Demokratiet er ved at slå rod i Irak

– Hvis der kan sættes en anden dynamik i gang i Mellemøsten, vil det give nogle positive perspektiver for regionen. Det vil gå ganske langsomt, og vi skal ikke bruge vestlige målestokke, men Irak viser – måske – at det kan lade sig gøre at skabe nye politiske muligheder for en befolkning, mener Michael Kjeldsen.

At Iraks hjemlige terrorister, bistået af det internationale terrornetværk al-Qaeda, ufrivilligt har gjort deres til at skubbe irakerne i armene på demokratiet er en interessant krølle.

– Terroren har skræmt irakerne, men i den forstand, at de tager afstand fra den måde at bruge religion og magt på. Irakerne vil have et land, der spiller efter politiske regler, siger han.

Den optrappede vold er som sådan et tegn på, at der rent faktisk sker fremskridt i Irak. De forskellige ekstremister og oprørsgrupper i landet ønsker ikke, at Irak udvikler sig til et demokrati, og flere af dem får støtte fra lande og grupper i regionen, som gerne vil spænde ben for et stabilt og sekulært Irak. Det gælder ikke mindst Iran, der har et trosmæssigt sammenfald med det shiamuslimske befolkningsflertal i Irak, men traditionelt har betragtet Irak som en geopolitisk rival.

Ind til for nylig var sikkerheden netop blevet bedre. Volden mellem forskellige religiøse og etniske grupper er faldet betragteligt, og mange irakere har åbenlyst udtrykt støtte til partier og koalitioner, der går på tværs af religion og etnicitet. Således er flere af de største koalitioner, der stiller op til valget, tværreligiøse og/eller sekulære, hvilket er noget nyt i forhold til det første parlamentsvalg. Ikke mindst er det interessant, at både den nuværende premierminister Maliki og den forhenværende Iyad al-Allawi begge står i spidsen for alliancer, der går på tværs af de religiøse grupperinger, selvom de begge tilhører det shiamuslimske befolkningsflertal på omkring 60 procent.

– Det er nyt, at vi har tværreligiøse lister. Det er en positiv udvikling, som blandt andet afspejler, at shiamuslimerne ikke har kunne bruge deres flertal til at dominere de andre befolkningsgrupper. Shiamuslimerne er stærkt uenige om en række emner, siger Helle Lykke Nielsen, ph.d. og lektor ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, hvor hun følger udviklingen i Irak.

Hun peger samtidig på, at det er en sårbar proces, Irak er inde i, fordi mange irakere stadig nærer mistillid til personer fra andre sekteriske grupper end deres egen. På den ene side ønsker de fleste irakere virkelig et parlament uden religiøse eller etniske bindinger, på den anden side kan de være tilbøjelige til at stemme på nogle af deres egne, når det kommer til stykket.

I lighed med mange andre frygter Helle Lykke Nielsen, at stemmerne vil falde så spredt, at ingen af de seks største valgkoalitioner vil få et entydigt flertal. I værste fald kan der går måneder, før der er dannet en ny regering – sidst tog det fire måneder – og i det tomrum kan volden få fodfæste.

– Selve valget skal nok gå. Det er tiden bagefter, vi skal krydse fingre for, siger hun.

Set i det lange perspektiv er hun en forsigtig optimist. Hun fremhæver, at landet trods alt har flyttet sig siden sidste valg.

– Irak har brugt fire år på magtkampe, bøvl og korruption, men det er faktisk lykkedes politikerne at forhandle sig frem til nogle løsninger. I 2003-2004 var der ingenting. Nu er der et parlament og en irakisk hær på 664.000 mand. Der er masser af problemer, men man har fået skabt nogle rammer, som fungerer. Glasset er halvt fyldt, siger Helle Lykke Nielsen.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk