til at forklare, hvad vi mener med rettigheder, siger hun.

Susanne Kirk Christensen er absolut ikke begejstret for den nye lovgivning, men forklarer, at den har tvunget organisationen til at forklare sig meget konkret i dialogen med befolkningen. Og det er en fordel, da det kan være lettere at forstå, hvorfor det er dårligt for en pige at blive gift væk som barn, end at det ikke må finde sted, fordi rettighederne siger det.

Eyasu Mekonnen Jembere fra Folkekirkens Nødhjælp anerkender, at organisationen langtfra kan plante rettighedskrav i hver og en af de etiopiske borgere, da organisationen kun arbejder i udvalgte områder af det kæmpemæssige land. Samtidig er det ikke realistisk, at de isolerede bønder på landet pludselig kræver deres ret og går til politikerne i hovedstaden, Addis Abeba.

– Desværre er disse mennesker så isolerede, at de ikke har mulighed for at blive hørt på den politiske platform. Men selvom projekterne kun kan hjælpe måske 30 ud af 100 i et område, planter det et håb om et bedre liv, der kan spredes og generere vilje, siger han.

Samtidig er Folkekirkens Nødhjælp og lignende organisationer med til at opfylde de basale behov, der må være dækket, før der bliver plads til at tænke mere langsigtet.

– Hvis folk er sultne, er de ligeglade med rettigheder og så videre, siger Eyasu Mekonnen Jembere.

Uden for landsbyen Berbera har Belg Mamo mange jern i ilden. Ud over at avle geder fremstiller hun lertøj som den sorte kaffekande, der står i ildstedets gløder. Fire gange om måneden går hun tre timer for at nå det nærmeste marked, hvor hun kan sælge sine varer. Sidste år tjente hun cirka 900 birr, 450 danske kroner, på sin lertøjsproduktion.

– Jeg vil gerne skabe en indkomst, så jeg stadig kan sende mine børn i skole. Jeg drømmer om, at de får en uddannelse, flytter til byen og bliver rige, siger hun.

dalsgaard@kristeligt-dagblad.dk

SERIEBOKS:

Etiopien 25 år efter

Alles øjne var i årene 1984-1985 rettet mod Etiopien, som oplevede en af vor tids største sultkatastrofer med en million omkomne. Det etiopiske folk dør ikke længere som fluer, men landet lever i stilhed med en kronisk sult. Kristeligt Dagblad rejste med Folkekirkens Nødhjælp til det nordlige Etiopien for at opleve, hvordan situationen er i dag. Med hjælp fra flere end 1250 sogne samler organisationen på søndag den 7. marts ind til det internationale arbejde i kampen mod sult i verden. Artiklerne på denne side udgør sidste del af serien.