Jesus er den sikre billet til Gud, men …

Formuleret lidt firkantet har stridens kerne lige siden bestået af følgende synspunkter: Hvis Kristus virkelig er "vejen, sandheden og livet", så må alt andet være forkert. Hvis Gud virkelig er Gud, kan han gøre, som han vil – og som Helligånd virke, hvor han vil – højt hævet over menneskers filosofier. Sidstnævnte er dog ikke en tankegang, der vækker megen genklang i oldtidens kirkeliv. Kirkefader Origenes (185-254) måtte for eksempel flygte fra Alexandria efter en kætterdom, da han mente, Guds frelsesplan nødvendigvis måtte omfatte alle mennesker.

Under Reformationen i 1500- tallet slår Luther fast, at det kun er gennem Kristus, mennesker kan få adgang til den Gud, der giver frelse. Samtidig er det i Reformationens fokus på Gud som kærlighed, at de små sprækker til idéen alles frelse igen dukker op, fortæller Bo Kristian Holm.

– For hvis Gud er kærlighed, kunne det så virkelig passe, at kun en lille del af menneskeheden bliver frelst, sådan som både Augustin og Luther mener. Den protestantiske kristendom mener jo i sidste ende ikke, at det er mennesket, der finder Gud, men Gud, der finder mennesket, og derfor kan det ikke udelukkes, at Gud har et forhold også til ikke-kristne, siger han.

– Omvendt kan det ikke være lige meget, hvilket gudsbegreb man har. Kirken holder derfor fast i, at kun den Gud, der også er menneske, viser, hvordan Gud virkelig vil være over for mennesket. Kun dér kan man derfor være sikker på, at man har med Gud at gøre, siger han.

Med oplysningstiden og religionsfrihedens indførsel ved Grundloven af 1849 begynder den danske folkekirke for alvor at ændre sit syn på andre religioner. For eksempel bliver kirken enig om, at de "afvigende" jøderne – islam er endnu ikke aktuel – er almindelige statsborgere, blot med en anden religion. Den udvikling går stærkt gennem den sidste halvdel af det 20. århundrede, hvor folkekirken er blevet mere åndeligt fleksibel i takt med den muslimske indvandring og inspiration fra Østens religioner. Det vurderer Steen Marqvard Rasmussen, sociolog og konsulent for Landsforeningen af Menighedsråd.

– For 50 år siden var det ikke et problem at være kontant og afvise, at der findes andre veje til Gud, for man mødte meget sjældent mennesker med en anden religiøs overbevisning i sin dagligdag. Det har ændret sig drastisk. Danskere har fået muslimske naboer med religiøse leveregler og faste bedetider. Og tanker inspireret af Østens religioner siver langt ind i den danske folkesjæl, siger han og konkluderer:

– Derfor må folkekirkens præster forholde sig til mange flere måder at tro på end tidligere, og præster bliver dermed generelt mere åbne for, at andre religioner har noget fornuftigt at sige os.

Tendensen i det religiøse og kirkelige landskab er helt grundlæggende, at konservative og mere moderne måder at læse Bibelen og bekendelsesskrifterne på står skarpt over for hinanden, men stadig flere begynder at tolke teksterne i lyset af det liv og den tilværelse, de i praksis selv kender til i dag. Menneske først, kristen så, lærte allerede Grundtvig danskerne at sige. Og det er også i det lys, Århus-biskop Kjeld Holms åbne syn på de mange veje til Gud skal ses.

– Luther spurgte: "Hvor finder jeg en nådig Gud?" Det gjorde han i kristendommen, og det gør jeg ligeså i Det Nye Testamente og i den kristne tradition, siger Kjeld Holm og tilføjer:

– Gud er for mig at se ikke en abstrakt figur, som findes et bestemt sted, men et spørgsmål om, hvordan jeg forholder mig til min egen tilværelse.

kirke@kristeligt-dagblad.dk