Vi skal have fat i glæden

– Det ville være skønt, om der til det også vil komme nogle ægtefæller til dem, jeg har begravet, siger Nils-Peter Holm og forklarer, at sorgen har sin plads, "og den kommer man aldrig over, men man kan komme igennem den":

– Og så skal vi have fat i glæden. Alle er vi på vej til vore grave, men mens vi går, så lad os dog få det lidt fornøjeligt med hinanden.

Da Nils-Peter Holm i 1995 overtog en bedemandsforretning i Kerteminde, var han selv i tvivl om, hvorvidt dette alvorlige erhverv kunne forenes med hans hang til humor. Ville de lokale overlade det til denne "lystige fætter", som kunne synge og fortælle vittigheder og nu rejser rundt med et fordrag om humor, at begrave deres døde?

Årene har vist, at det ville de, men Nils-Peter Holm er hele tiden opmærksom på, at der må trækkes en skarp linje mellem det ene og det andet.

– Men smilet er jo, som Victor Borge har sagt det, den korteste afstand mellem mennesker. For mig er humoren som en varme, der breder sig fra mellemgulvet og ud i hele kroppen og får blodet til at rulle hurtigere i tæerne. Jeg mener jo, at humoren hjælper os med at være overbærende med hinanden. Den hjælper os til at blive ordentlige mennesker.

Og i pressede situationer kan humoren løse op for sorgen og tristheden, som da den glædesløse bedemand i Sønderjylland uforvarende gav humoren livsvilkår midt i sorgen ved at hænge kravlenisser på kisterne.

– Som Søren Kierkegaard har påpeget, så er humoren det, der ligger tættest på alvoren, tilføjer Nils-Peter Holm.

Humor og alvor. Liv og død. I samarbejde med reklamefotograf Evan Frederiksen og grafiker Lotte Hammeken, og for egen regning i fællesskab med de to, har Nils-Peter Holm skrevet og redigeret bogen "Det sidste... om livet før og når det slutter".

Foruden hans egne erfaringer fra de 2000-3000 dødsfald, han som professionel har været involveret i, er der bidrag af en række forfattere – blandt andre John Engelbrecht, sognepræst Kirsten Jørgensen, Kerteminde, og sygehuspræst Preben Kok, som skriver om sorgen og savnet, om ritualer og om at give sig selv lov til at skælde ud på Gud.

Dertil nogle af Nils-Peter Holms foretrukne digte og salmer omkring emnet, fra Grundtvig til Halfdan Rasmussen og Benny Andersen, og også den romerske filosof Seneca er repræsenteret med dette citat: "Arbejd, som om du skulle leve for evigt. Elsk, som om du skulle dø i dag". Det hele illustreret med Evan Frederiksens meget smukke og stemningsfulde fotografier.

En bog om døden, men samtidig en hyldest til livet, siger Nils-Peter Holm.

– Jeg håber, den kan hjælpe de efterladte til bedre at rumme deres sorg. Selv om den er vidt forskellig fra menneske til menneske, er der alligevel så meget fælles i sorgen, at vi alle kan drage nytte af vores fælles erfaring og gennem sorgen forhåbentlig finde tilbage til glæden ved livet igen. Hvis den bare kan hjælpe en eneste til det, så er vores mål med bogen nået.

For Nils-Peter Holm har arbejdet med "Det sidste..." grebet dybt ind i hans egen livsopfattelse. Ført ham frem til en dybere religiøs erkendelse.

– Den har hjulpet mig til at finde en større ro i min tro, som jeg altid har haft. Jeg har aldrig kunnet holde tanken om intetheden ud, og i mit liv har jeg mange gange mærket strejfet af noget større. Når jeg deltager i begravelser, føler jeg, at vi mennesker jo har muligheden af at finde skuldre, der er store og stærke nok til at kunne bære, også i disse situationer.

– Johannes Møllehave har skrevet om, at vi falder i levende hænder, når vi dør. Det tror jeg på. Min tro er en glædestro, ikke sort som min fars, der hele livet kæmpede med, om han var god nok for Vorherre.

– Den Gud, jeg tror på, er en meget lidt smålig Vorherre, og den tro får jeg bekræftet, hver gang vi til en begravelse læser den gammeltestamentlige salme "Herren er min hyrde" (Salme 23). Her møder vi en overflod af kærlighed. I den salme er der ord, der rammer mig hver gang.

Nils-Peter Holm voksede op i en indremissionsk familie. Farmoderen, der i sine sidste år boede hjemme hos forældrene, havde et selvlysende plastikkors i sin stue og sang hver morgen med på salmerne i radioens morgenandagt for fuld volumen. Familien deltog i kristne lejre, hvor man underholdt hinanden med sketch og sjov om aftenen.

– Her oplevede jeg min far fra en helt anden side end ellers, for han var en stor alvorsmand, plaget af sin tungsindige gudstro og en stor livsvrede.

Fra faderens side var der derfor ikke noget større overskud til at tage sig af sønnen. Manglen på hans fars accept fylder stadig meget i Nils-Peter Holms tanker, selv om det er 34 år siden, faderen døde.

– Vi kom aldrig tæt på hinanden, og da far pludselig døde af en blodprop dagen efter min mors 60-års fødselsdag, mærkede jeg to følelser i mig: En vis lettelse, for jeg havde frygtet, når far ville blive gammel og have brug for hjælp. Det ville blive meget svært for mor, med den indstilling, han havde til livet og andre mennesker. Far udvalgte sig nogle få helte og anså resten for mere eller mindre uduelige.

– Den anden følelse var sorgen over, at vi aldrig kom til at mødes som voksen til voksen i forståelse af livet, i dets styrke og svagheder. Det har været et savn og er det stadigvæk.

Med det pludselige dødsfald blev der ikke mulighed for at få talt ud. Det lykkedes heller ikke ved moderens død, på trods af at der her var et langt sygdomsforløb.

– Hun døde af kræft, og på det tidspunkt var jeg sygeplejerske på en kræftafdeling, så jeg blev hendes sygeplejerske om dagen og var sønnen om aftenen.

– Som sygeplejerske har jeg ellers aldrig haft problemer med de svære samtaler med folk, for hvem der ikke længere er noget håb, og hvor der kun er døden at se frem til. Det kunne jeg godt sætte ord på, men med min mor var det anderledes. Det lå der jo implicit hele tiden, når vi talte sammen, men vi standsede altid, lige før det blev rigtig svært. "Når du nu dør, mor" – den sætning fik jeg aldrig sagt. Det burde jeg måske.

Som bedemand har Nils-Peter Holm siden oplevet mange tilsvarende situationer, hvor familier ikke fik talt ud.

– Vi er jo så forskellige, og jeg skal ikke fortælle andre, hvordan de skal gøre, eller hvordan de skal leve deres liv, men jeg synes, at de familier, der får snakket ud og når at få sat ord på, som oftest får et bedre efterforløb. Børn har brug for at vide, om deres gamle mor eller far er bange for at dø, og om hendes og hans tro.

– Samtidig kan det betyde helt utroligt meget for de efterladte, hvis den døende har overskud til også at ønske dem et godt liv videre på vejen og vise taknemmelighed over det, der var. Og få understreget, at livet trods alt er godt, selv om man mister noget af det dyrebareste, man har.

Nils-Peter Holm med flere: "Det sidste...", Kle-art, 177 sider. 268 kroner. Hjemmeside: www.detsidste.dk

steens@kristeligt-dagblad.dk